Læsetid: 4 min.

Et berømt hul i jorden

At besøge Bob Dylans barndomsby, Hibbing, kan være noget af en kulturel Minnesota-kur
2. oktober 2003

Bobbobbob
MINNESOTA – Det ligner Finland. Jo længere nordpå vi kommer, des mere ligner det Finland. Vi har kørt det meste ad vejen op gennem Missouri og Iowa på Highway 61, der slanger sig langs Mississippi- floden. Og vi har registreret, at et eller andet sted i det nordlige Missouri er det, som om Sydens kaos og forfald afløses af et mere velordnet landskab med bølgende majsmarker og missilformede siloer.
Visse steder kører man igennem små samfund med nymalede Bedstemor And-huse og forhaver pyntet med tableauer af kunstige dådyr eller bjørne. Billeder på et Amerika, man ikke troede fandtes, og som måske heller ikke gør det. Levende dyr er der til gengæld ikke mange af. Ser man endelig nogen, ligger de gerne og spræller i vejkanten efter at være påkørt af biler.
Op gennem Iowa bliver befolkningen stadig mere homogen (hvid, forstås). Og der bliver stadig kortere mellem kirkerne og skiltene med Bibel-citater i vejkanten. Men få kilometer nord for Minneapolis, sådan cirka midt i det sparsomt befolkede Minnesota (dér, hvor filmen Fargo udspillede sig), begynder det bare at ligne Finland. Birketræer og nåletræer. Søer og ingenting.

Den modsatte vej
Bob Dylan kørte den modsatte vej, da han i sommeren 1959 havde fået nok af livet i lillebyen Hibbing og lod sig indskrive på University of Minnesota i Minneapolis. Vi er på vej op for at se, hvad det var, han forlod.
Vi triller ind i Hibbing og styrer uden problemer hen til det pæne middelklassekvarter, hvor den fem-årige Robert Zimmerman første gang satte sine ben i 1946, efter at familien var brudt op fra Duluth, nogle timers kørsel mod øst. Ud for adressen 2425 7th Avenue stiger vi ud og strækker benene.
Den blåmalede firkantede kasse ligner et hvilket som helst andet hus. I forhaven ligger et par cykler, og foran garagen er parkeret en bil. Det er bare et sted, hvor der bor nogle mennesker. Et par unge mænd kører forbi og råber til os, at vi er nogle fjolser. Hvor har de dog ret.

Downtown Hibbing
Da der ikke kan pines mere fan-begejstring ud af at stå foran nummer 2425, fortsætter vi ind mod byens centrum, forbi blok efter blok med velholdte små træhuse med post-11. september-flag på facaderne og forbi rådhuset med en miniatureudgave af Frihedsgudinden på den nyklippede plæne foran. Et par blokke fra barndomshjemmet passerer vi Hibbing High – ’Home of the Bluejackets’ – gymnasiet, hvor Dylan blev student i 1959.
Downtown Hibbing er lige så røvkedeligt, som det lyder. Vi tager et par ture op og ned ad hovedgaden Howard Street, hvor Dylan i sin James Dean-periode cruisede i en pink Ford convertible, han som 16-årig havde investeret sparepengene i. Bortset fra et par af de obligatoriske sutter med øldåser i brune papirsposer er hovedgaden affolket som Bjerringbro efter lukketid.
Heller ikke et eneste spor efter det berømte bysbarn kan vi spotte. Lybba Theater (opkaldt efter Dylans oldemor på mødrene side), hvor teenageren Bob så Dean i Rebel without a Cause, er for længst revet ned. Ligesom musikforretningen på 1st Avenue, hvor den 15-årige rock’n’roller og hans gruppe The Jokers hang ud hos den cigarrygende finne, Hautala, er væk. Endelig er der det mondæne Androy Hotel, som ganske vist står der endnu, men som er lavet om til ældreboliger.
Har de gode Hibbing-borgere da ganske glemt byens stolte søn?
Nej, lige før vi skal til at dreje øsen rundt for atter at køre sydpå, får vi øje på restauranten Zimmy’s på hjørnet af 6th Avenue East. Den er god nok. En mager servitrice med dårlige tænder og en grim hoste bekræfter, at stedet er opkaldt efter Zimmerman. Dén Zimmerman. Og ser man godt efter, vil man da også få øje på diskrete billeder af Dylan på menu- og visitkort, ligesom en hyldestvæg med plakater og et skab med t-shirts til salg indikerer, at hér ved man godt, hvad folk kommer efter. Ikke at det lokale klientel dog ser ud til at bekymre sig stort om den gådefulde sanger. Og en Bob Burger eller en Zimmerman Zalad er da heller ikke at finde på menukortet.

Det berømte hul
Hibbing oplevede sin storhedstid i starten af 1900-tallet, da minedriften i det enorme jernmalmsbrud i byens nordlige udkant – Hull-Rust Mahoning minen – blev udvidet og opnåede status som The Man Made Grand Canyon of the North. Og da familien Zimmerman i 1946 flyttede til byen, summede det lille samfund af fornyet foretagsomhed og efterkrigsoptimisme.
Men op gennem 50’erne og 60’erne gik det som så mange andre steder i USA, og i dag står downtown tilbage som en kulisse, et monument over en drøm, der brast.
Vi beslutter at runde pilgrimsrejsen af med en visit ved det, der engang var verdens største menneskeskabte hul i jorden. For at komme derud må man igennem resterne af det gamle North Hibbing, en hel bydel, der blev flyttet, da Oliver Mining Company i 1912 udvidede minen.
Lidt længere ude passerer man Hibbings eneste museum af betydning: Greyhound Bus Origin Center. Her kan man tilegne sig historien om, hvordan det legendariske busselskab lagde grunden til senere storhed ved at transportere minearbejdere ud til det famøse hul.
Greyhound-museet må vente. Hullet trækker mere. Og da vi omsider stirrer ned i afgrunden, føler vi os da også lidt klogere. Bob Dylan har aldrig været flink til at besøge sin barndomsby. Man forstår ham sådan set godt.

*Bob Dylan spiller i Forum i København d. 16. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu