Læsetid: 10 min.

Big business i Congo

Information var med, da nationalistiske mai-mai’er i en afsides del af Den Demokratiske Republik Congos jungle forhandlede om våbenhvile med en af borgerkrigens mange udenlandsk støttede oprørsbevægelser
1. oktober 2003

En hvid jeep stopper ved de sydafrikanske FN-soldaters vejspærring. Tumult. En lille tyk mand iført ensfarvet mørkegrøn uniform, sort baret og smarte brune lædersko stiger ud og passerer med sine adjudanter. Den forsamlede folkemængde holder vejret. Pludselig bryder jublen ud, og den lille mand rækker begge arme højt i vejret og vinker som en sejrrig sportsmand.
Det er begyndt at støvregne, så forhandlingerne skal under FN’s beskyttelse foregå under et primitivt træstativ snøret sammen af bark og nødtørftigt dækket af palmeblade.
Han sætter sig, og en af hans kaptajner fremdrager en kamouflagefarvet feltflaske og sprøjter vanddråber på ham. Oberst Sengos Sumahil er klar, hvis hans modstander skulle vise sig at have svigefulde hensigter. Usårlig. Selv kugler vil prelle af. For mai-mai – de hellige vanddråber – vil beskytte ham.

Kolonivejen er livlinen
De knap 30 sydafrikanske FN-soldater har brugt en halv dag på at køre herop i bjergene ad en snoet vej. Det er den eneste vej på egnen og den eneste bare nogenlunde passable vej, der forbinder de østlige byer i Den Demokratiske Republik Congo med resten af landet gennem uvejsomt kuperet terræn og tæt regnskov.
Vejen er dog ikke mere end tre-fire meter bred og har store mudrede kratere, der fyldes op med vand, når det regner, for den er anlagt af de belgiske koloniherrer og tilsyneladende ikke vedligeholdt, siden de forlod landet i 1960. Den tætte vegetation omslutter vejen, og når man kører forbi, svirper grenene tit forbi vinduet.
Veje som denne er livlinen for de kæmpende parter i Congos borgerkrig. Det er ad dem, tropper og forsyninger kan transporteres.
I denne del af det østlige Congo, et land fire gange større end Frankrig, er det oprørsbevægelsen Rassemblement Congolais pour la Démocratie – Goma (RCD-Goma), der har kontrollen med de fleste byer og større veje.
Men længere inde i junglen er det grupper af de lokale såkaldte mai-mai-soldater, der bemander vejspærringerne. Men at holde og kontrollere vejen er kun en del af krigen. De lokale kender området ud og ind og kan snige sig gennem skoven og angribe bag fjendens linjer. Kører man forbi, oplever man ofte, at der pludselig popper en mai-mai fra junglen ud på vejen. Især efter mørkets frembrud er det umuligt at se, om der blot få meter borte skulle ligge yderligere 10 soldater på lur.
Kashewe ligger på den stump af vejen, der kaldes ingenmandsland. Nogle gange vinder RCD-Goma frem på vejen – nogle gange mai-mai’erne.
Landsbyen består kun af en snes utætte lerklinede hytter, hvis indbyggere for længst er flygtet fra krigen. Militærobservatører fra blandt andet Rusland, Nepal og forskellige afrikanske lande har sat biler på tværs af vejen i hver ende af landsbyen. Alle våben på nær de sydafrikanske FN-soldaters er fjernet.
Stedet er ’sikret’ og klar til fredsforhandlinger mellem RCD-Goma og den største gruppe af Congos mai-mai’er som led i den fredsproces, FN er i landet for at hjælpe på vej.
Der bliver ikke sagt meget, men luften er alligevel elektrisk, mens mai-mai-oberst Sengos’ modpart fra RCD-Goma lader vente på sig. Han er mistroisk og sender først sin adjudant for at tjekke, at der ikke er sat fælder op. Adjudanten er en høj fyr med walkie-talkie, der benytter chancen til at spille smart over for sine halvanden hoved lavere mai-mai-kolleger. »I har sikkert allerede drukket i dag,« siger han med et grin. Mai-mai’erne ser bare til.
De fleste mai-mai’er er mellem 150 og 160 cm høje og mangler i modsætning til RCD-Gomas soldater, der får udstyr fra Rwanda, ofte uniformer og ordentlige våben. I stedet klarer de sig med, hvad de har kunnet finde, plyndre eller erobre. Mange af dem taler heller ikke fransk – det officielle sprog i Congo – hvilket som regel er ensbetydende med, at de ikke har gået i skole.
En soldat er foruden sine grønne gummistøvler iført lyserød skjorte, sorte joggingbukser og grå habitjakke, mens han over skulderen bærer det obligatoriske AK-47-gevær. En yngre kollega skiller sig ud med sit hovedtørklæde og en sort t-shirt med »Danger zone« skrevet hen over brystet. En tredje småløber forbi iført kamouflageuniform, mens han på hovedet bærer et militærtørklæde og et sæt delvist reflekterende guldrandede solbriller og i bæltet har fastspændt to Ericsson-mobiltelefoner. Der er også børn på 12-13 år, som ofte fungerer som spejdere.
Muligvis på grund af den spændte stemning er det svært at få de menige mai-mai’-soldater i tale. En ung fyr med halskæde, imiteret guldur, grøn
t-shirt og sort baret indvilliger dog i at fortælle lidt om, hvad en mai-mai er, og hvorfor de kæmper i junglen.
»Det er en, der elsker sit land og forsvarer sit land. En mai-mai er en, der ikke har været trænet i militæret, men som har bevæbnet sig for at forsvare sit land,« forklarer han.
Det er et typisk svar. Mai-mai’erne opfatter sig selv som nationalister, der forsvarer landet mod udenlandske hære. Og RCD-Goma betragtes som en udenlandsk marionet, fordi den er oprettet, støttet og styret af nabolandet Rwandas tutsi-dominerede hær.
Men tingene er ikke så simple som så, for mai-mai’erne har ud fra min-fjendes-fjende-er-min-ven-princippet allieret sig med resterne af de rwandiske hutu-militser, der stod bag folkemordet i Rwanda i 1994, og som siden da har huseret i Congos enorme jungle.
Ifølge en tilfangetagen hutu-soldat, som jeg senere taler med, sneg 30 hutuer og 120 mai-mai’er sig halvanden uge tidligere ind bag RCD-Gomas linjer og angreb landsbyen Bunyakiri en halv times kørsels nede ad vejen.
Mai-mai-kaptajn Safari Kateatea er lidt mere snakkesalig end sine underordnede. Han fortæller, at han stadig er i chok, efter at hans kone blev fanget af RCD-Gomas soldater. Hun blev holdt som gidsel i to måneder, hvor hun blev voldtaget, indtil lokale præster og lærere ifølge kaptajn Safari fik samlet ind til løsesummen på 350 dollar. Han vovede ikke selv at krydse frontlinjen for at hente hende.
Men mai-mai’erne er heller ikke uskyldige. I en anden by i området, Shabunda, er mai-mai’erne ikke så populære. I lang tid kontrollerede RCD-Goma Shabunda, mens byen var omringet af mai-mai’erne. Mai-mai’er valgte at opfatte byens tilbageblevne indbyggere – der ikke var fra samme etniske gruppe – som fjender og voldtog systematisk kvinder, der bevægede sig ud af byen for at passe marker eller hente drikkevand.
»Hvis der er en voldtægt, bliver voldtægtsmanden automatisk dræbt foran folk,« hævder kaptajn Safari. I så fald skulle mai-mai’erne have foretaget massehenrettelser af egne styrker – ifølge nogle overslag blev 40 procent af Shabundas kvinder voldtaget. Mange af dem offentligt.

Safari bestemmer
Jeg takker Safari for sludderen og prøver forsigtigt at komme i kontakt med en tilskuer, en omfangsrig handelskvinde. Jeg når ikke længere end til at spørge hende, hvad hun handler med, før Safari kommer og truer hende. Hvis hun ikke holder op med at tale med mig, vil han kidnappe hende. Han skal nok bestemme, hvem den udenlandske journalist må tale med.
Også oberst Sengos understreger, at mai-mai’erne er folkets og nationens beskyttere. »At forsvare folket og dets ejendele og at kæmpe for at forsvare landets integritet,« lyder Sengos’ parole på en ægte mai-mai.
Men mai-mai’erne forstår dog også at forgribe sig på folkets – og modernitetens – goder.
Nogle kilometer fra Kashewe spærrer en overlæsset Toyota Landcruiser vejen – det foretrukne transportmiddel på egnen – fordi man er ved at ordne et ødelagt hjul. Ud over palmeolie og passagerer viser det sig, at bilen transporterer et ton coltan – en forkortelse for colombium-tantal, hvoraf især tantal er et særligt varmeresistent grundstof, der bruges i it-industrien til produktion af for eksempel mobiltelefoner og Sony Playstations.
Ifølge et FN-ekspertpanel samarbejder krigens stridende parter omkring udplyndringen af Congos enorme naturressourcer.
Det lader også til at være tilfældet her. Coltan udvundet i mai-mai-territoriet transporteres åbenlyst gennem frontlinjen – mod betaling til begge parter. Selv ’skatten’ er afstemt. Der skal betales 0,2 dollar pr. kilo på hver side, forklarer en mand.
Til formålet har begge parter opsat vejspærringer på de strækninger af vejen, de kontrollerer. Nogle steder består en sådan blot af en snor, et andet sted af en bunke sten og to gule ølkasser. Officielt er de til for at tjekke, at ingen transporterer våben, reelt giver det soldaterne god mulighed for at opkræve ’skat’ fra forbipasserende.
Hvis det nu lykkes at indgå våbenhvile, vil man så overveje at standse beskatningen af varer og personer, som passerer på vejen?
»Det vil være svært foreløbig, fordi det er skatter, vi bruger for at kunne fungere,« mener Sengos.
Efter megen venten ankommer oberst Esperant Masudi fra RCD-Goma til Kashewe. FN-oberst Barry Barnwell fra britiske Royal Marine Commandos inviterer parterne ind under det utætte halvtag, og forhandlingerne begynder. Der oversættes til fransk, men det behersker oberst Sengos ikke så godt og mumler lidt uklart i fuldskægget, når han bliver bedt om at sige noget.
Om man kan blive enige om en lokal våbenhvile i de områder, de to ’gentlemen’ kontrollerer, spørger oberst Barnwell? Det kan man.
Diskussionen fortsætter, og beskyldningerne fyger frem og tilbage om, hvem der har angrebet hvem og hvornår. Barnwell sørger dog for, at beskyldningerne ikke tager overhånd.
Man skal se fremad, ikke tilbage, mener han.

Pressemeddelelser fra junglen
Mens mai-mai’erne på grund af deres isolerede position længe var sat uden for fredsforhandlinger om Congos fremtid, er de blevet bedre til det med at kommunikere med omverdenen. De har fået talsmænd, der holder til i de større byer og taler med pressen og udenlandske hjælpeorganisationer.
De har også en hjemmeside, selv om der herude ikke er elektricitet – og da slet ikke adgang til internettet. www.congo-mai-mai.net hedder den, og ifølge udbyderen, der hoster siden, er domænet betalt og registreret af Belgiens kommunistiske arbejderparti på en adresse i Bruxelles.
»Jo, den er ’autoriseret’,« forklarer Masse, en mai-mai-talsmand, der er taget med til Kashewe. Han tilføjer, at hjemmesiden vedligeholdes af en belgisk ven af de mai-mai’er, der deltager i fredsforhandlingerne i Kashewe, og at de pressemeddelelser, der med jævne mellemrum lægges ud på hjemmesiden, skam er ægte nok.
Mere fortæller han ikke, men fra anden side erfarer jeg, at pressemeddelelser enten bliver sendt pr. satellittelefon eller kurer til en større by, hvorfra der kan faxes eller e-mailes til omverdenen.
Mens der forhandles videre under halvtaget – ofte hvisker Masse til oberst Sengos, hvad han skal sige – står den 30-årige kenyanske major Edward Rugendo med blåt FN-bind om armen ude ved den ene vejspærring 50 meter væk.
RCD-Gomas soldater står og vifter med granatkastere og maskingeværer og vil gerne ind i Kashewe – »to provide security«. Nej, nej, major Rugendo vifter med armene. De kommer ikke ind.
Inde i landsbyen slutter mødet, og resultatet af forhandlingerne læses op for de forsamlede civile – heriblandt først og fremmest et par hundrede skolebørn, der i dagens anledning er udkommanderet af deres lærere fra skolen lidt længere nede ad vejen.
Derefter fejres de succesfulde forhandlinger med øl, stegte bananer og grillet kød. Rugendo mener, at stemningen er blevet god nok til at lade styrkerne uden for vejspærringen komme ind, og pludselig er pladsen oversvømmet af bevæbnede folk fra begge sider.
Mai-mai’erne begynder på en vild dans og synger højt.
To brødre, der ikke har set hinanden i fem år, fordi de har sloges på hver sin side i krigen, bliver genforenet. Stridsøksen er foreløbig begravet i denne del af Congos jungle. En af de lokale er dog mindre optimistisk.
»De lover altid våbenhvile. Nu skal de leve op til det.«

FAKTA
Mai-mai’erne: jokerne i Congos krig
*Mai-mai’erne er en fællesbetegnelse for nogle gange mere – ofte mindre – velorganiserede grupper af soldater i Congos jungle. Fælles for dem er en mistillid mod udlændinge og en tro på, at helligt mai-mai – swahili for vand – kan beskytte dem i kamp.
*Den største af mai-mai-grupperne ledes af Joseph David Karendo Bulendo, også kendt som general Padiri, tæller ifølge analytikere mellem 10.000 og 15.000 mand og kontrollerer et stykke af Congos østlige jungle cirka tre gange større end Jylland.
*Mai-mai’erne har eksisteret i lang tid, men har fået en renæssance, efter Rwandas tutsi-ledede hær i 1996 drog ind i Congo på jagt efter resterne af de hutu-militser, der begik folkemordet i 1994.
*Padiris mai-mai’er har allieret sig med disse hutu-militser samt med Congos regering i Kinshasa, der fra tid til anden har sendt dem våben. FN-kilder og forskellige hutu-krigsfanger, Information har talt med, siger dog, at disse våbenladninger er stoppet.
*Som led i en fredsaftale for Congo har general Padiri fået plads i Congos nye hær, der formelt blev sværget ind tidligere på måneden. Det er planen, at alle kæmpende fraktioner inklusive mai-mai’erne skal integreres i denne nye hær.
*I henhold til fredsaftalen har Rwanda trukket sine tropper ud, men dog fortsat med at støtte oprørsbevægelsen Rassemblement Congolais pour la Démocratie – Goma (RCD-Goma) med våben og rådgivere.
*Til gengæld har Padiri lovet, at han vil hjælpe med at demobilisere hutu-militserne og få dem sendt tilbage til Rwanda.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her