Læsetid: 3 min.

Billedkunst

20. oktober 2003


Niemeyer på Arken
*Det er første gang, at museumsarkitekten Søren Robert Lunds let svungne rum kommer til sin ret. Der hænger blød samba i højttalerne over hans lange kunstakse, og festens genstand, Brasilias Oscar Niemeyer, er karnevalskonge, som han her, i let ufokuseret parade, præsenteres på en vandreudstilling frem til januar 2004 – i fotos, skitser og trofaste minimodeller.
Originalskitserne med spritpen (fra dengang de var arkitekters nye og euforiserende 1950’er-medie) er bygningsmæssigt ikke særlig oplysende, ud over at de demonstrerer, hvor langt mere animerende læremesteren Le Corbusier rev tusch-
visionerne af sig. Niemeyers monumentale regeringsby Brasilia har også haft alle de højtragende sociale problemer, Corbusier tog højde for med med sine flade udbygningsfelter omkring det mindst lige så imposante, mere hjemmebagte administrationscenter i nordindiske Chandighar. Udstillingen insisterer på Oscars inspira-tion af kvindelige former. Så hvis man er cruising down Køge Bugt, er der altså lige nu både foto-porno-Newton og form-og-figur-Niemeyer på betontapetet i Arken, museum for moderne kunst.
Måske Arkens ledelse burde følge husarkitekt Lunds oprindelige vision om strandsand på gulvet, og så supplere med langstrakt vintersolarium i foyerloftet. Brøndbys lokale bikinier kan godt gå hen og vinde på point i kunstnerisk udførelse. AdW
Oscar Niemeyer, Arken, til den 11. januar

Ragnarok i Tate Modern
*Dette må være ragnarok – sådan kan man sammenfatte det generelle indtryk, som den seneste installation i London-galleriet Tate Moderns Turbinehal vækker i beskueren. Installationen er skabt af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Den har imidlertid intet med kaos, død og ødelæggelse at gøre. Emnet for det storladne værk (der er sponseret af fødevarekoncernen Unilever), er – vejret. Men i stedet for et typisk britisk gråvejrssceneri med paraplyer bydes gallerigæsterne velkomne af en glødende gul sol, der svæver i en atmosfærisk ’helvedesdis', der sagtens kunne danne bagtæppe til filmen Apocalypse Now. Disen be-står af et miks og vand og sukker og genereres i virkeligheden af en traditionel teater-røgmaskine.
At effekten af Eliassons »The Weather Project« er så overvældende, beror ikke mindst på, at hele loftet i den katedrallignende gallerindgang er beklædt med et spejl. Det fordobler Turbinehallens vældige proportioner og får tilskueren til at synke i et med installationen. Eliasson fortæller, at han især synes godt om to ting ved vejret: »Vejret definerer en form for fælles vilkår, og så er det helt uforudsigeligt. Ingen kender præcist morgendagens vejr.«
En kunstkritiker hævdede, at værket fremkaldte stærke religiøse følelser, men den ateistiske Eliasson afviser dette, og påpeger, at installationens tekniske indretning er åbenlyst gennemskuelig. »Man kan se, at dette er skabt af et menneske, ikke af en gud,« siger han.The Independent

www.kopenhagen.dk
*Netportalen Kopenhagen startede for tre år siden og har med tiden vokset sig stor og ambitiøs. I dag er det den mest dækkende og opdaterede guide over udstillinger i Københavnsområdet – med særlig fokus på den yngre kunstscene. Tilmelder man sig Kopenhagens nyhedsbrev, hvad mere end 2.500 personer allerede har gjort, så serviceres man jævnligt med fyldige informationer om aktuelle åbninger samt – nok så nyttigt – om udstillinger, der snart lukker. Klikker man sig ind på Kopenhagens hjemmeside kan man desuden få interview med udstillingsaktuelle kunstnere, billeder fra aktuelle udstillinger, reportager fra hippe ferniseringer, anbefalinger af særligt seværdige udstillinger m.m.
Fra trange kår på Nørrebro har den entusiastiske gruppe af kunstnere, kunstformidlere og webdesignere bag Kopenhagen indtil for nylig administreret kunstportalen, men nu er de flyttet til mere rumlige lokaler på Vesterbro, hvor man i tilknytning til redaktionslokalerne har åbnet et showroom. Udvidelsen fra en rent virtuel eksistens til en fysisk udstillingsvirksomhed fejres i disse dage med en udstilling af tegninger lavet af yngre kunstnere. 100 stk. til en enhedspris af 1.000 kr. kan man se. Ud over originalkunst forhandles der i Kopenhagen Shop også tidsskrifter, bøger og lignende. Hvis man interesserer sig for samtidskunst, er såvel den virtuelle som den reelle udgave af Kopenhagen et godt bekendtskab.
gade
Kopenhagen. Enghave Plads 8. Ma-fr 10-18. Lø 10-14

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her