Læsetid: 2 min.

Blod på skoen

15. oktober 2003

SPOT
F.C. København vinder i aften. Ja, det påstod jeg også, Danmark ville gøre mod Bosnien forleden, men det føltes da også som en sejr. I aften bliver det dog en regulær sejr. Tiderne hvor F.C. København fik midlertidige, men ganske underholdende gummiben mod hold som F.C. Jazz, Hradec Kralove og F.C. Linfield er forbi.
Nu kan Ferencvaros ikke just kategoriseres sammen med ovenstående hold, men alligevel er der ikke meget respekt omkring ungarerne. Hvilket må være mærkeligt for et tidligere storhold. Jeg ringede til klubben i Budapest og fik fat i en pressemedarbejder og trofast fan gennem 20 år, Peter Bernau.
– Her i Danmark er vi ret sikre på, at FCK går videre. Vi regner ikke rigtig Ferencvaros for noget. Hvordan føles det for en tidligere storklub, der har været i finalen i Europa Cup’en (1975)?
»Det er ikke let, men Ferencvaros spillede da med i gruppespillet i Champions League i 1995, efter holdet havde slået Anderlecht ud. Så fansne venter på endnu en succes i Champions League. For dem er UEFA-cuppen ikke så vigtig.«
– Men i øjeblikket ligger I kun nummer otte i den hjemlige liga.
»Ja, vi har fået en straf på seks point efter sidste kamp i sidste sæson mod Debrecen. Ferencvaros fik kun uafgjort, og det betød, at vi kun blev nummer to i ligaen. Efter kampen var fansne så skuffede, at de løb ind på banen og slog og sparkede modstandernes træner og nogle af vores egne spillere. Vi fik seks point straf efter skandalen, og de tre første kampe af sæsonen skulle spilles bag lukkede døre.«
– Har I vilde fans?
»Ja, vi har 50-60 vilde fans.«
– Er det de samme cirka 50-60 fans, der er taget til København for at se kampen?
»Det håber vi ikke.«
– Det gør vi heller ikke.
»Vi ved det ikke. Men nu har vi også fået en bøde fra UEFA efter den første kamp mod F.C. København, fordi der blev lavet abelyde, da jeres spiller Álvaro Santos havde bolden.«
– Det lyder som om, I har mange problemer med jeres fans?
»Ja, det er ikke nemt.«
– Er i kendt for at have vilde fans?
»Ja, desværre. UEFA kender os som et hold, der laver meget ballade. Vores hold spillede i København mod Brøndby for 13 år siden (Brøndby vandt 4-0 samlet, red.), og vores fans lavede endnu en skandale, så vi måtte spille returkampen i Budapest bag lukkede døre.«
Peter Bernau smågriner.
– I lærer ikke rigtig af jeres fejl.
»Vi prøver.« Stadig grinende.
– Her til sidst – hvad ender kampen?
»København vinder 2-1, men jeg håber, jeg tager fejl.«
Det håber jeg trods alt ikke. Danmark har brug for pointene.

*DR1 20.00: F.C. København-Ferencvaros, direkte, kampstart 20.05

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her