Læsetid: 5 min.

Børn kidnappes til kamel-løb

For et barn i hans alder ved Rubel langt mere om verden, end noget barn burde. Han kender til ensomhed, sult og frygt
30. oktober 2003

DHAKA – Først og fremmest kender han til forræderi. Han, og dusinvis af andre små drenge som ham, er bogstaveligt talt blevet købt og solgt, til undeholdning.
Rubel er 12 år gamnmel, selv om han ikke ser ud til at være mere end syv. Han er lige begyndt på livet, men hans ansigt afspejler et gammelt udtryk – som en, der var ved vejs ende.
Hans prøvelser fortsætter selv nu, mange måneder efter han blev reddet. Foran det kogende varme – sikrede – hus er der et jerngitter med hængelås ved indgangen, og en vagt ved porten. Ingen ønsker, han igen skal falde i hænderne på de, som jagtede ham.
I dette tilfælde er røverne de organiserede bander af arabere og folk fra Bangladesh, som lokkede ham væk fra familien, smuglede ham til De Forenede Arabiske Emirater og satte ham til at arbejde som kamel-jockey.
Han blev solgt til tjeneste i en ekstremt farlig sport, hvor væddeløbskamelerne indbringer mere end 100 gange den månedlige sulteløn, der gives de drenge, der rider dem.
Rubel var fem år gammel, da han blev bortført. Han havde ikke lært at cykle endnu og kunne langt mindre ride et dyr, der var fire gange højere end ham selv, gallopperende med en potentiel dødsensfarlig hastighed af knap 50 km. i timen.
Det kunne Mintu Shuel heller ikke. Han var fire år, da han med en pisk i hånden blev smidt op på en kamel. Han havde en walkie-talkie spændt fast på brystet, så trænerne kunne råbe deres ordrer om at ride hurtigere til ham.
Nu, 10 år gammel har Mintu en professionels rynkede ansigt. Når han tænker tilbage på løbsdagene, antyder han også, at brugen af småbørns-jockey’er næppe var en statshemmelighed. Der var »sort af mennesker« som havde »store biler og videokameraer«.
Det Alom – en anden overlever – husker bedst, er sulten. Jo mindre jockey’en var, des hurtigere og mere indbringende var kamelen i en verden, hvor forkælede vinder-dyr kan indtjene en mio. dollar og bliver trænet i deres egne soppebassiner. Men himlen forbyde, at drengene skulle tage blot et enkelt pund på.

Trampet på
Alle tre drenge lever nu i beskyttede boliger, overlevere i en branche, menneskerettighedsorganisationer hævder stadig eksisterer. Samtidig med, at de involverede myndigheder fortsætter med at bagatellisere skandalen omkring børne-jockey’erne.
Rubel husker det hele i småbidder, en barsk lille samling af enkeltdele fra de mørkeste hylder i et barns humommelse. Men langsomt falder brikkerne på plads.
Han fortæller, hvordan han husker den dag, en kvinde blev gode venner med hans fattige mor og derefter flyttede ind i en hytte i landsbyen. Han husker, hvordan han besøgte den samme kvindes hus for at lege med hendes søn og endte med at overnatte der. Det næste han husker, er, da han vågnede op og opdagede, at han og den fremmede kvinde var ombord på et fly.
Han husker, at da de nåede Dubai, foregav kvinden at være hans rigtige mor og husker, hvordan hun gav ham videre til nogle mænd, og hvordan hans små fodsåler brændte i sandet, da de førte ham ud i ørkenen for at ride kameler.
Træningen var hård og skræmmende. »Hvis vi faldt af, slog trænerne os. For det meste var de ondskabsfulde mod os. Kun enkelte gange var de venlige.« Han fortæller om den gang, han så en anden dreng falde af sadlen, mens kamelen luntede afsted. Drengen faldt ned på jorden, og blev trampet på af de andre dyr.
Han og de andre jockey’er sov på jorden i et telt, og stod op før daggry for at passe kamelerne.
Når man lytter til Rubel – eller Amir Hossein Rubel, som han faktisk hedder – er man tvunget til at minde sig selv om, at han er et barn. Absolut intet i hans tidlige barndom i Mellemøstens ørken minder om noget, et barn i Vesten har oplevet. Der var intet legetøj, tv, bøger, computerspil, og ingen kærlighed. De tre daglige måltider jockey’erne fik, var spartanske: ris og brød var strengt rationerede af ’herrerne’, deres trænere.

Image-problem
Sagen om kamel-jockey’erne er blevet en trussel mod Emiraternes image som det blomstrende forretningscentrum i den Persiske Golf, en oase af fem-stjernede strandhoteller, indkøbscentre og golfbaner.
Sidste år ’genopdagede’ man en gammel lov, der forbyder jockey’er under 15 år. Man lovede at slå hårdt ned på de der brød loven og indført nye – men latterligt små – bøder. Enhver der gribes i, at deres kameler ved væddeløb rides af et mindreårigt barn, slipper med en førstegangsbøde på 5.500 dollar.
Regeringen i Bangladesh er meget interesseret i ikke at genere De Forenede Arabiske Emirater, som er en af de største bidragyderere til det beløb på tre mia. dollar, landet modtager årligt fra en stor gruppe arbejdere ansat i udlandet. Kamrul Islam, minister for arbejdere i udlandet, fortalte The Independent, at hvert enkelt tilfælde ville blive taget alvorligt. Men han sagde også, at der ikke var nye beviser. Men organisationen Anti-Slavery International insisterer på, at der stadig handles med drenge fra Bangladesh, Pakistan og Sudan.
»Vi modtager stadig rapporter,« sagde Catherine Turner fra Anti-Slavery. »Børn (der er kommet tilbage) bekræfter ofte, at der stadig er andre unge drenge i disse lejre, det antyder, at der kun er tale om toppen af isbjerget.«
Synspunktet deles af menneskerettighedsarbejdere i The BanglaDesh National Women’s Lawyers Association, en non-profitorganisation, der står bag Rubels hjem, der rummer omkring 20 drenge i Dhaka, og som forsøger at opspore, hjemføre og rehabilitere kvinder og børn, der har været ofre for menneskehandel.
»Det foregår garanteret stadig,« sagde Salma Ali, BNWLA’s direktør. »Det ved vi fra vore kilder i Bangladesh, fra opkaldene til vores hot-line og fra vore egne kontakter i Emiraterne. Der er mange penge i det, hvilket gør det vanskeligt at standse.«
Sikkert er det, at en tidligere garanti fra Emiraterne om, at der ikke længere findes børne-jockey’er, er noget vrøvl. Tidligere i år fortalte chefen for Emiraternes Camel Racing Federation til Australian Broadcasting Corporation (ABC), at det var »absolut umuligt at finde en kamel-jockey under 15 år«.« Den næste dag tog en regerings-vagt ABC med ud for at filme et væddeløb, men tog ved en fejltagelse til et forkert løb. Holdet filmede, da små drenge lige over kravlestadiet, hastigt blev sat ind i en bus for at få dem væk fra kameraet.
Selv om sådanne forsikringer i dag skulle vise sig at være sande, er der rigeligt med uløste problemer. Tilbageførsel af ’handlede’ asiatiske børn er på under 10 til en. Hvor er alle de andre børn, som blev sendt til væddeløbene i Emiraterne?
»Vi tror, nogle af dem er blevet trænere for andre børn,« siger Mominul Islam Shuruz, der arbejder undercover for BNWLA, og eftersporer menneskehandlere.
»Nogle kommer tilbage til Bangladesh, fordi de er kommet til skade eller er blevet for gamle. Og nogle af dem forsvinder bare,« siger Shuruz.
BNWLA tror, der stadig er omkring 600 Bangladesh-børn i Emiraterne, sendt dertil som jockey’er, da de var under 12 år gamle, ofre for blandingen af ekstrem fattigdom, overbefolkning og grådighed.

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her