Læsetid: 2 min.

Brasilien og Argentina danner fælles front

Brasilien og Argentina har lagt fortiden bag sig og forsøger nu i fællesskab at skabe en ny latinamerikansk magtblok
21. oktober 2003

BUENOS AIRES – Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, og hans argentinske kollega, Néstor Kirchner i Buenos Aires har en fælles fremtidsplan, der skal øge integrationen mellem Sydamerikas to største lande – og dermed handelsfællesskabet Mercosur og resten af Sydamerika. Planen hedder Buenos Aires-konsensus og sigter på en koordinering af de to landes økonomiske og politiske kurs via en videreudvikling af Mercosur oprettet i 1994.
Efter EU-forbillede skal Mercosur, der også består af Paraguay og Uruguay samt de associerede medlemmer Bolivia og Chile, styrkes med et parlament og en eventuel fælles mønt. Lula og Kirchner ønsker for altid at stoppe tidligere tiders protektionisme, hvor de to lande særligt i begyndelsen af 90’erne bekrigede hinanden med toldafgifter og kvoteordninger. Politisk har forholdet været køligt på grund af Brasiliens ambitioner om at være Sydamerikas regionale stormagt over for Argentinas stærke forhold til USA. Fremover skal Sydamerikas bedste kunne spise kirsebær med USA, EU og Asiens giganter. »Vi har opdaget, at vi er fattige. Vi har opdaget, at vi delt intet er, men forenet kan være en stormagt,« sagde Lula fra topmødet i Buenos Aires.

Fri bevægelighed
Som del af Argentinas og Brasiliens integration skal den frie bevægelighed for personer, varer og kapital videreudvikles, så de to lande engang i fremtiden fungerer som én homogen region indadtil og en stærk blok udadtil. Fattigdomsbekæmpelse, koordinering af forhandlinger og afbetaling af udlandsgæld er bare nogle af aftalens punkter. Mercosur skal relanceres som »en latinamerikansk magtblok i en global verden med NAFTA, EU og asiatiske stormagter«, som begge præsidenter siger.
Landenes parlamenter får mulighed for hurtigt og mindre bureaukratisk at vedtage Mercosur-lovgivning.
Derudover sigter de på inden for to år at indgå frihandelsaftaler med gruppen af Andeslande, Mexico, Indien og Sydafrika.
Symbolsk taler Argentina og Brasilien om at dele deres forventede plads blandt de ikke-permanente medlemmer i FN’s Sikkerhedsråd, som Argentina forventes at få i 2005 og Brasilien i 2006. Brasilien har i mange år bejlet til en fast plads i Sikkerhedsrådet, og forventer at få én med en eventuel omstrukterering af FN.
Lula har de sidste måneder aktivt trådt frem som Sydamerikas regionale leder via brasilianske intiativer i konflikterne i Colombia og Venezuela, ligesom en fælles argentinsk-brasiliansk delegation fredag var med at overtale Bolivias ekspræsident Gonzalo Sánchez de Lozada til at træde tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu