Læsetid: 3 min.

Britisk skødehund på afveje

Kompromis i EU’s forsvarssamarbejde vækker USA’s mishag
18. oktober 2003

ANALYSE
Er USA’s britiske skødehund blevet en strejfer? Eller rykker Washington hårdt i halsbåndet, fordi man med et forebyggende overgreb vil hindre, at vovsen går på venskabeligt visit i EU?
Spørgsmålene må stilles, fordi den amerikanske NATO-ambassadør har indkaldt til et hastemøde i alliancen på mandag med EU’s forsvarspolitik på dagsordenen. Under et møde i onsdags skal han have kaldt EU’s planer »en af de største trusler mod det transatlantiske forhold«.
Udspillet kommer efter nogle ugers amerikansk pres på briterne, som angiveligt er gået for langt i udviklingen af et europæisk forsvarssamarbejde. Den britiske premierminister Tony Blair har, oplyser en britisk avis, vakt Bush-administrationens »mishag«. Den amerikanske forsvarsminister har rejst emnet under et møde med sin britiske kollega, og Det Hvide Hus har ringet til Blairs udenrigspolitiske rådgiver, Sir Nigel Scheinwald.
Umiddelbart ligner det stort ståhej over næsten ingenting. Ja, hvis Blair havde fået nogle kiks i belønning fra Washington, så havde få undret sig.

Provokation
Den aktuelle affære tog sin begyndelse i april under et provokerende topmøde mellem Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxembourg. De fire statsledere aftalte, at de, om nødvendigt, på egen hånd vil styrke deres militære samarbejde, så EU kan få et lokomotiv også på det felt. Hensigten blev markeret med et forslag om oprettelse af et militært hovedkvarter i den belgiske by Tervuren. Herfra skulle EU’s militære operationer så planlægges og ledes.
Initiativet blev kaldt brud på en forståelse mellem EU og NATO. Ifølge den skal EU bruge ekspertisen i NATO’s militære hovedkvarter. Så undgår man, at de sparsomme ressourcer spildes på parallelle organisationer, og man undgår ikke mindst, at USA og andre NATO-lande, som ikke er med i EU-samarbejdet, føler sig sat udenfor.
Næste faretruende skridt kom med udkastet til en EU-forfatning, som i det mindste antyder, at europæerne vil forstærke deres militære samarbejde, så det bl.a. bygger på en gensidig forsvarsgaranti. Der åbnes også mulighed for, at nogle medlemmer kan indgå et særligt nært samarbejde.
Det behagede hverken USA eller Storbritannien. Så i september kom et britisk udspil, som afviste de kontinentale provoers tanker. Det var imidlertid ikke sidste ord i den sag. Senere samme måned indgik Storbritannien, Frankrig og Tyskland et kompromis, som bevidst er noget uklart, fordi man kun har indledt en forhandlingsproces.
Målsætningen fra britisk side er, at NATO og det transatlantiske samarbejde stadig skal stå centralt.
Blair har opnået, at hovedkvarteret i Tervuren blev opgivet. I stedet for skal fem lande indgå et samarbejde, hvor de hver sender et par stabsofficerer til hinandens nationale militære hovedkvarterer. Når EU på egen hånd skal stå for militære operationer, kan de 40-50 mand så samles i det land, som får ledelsen. Det vil sikkert lette samarbejdet.

Kiks til Blair
Resultatet burde indbringe Blair mindst en kiks fra Bush. Han har udnyttet, at den tyske regering var splittet og opnået noget, som formanden i NATO’s militærkomite, der er alliancens højeste officer, bifalder. EU’s militære stab har kun fået et ’større arbejdsbord’, så det skal man ikke overdramatisere eller anse for en konkurrent til NATO’s militære stab, siger formanden, general Harald Kujat.
Briterne vil til gengæld acceptere, at nogle EU-lande kan tage føringen, når det gælder udvikling af et stærkere militært samarbejde. Blair kunne dårligt gøre andet, fordi han selv i december 1998 sammen med den franske præsident under et møde i St. Malo startede lokomotivet, som har sat fut i EU’s forsvarsdimension.
Det har hele tiden været et ufravigeligt britisk princip, at samarbejdet ikke må skade NATO, og dette princip er ikke forladt. Men det princip er led i et dilemma. Hvis Storbritannien anses for USA’s skødehund, så mister man indflydelse i Europa. Det er et britisk mareridt, at man skal blive taget for givet af USA og samtidig blive ignoreret i Europa. Hvis briterne skal have indflydelse på EU’s samarbejde, så må de også deltage i det.
Næsten enhver europæer ved, at i et samarbejde skal man bøje sig lidt, og det er, hvad briterne har gjort, så større europæisk enighed kan blive fremmet. Men det er måske netop denne enighed, som vækker mishag i Washington. Den amerikanske forsvarsminister ønsker tilsyneladende et delt Europa, som nemmere kan beherskes.
USA vil nu overdramatisere situationen, så der igen opstår splid. Det er forståeligt nok. I en nylig opinionsanalyse fra Eurobarometer konstateres, at opinionen i både det gamle og det nye Europa massivt går ind for en Europa-hær, og det er ikke Bush-regeringens mål.
Varselsskuddet fra USA’s ambassadør kan derfor være starten på en større kampagne, der er vendt imod selve fænomenet: Den Europæiske Union

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her