Den eminente sangskriver Mikael K er tilbage med sit fine ensemble Klondyke og
en udgivelse, der musikalsk som tekstligt matcher sidste års opsigtsvækkende debut
Ny cd
Man får det simpelthen pissegodt af at lytte til kvartetten Klondykes anden langspiller, betitlet Lille Vampyr. En på alle måde værdig opfølger til kanondebuten Guld, der sidste år egenhændigt hævede niveauet for dansksproget musik, fortsætter Mikael K og hans trofaste crew i samme voldsomt melodiske og musikalsk subtile roots-orienterede stil, så man sgu risikerer en lungebetændelse af alle de kuldegysninger, man uværgeligt får, mens man lytter til de 11 rygradsrislende skæringer, der som tryllestøv drysser ud af ens sagesløse højtalere.
Hvad der hæver Klondyke milevidt over det store flertal af tidens andre i øvrigt ikke imponerende mange dansksyngende ensembler, der arbejder indenfor samme gebet, er såmænd blot tre »små« ting: For det første komponisten Mikael K.s suveræne sprogøre, der står som garant for poetisk fortættede, labert mundrette og umiddelbart tilgængelige tekster af høj, høj karat samt hans stilfærdigt passionerede måde at afsynge dem på. Dernæst et uimodsigeligt melodisk flair, hvor elementer af fransk chanson, skandinavisk visesang, rivravruskende markedspladsklange og amerikansk country-musik går op i en gudeskøn enhed. Og endelig bandet Klondykes evne til at forløse disse formfuldendte kompositioner med underspillet elegance og sofistikeret lydhørhed, der fremhæver vigtigheden af det velsiddende arrangement.
Tilflytterens røngtenblik
Som i sangene på Guld kredses der på Lille Vampyr en del om den forbistrede kærlighed, som den bl.a. tager sig ud fra en toværelses med udsigt over Københavns tage, men ellers med stort set hele den vide verden som skueplads. Og som en anden tilflytter i rockens tjeneste, Love Shops Jens Unmack der stammer fra Viborg, hvor Mikael K. er en vaskeægte Aalborg-knejt rettes det der særlige outsider-blik mod byen. Dets røntgenkarakter udsiger ofte mere om dens særart og specielle stemninger end folk, der er født og opvokset i havnen måske lige har øje for.
Her er tre af slagsen den morsomme Kurt Weilede sag om »Abdullahs Kiosk«, der udsiger en del mere om det multikulturelle samfund (som er kommet for at blive, sorry, Mr. Krarup, oh du gamle giftslange) end de første ti rapporter fra Bertel Haarders Apartheidministerium, den underfundigt calypso-tintede »Solskin på Nørreport Station« om et fjols af et postbud, der på én og samme dag vinder og mister en million samt ikke mindst det følte titelnummer, hvor Mikael K. udviser samme skarpe blik for én af Storbyens stræberduller som på debutens uimodståelige »Hipvibrator«: »Jeg ved du ser en anden nu/ Og han er runner på en gyserfilm/ På TV2-Zulu// Du er en sitcom-wannabe/ Med solbriller i panden/ bygger du din scenografi«.
Det bør dog nævnes, at sangens protagonist ikke desto mindre gerne løber sig nogle staver i livet i sin jagt på de der sikkert lækre, men nok også noget hjernedøde sild. Så på den front er alt som det plejer og skal være.
Originale rim
Men der slås skam også andre takter an således hviler en rent ud fellinisk stemning over åbningssangen »Strawberry & den flyvende trapez«, en lille film for ørerne om en ulyksalig kærlighedsaffærer mellem to cirkusartister, hvor den finurlige »Luftkaptajn« tilter mere i retning af en roadmovie. Og den forførende vals, »Blind Passager«, er arketypisk Mikael K. i brugen af hav- og skibsmetaforer i skildringen af et kuldsejlet parforhold. Til gengæld er der nyt for ørerne på den dovent jazzede »Rejsegrammofon«, hvor rapperen Per Vers er indover og fremviser nye sider af sit talent, mens forsanger Mikael K. smukt parafraserer et gammelt Timbuk 3-hit med omkvædets »fremtiden er så lys jeg må have solbriller på«.
Pladens mest vellykkede sang er det på én folkede og funky »Volvocrash«, som drevet af en røvsparkende banjo fremyngler en stribe vellykkede og originale rim: »Jeg blev fyret på Vega af General Noriega/ Jeg var ikke trendy nok/ Nu har jeg fået et rigtigt job/ Hey, hvor er det skønt at kunne tjene lidt mønt/ Ikke mere bistandsfuck/ For nok er nok!« Til gengæld er pladens smukkeste sang skrevet af makkerparret Peer Guldbrandsen og Hugu Gyldmark, hvis underskønne »Hvorhen« matcher såvel en klassiker som »Hvorfor er lykken dog så lunefuld?« som Klondykes egen hengivne »Hvis din mund gav kys«, der fornemt lukkede debut-cden. Hvem de to herrer end er, hører vi gerne mere fra den kant.
Læg dertil to stemningsmættede instrumentalnumre og et såkaldt bonusspor (dén, der har fundet på den uskik med at lægge en sang ind på cder en tre-fire minutter efter normal spilletids ophør, fortjener en omgang med barberremmen!) og man vil forstå at generøsitet her går hånd i hånd med et ustoppeligt talent. Så velkommen til Dansk Musiks Første Division, dherrer, for det her, det er stort, det er sjældent og intet mindre end fantastisk!
*Klondyke: Lille Vampyr (Bonnier-Amigo Music) Producere: Mikael K & Per Lange. www.klondyke.dk
