Fodbold
Det er længe siden, man talte om, at det var synd for et hold at tabe, ikke mindst i international fodbold. Men det var lige ved, det var synd for OB. Bagud efter tre minutter, udligning efter 11, bagud 3-2 ved pausen, udligning med 12 minutter igen.
Sceneriet blev sat i regi med få individuelle højdepunkter, men med et stærkt funderende kollektiv reddede fynboerne æren i Beograd, og indtil tre minutter før tid videre færd i turneringen. Men så scorede Røde Stjerne det afgørende mål. Ikke ufortjent i en kamp hvor begge forsvar havde været endog meget gavmilde, træner Uffe Pedersen en klog mand, og hvor OB aldrig gav op.
Dem, det var mest synd for onsdag aften, var de tilskuere og seere der følte sig forpligtet til at overvære FCKs næsten pinlige mangel på effektivitet over for en på både papiret og græsset langt svagere modstander men med en klogere træner? Måske skal man til at genoptage debatten om præstationsløn?
Hvor svært kan det være
Det var de fire tophold i Superligaen, plus FC Nordsjælland, der onsdag/torsdag spillede returopgør i UEFA-Cupen, og det gjorde de med nærmest forudsigelige resultater. Ikke på måltipset, måske, der snød OB vist alt og alle, men med hensyn til videre kvalifikation i turneringen.
De danske hold var stort set oppe mod middelmådigheder, hvis man dømmer efter de aktuelle placeringer i de hjemlige turneringer. Kun Røde Stjerne stillede op i Beograd med en hjemlig 1. plads. FCNs modstander, græske Panionios ligger nr. fem af 16, Esbjergs modstander Spartak Moskva nr. 10 af 16, det nu fra Parken så kendte ungarske hold Ferencváros nr. otte af 12, og endelig tjekkiske Zizkov der mødte Brøndby med en 15. og næstsidsteplads.
Kun Brøndby havde en føring med sig fra første kamp, smalle 1-0, og det er ikke meget i disse turneringer, hvor det skamredne udtryk marginaler snart får skyld for hvad som helst.
Det vigtigste?
»Lige nu kan jeg kun glæde mig over, at vi er videre i UEFA Cupen. Det er dog trods alt det vigtigste.« Thomas Røll, landsholdsspiller og dobbelt straffesparkskikser, til Ekstra Bladet.
Jeg er overbevist om, at adskillige tusinde tilskuere og seere vil mene, at der er andre og lige så vigtige konklusioner FCK bør drage af onsdagens indsats mod det middelmådige ungarske hold Ferencváros.
»Vi skal vise klassen,« udtalte direktør Østergaard i et forskræp til kampen. Nu er ambitioner og store armbevægelser blevet en naturlig del af fodboldhverdagen, så det var jo naturligt nok. Træner Hans Backe fulgte op: »Det drejer sig om at lægge pres på dem fra alle kanter af. Det gælder om at sætte ekstra tryk på en utryg modstander onsdag aften.«
Pres blev der såvist sat på. Lige op ad midten, og ind i det kompakte, ungarske forsvar. Det varede i 112 minutter, så kom der et opspil over kanterne, med overlap og det hele og det blev livsfarligt for ungarerne, uden dog at resultere i en scoring. Men det viste, hvordan det kunne ha været.
Imod et naturligt defensivt udehold tog FCK hele spillet fra start, med pænt overblik, stort pres og en hulens masse nydelige og ufarlige afleveringer, hvorefter der kom enten en ungarer eller en ekstra Zuma-dribling i vejen. Man sidder med fornemmelsen af, at de gerne vil have det til at se stort anlagt og moderigtigt ud.
Røll igen: »Det er svært mod et hold, der stiller med 11 mand på egen banehalvdel. I første halvleg bliver spillet presset meget sammen på midten
« Jamen, herregud, drenge, hvad havde I regnet med? Og hvorfor står hr. Backe på sidelinjen og kigger på uden at gøre noget ved det?
Da så Lipcsei scorer for udeholdet efter 84 minutter, kan kommentator Peter Rudbæk ikke styre sig længere: »Det har ligget og luret hele tiden, det har det altså.«
Så sandt, så sandt, og måske bunder miséren alligevel i manglende rutine, manglende koncentrationsevne. I hvert fald kan koncernen, med udgangspunkt i onsdagens kamp, godt sætte blusset under de internationale præstationer på våge.
Den afsluttende straffesparkskonkurrence, med efterfølgende sejr til FCK, blev totalt domineret af svenske Magnus Kihlstedt.
Russisk overlegenhed
Høsttiden er ikke helt ovre, I hvert fald høstede Esbjerg en masse erfaring. Klubben var i dagens anledning flyttet til Århus Stadion, hvilket blev belønnet med 6.500 tilskuere. En flot kulisse, som ikke kunne ændre på det faktum, at Spartak Moskva, med en 2-0 føring med hjemmefra, spillede uhyre klogt og kraftbesparende og på intet tidspunkt syntes i forlegenhed. Man sad med fornemmelsen af, at det danske kiks, der gav Spartak føringen, ikke havde været nødvendigt, den havde de nok taget alligevel. Esbjergs unge spillere forsøgte og forsøgte, det må have været en ganske frustrerende oplevelse. Måske ikke så slem for debutanten, den kun 20-årige Lasse Kryger, der scorede trøstmålet.
Målene tæller altså
Den effektive narrer/straffer den mindre effektive. Det kunne være et passende udtryk for kampen mellem FC Nordsjælland og græske Panionios, da sidstnævnte vandt 1-0 på et kontramål i sidste minut, og dermed 3-1 sammenlagt. Og det var sjællænderne (lidt) selv skyld i, da de i begge halvlege havde rigeligt med muligheder for at score. Faktisk en del flere end man kan håbe på i en international turnering. Der blev også kæmpet godt, til tider vist glimrende spil, der altså også førte til store og mellemstore chancer, det eneste, der blot manglede, var en målscorer. Fatalt, under de omstændigheder, kan man sige.
Godt håndværk
Efter vi havde fordøjet onsdagens resultater, blev det Brøndbys tur. Og den forretningsmæssigt perfekt eksekverede sejr betyder, at Brøndby i næste runde spiller sin europæiske kamp nummer 100. Kampens dramatik begrænsede sig til de sidste omkring 10 minutter, med en episode i hver ende, afsluttende med Kim Daugaards hovedstødsmål til 1-0 i kampens 88. minut. En ganske kedelig men effektiv kamp havde fundet en vinder, og de 1.000 tilrejsende danskere havde det fint denne torsdag eftermiddag, hvor de optog en femtedel af stadions kapacitet.
Og var det hele så godt nok. Næh. De tidligere omtalte marginaler kunne, først og fremmest med lidt mere opmærksomhed i teknik-timerne, have været på danskernes side. Man kan ofte med en naturlig tæmning vinde en halv banelængde, mens det fysiske spi,l som danske hold snart mestrer, farligt ofte resulterer i lynhurtige modangreb.
Tilbage til træningen.
FAKTA
*Tre danske hold ude, to videre
De danske hols returkampe i første runde i UEFA Cupen:
FC Nordsjælland-Panionios 0-1
(0-0).
Mål: 0-1 Alen Raguel (90. min).
Tilskuere: 2.606.
Panionios videre med 3-1 samlet.
Viktoria Zizkov-Brøndby 0-1 (0-0).
Mål: 0-1 Kim Daugaard (88. min).
Tilskuere: 3.162.
Brøndby videre med 2-0 samlet.
Esbjerg-Spartak Moskva 1-1 (0-1).
Mål: 0-1 Roman Pavlotjenko (43. min). 1-1 Lasse Krüger (88. min).
Udvisning: Roman Pavlotjenko, Spartak M. (61. min).
Tilskuere: 6.448.
Røde Stjerne-OB 4-3 (3-2).
Mål: 1-0 Nikola Zigic (3. min). 1-1 Nicolai Stokholm (11. min). 2-1 Nemanja Vidic (12. min). 3-1 Bojan Djordjic (26. min). 3-2 Steffen Højer (39. min). 3-3 Thomas Lindrup (78. minut). 4-3 Nemanja Vidic (87. min).
Tilskuere: 35.000.
Røde Stjerne videre med 6-5 samlet.
FC København-Ferencvaros 1-1
efter forlængelse.
Ordinær kamp 1-1 (0-0).
Mål: 0-1 Peter Lipcsei (84. min). 1-1 Peter Nielsen (90. min, straffespark).
Udvisning: Dragan Vukmir, Ferencvaros (92. min).
Tilskuere: 16.597.
Samlet 2-2. FC København videre med 3-2 på straffespark.