Læsetid: 2 min.

Dengang i 30’erne

Gensyn med Bo Widerbergs proletar-drama ’Ravnekvarteret’
3. oktober 2003

(2. sektion)

Repremiere
Egentlig er han ikke særlig oprørsk, den unge proletarhelt Anders i Bo Widerbergs klassiker fra 1963, Ravnekvarteret. Snarere englelig tålmodig, når han sidder og lytter til sin fordrukne fars små foredrag om levemåde eller til sin forslidte mors erindringer fra en tid, da alt ikke var så håbløst som nu i år 1936.
Det kan være helt svært at forestille sig, at Anders – i Thommy Berggrens charmerende, ofte afslappede skikkelse – har skrevet en uartikuleret roman, der »skriger så højt, at den ikke kan høres«, som forlæggerne siger i Stockholm. Anders rummer – får vi at vide – en vældig opdæmmet vrede over de forspildte liv, han ser omkring sig i de triste Malmø-boligblokke, hvor mange arbejdsløse og fortabte eksistenser, der kun har lige til dagen og vejen, er stuvet sammen.
Men vi er ikke kun i 30’erne – vi er også i filmens tilblivelsesår 1963, hvor den unge vrede ikke var trængt helt igennem og Thommy Berggren endnu ikke havde udviklet sig til en working class hero på linie med den Joe Hill, som Widerberg senere lavede film om.

Stærkt tidsbillede
Filmens styrke ligger mere i tidsbilledet og miljømaleriet end i Anders’ udviklingshistorie, der former sig ret banalt: Han får sit romanmanuskript afvist, gør en tilfældig kæreste gravid og flytter til sidst hjemmefra. Her er ikke de store udsving fra normen, og det kan Corellis trompetkoncert, der bruges som frigørelsestema, ikke lave om på..
Men selv i den ret primitive videokopi, som Posthus Teatret nu viser, strømmer atmosfæren af proletar-stilstand og baggårds-spleen én imøde i stride, hverdagsgrå strømme.
Widerberg kunne stadig i Malmø finde facader, der lugtede langt væk af karré-slum og farveløs tristesse. Og med sin upåfaldende kameraføring viser han både skønheden og grimheden i dette bylandskab, indfanger en solstråle, nogle legende barnestemmer, gamle mennesker, der lever trance-agtigt i deres egen verden.
Han skaber en 30’ernes tidslomme, hvor nøjsomheden råder, stormagasinets nye rulletrappe er top-underholdning, og fodboldtalent kan være den attråede billet til det store udland.
Og i baggrunden rumler nazismen i Tyskland og borgerkrigen i Spanien, mens socialdemokratiet er ved at få fodfæste i Sverige. Men de fleste tænker kun på de nære ting: når de slås indbyrdes i Spanien, kan det gå ud over appelsinerne til jul!
Lurvet grand seigneur
Da filmen kom frem, heftede mange sig meget ved Keve Hjelms portræt af den egocentriske far, der snakker løs som en grand seigneur om cognac-mærker og cigarer, men ikke har drevet det til mere end at sove rusen ud på sofaen, inden han træder af for at ’gurgle’ igen.
Og den påfaldende unge Hjelm giver da også den sølle fyr et vist retorisk format, men figuren kører for længe i samme rille. Mere dybde er der i Emy Storms mor, og hendes varme scener med sønnen står nu som filmens stærkeste.

*Ravnekvarteret. Instruktion og manuskript: Bo Widerberg. Svensk (Posthus Teatret)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu