Du har bevæget dig fra et ret fancy udtryk hen mod enkelheden. Hvad skyldes det?
»Først er man et nystrøget lagen, helt opslugt af begejstring over hvor fedt det er. Og når man laver sine første plader, åbner alle de der ting sig for én. Produktion, pladestudiets muligheder og hvad man egentlig kan med sin stemme. For mig var det som at lukke et barn ind i Legoland helt alene, da jeg kom i studiet. I begyndelsen gik der teknologi i dén en nødvendig fase. Men nu har jeg så meget hold om de ting, at jeg har overskud til at vende mig mod det basale. De enkle ting; groove, stemning, enkle melodilinjer, ja, der hvor mange starter (ler). Tilbage for at komme videre frem. Jeg er blevet en habil tekniker og har optaget store dele af den ny plade hjemme. Jeg har flere gange lavet noget, hvor jeg har tænkt, Dét laver vi om i studiet. Men så viser det sig, at det faktisk fungerede, at jeg havde glemt at lukke vinduet eller missen kom ind og miawede midt i det hele. Jeg endte med at lægge den der ambiente støj på igen, efter at vi havde siddet og renset alle sporene, så der nu er godt med liv og stueskrammel. Det var først i mix-fasen, jeg fik brug for et rigtigt studie. «
Hele dit univers er blevet forenklet, syntes jeg. Også teksterne...
»Det mest komplekse jeg har lavet, er nok Between Any Four Walls (solodebuten fra 1994). Men da var jeg jo ung og bimset og syntes, jeg skulle bevise en hel masse. Det skyldtes, den blev lavet efter Her Personal Pain-tiden, hvor det startede så godt; den første plade gik nemt og var sjov at lave, mens den efterfølger, der aldrig kom, stort set artede sig lige modsat. Der blev fællesskabet pludselig en bremse hvad det ikke havde behøvet at være og jeg fik skriveblokade. Jeg gav det tre måneder og så sagde jeg det, som det var, i øvelokalet: Det går ikke mere. Og bom så skrev jeg materiale nok til fire plader på en måned! Er man ikke velsignet med popflair, søger man i andre retninger. Det ligger ikke til mig at skrive materiale som fx Aqua-fyrene gør det. Det er en helt bestemt ting de drenge kan, som det tager andre et helt liv at nå frem til, for det er sindssvagt svært at skrive ren pop. Men så har det hånden på hjertet heller aldrig været dér min primære interesse lå. Derfor kan man godt kredse om de enkle ting. Tag et nummer som f. eks. »No!« (Let Me Hear You Say)« ... det udspringer af at sidde og lytte til nogen, der er ude i en af danskernes to yndlingsdicipliner brok og jammer hvor jeg så tænker: Gå nu bare ud og gør! Det hele handler om at gøre; det kan godt være man vælter, men så må man jo rejse sig op«.
Hvordan har du det med, at det hele hviler på dine egne skuldre?
»Jeg har brede skuldre, så jeg har det godt med det. Selvfølgelig er der en periodisk grundangst, men den holder jo lortet kørende. Men kan man ikke klare en 60 timers arbejdsuge, skal man ikke blive selvstændig. Jeg var tvunget til at hive tæppet væk under mig selv, for jeg befandt mig i en situation, hvor det kneb med begejstringen og motivationen for at lave en god gang kunst og så kommer man ingen vegne. Det er ikke sundt. Uden et pladeselskab i ryggen, er der kun én drivkraft at skrive noget, der holder. Og det er ikke fordi jeg ikke havde bevægelsesfrihed før, men nu er den total. Det har jeg det godt med.«
Nu synger du på tolvte år på engelsk. Hvad er det med dig og det danske sprog?
»Det danske sprog er en svær én. Skulle jeg til at forske i det, måtte jeg starte forfra. Det handler om inspirationskilder. Mine har aldrig været danske. Jeg har stort set hele mit liv læst amerikansk og engelsk litteratur og lyttet til musik sammesteds fra. Jeg har ikke noget sprog på dansk...«
Du snakker sgu da som et vandfald...
»Jamen, men derfra og så til at være C.V. Jørgensen, er der et stykke vej. Den bedste sang jeg har skrevet på dansk, hed Tre små kinesiske koner. Det er nemt at forstå, hvorfor man som popsangerinde, der bliver mor, lige pludselig får lyst til at skrive børnesange. For hold kæft, hvor får man brændt mange sange af i løbet af sådan en dag. F.eks. kan min dreng bedst lide Girl From Ipanema, som i min versin hedder »Lille Sixten Buggemus«. Dér ville jeg nok kunne finde et sprog, et pjattesprog, om du vil, men ellers omsætter jeg lynhurtigt mine ideer til engelsk. Men hvis jeg vågner en morgen og er blevet til en Kim Larsen, jamen, hold da kæft. Så kører vi. Men som forskningsprojekt, hvor det med vold og magt skulle tvinges i den retning. Nej tak, du«.
