Læsetid: 5 min.

Drøm og forbandet virkelighed

Hvor er de dagsordensættende svenske film? Og hvad blev der af de filmpolitiske debatbøger? Forfatteren Mikael Timm gransker filmpolitikken i folkhemmet i anledning af Det Svenske Filminstituts 40 års jubilæum
17. oktober 2003

(2. sektion)

Hvor er de dagsordensættende svenske film? Og hvad blev der af de filmpolitiske debatbøger? Forfatteren Mikael Timm granske filmpolitikken i folkhemmet i anledning af Det Svenske Filminstituts 40 års jubilæum

Filmbog
At støtte eller ikke støtte.
Det er en af de grundlæggende problemstillinger i forhold til stat og kunst og kultur. Skal film klare sig på markedets præmisser, eller er statslig indgriben nødvendig for at sikre et pluralistisk udbud og eksistensen af kvalitetsfilm fra små lande som Danmark og Sverige?
Siden film gik fra at blive betragtet som en farlig forlystelse, som staten gennem censur skulle beskytte borgerne fra, til at blive regnet som en selvstændig kunstart, har der i både Danmark og Sverige været politisk flertal for at støtte. Det forkromede spørgsmål er så, hvad der skal støttes og hvordan, hvilket stadig jævnligt diskuteres.
Dansk film har været på finansloven siden 1972, hvor det helstatsligt finansierede danske filminstitut blev dannet til at varetage uddelingen af støttemidler med en armslængdes afstand til politikerne. Sverige har opbygget sin filmstøtte efter en anderledes struktur med Det Svenske Filminstitut (SFI), der siden oprettelsen i 1963 er blevet finansieret gennem billetafgifter og en filmaftale mellem staten og forskellige parter i film- og senere også tv- og videobranchen.
Det Svenske Filminstitut fejrer i år 40 års jubilæum, og i den anledning blev det bestemt at udgive en bog om de forgange 40 års filmpolitik. Da Det Danske Filminstitut fyldte 25 og fejrede sig selv med bogen Dansk film 1972-97, blev det i form af essays om mange forskellige aspekter af dansk film. Den svenske bog stiller knivskarpt på de kultur- og filmpolitiske debatter gennem årtierne, og det er spændende læsning og oplysende baggrundsviden i forhold til at forstå den svenske filmscene dengang såvel som i dag.

Film til folkhemmet
Forfatteren Mikael Timm fik opgaven med at kortlægge det filmpolitiske landskab. Hans bog Dröm och förbannad verklighet. Spelet om svensk film under 40 år bygger dels på grundig arkivgranskning, dels på interviews med mennesker, der har præget svensk film gennem årene, heriblandt både politikere, SFI-folk og branchefolk.
Dannelsen af filminstituttet i 1963 hang i høj grad sammen med en foretagsom og visionær ingeniør, Harry Schein, med passion for film. Hans debatbog Har vi råd til kultur? satte gang i de filmpolitiske diskussioner, og kort tid efter bogens udgivelse blev SFI en realitet med Schein som direktør.
Mikael Timm beskriver oprettelsen af SFI som den sidste etape af socialdemokraternes opbygning af velfærdsstaten, der på svensk har den mere hyggelige term ’folkhemmet’. Efter at have arbejdet på at sikre borgerne bedre økonomiske og sociale vilkår ville man nu som prikken over i’et også satse på kultur. Målet var at sikre eksistensen af det, man i Sverige stadig kalder »kunstnerisk værdifulde film«, og det har der så været forskellige strategier for frem til i dag.

Horisontale film
Schein blev gennem 60’erne næsten synonym med SFI, og bogen beskriver udførligt de turbulente debatter omkring hans person og konflikterne med en ny generation af filmskabere, som frygtede, at SFI’s afhængighed af billetsalget fra det forgangne års svenske film betød, at instituttet måske tænkte mere i rentable film end i kvalitet.
Bo Widerberg lancerede i 1962 debatbogen Visionen i svensk film, som udnævnte Bergman til en støvet dalahest og efterlyste engagerede samtidsfilm. Som Widerberg så smukt formulerede det, havde svensk film brug for horisontale film i stedet for Bergmans vertikale film om forholdet mellem menneske og Gud. Med film som Ravnekvarteret, der netop har haft dansk repremiere, satte Widerberg skub i et markant generationsskifte i svensk film, og i kølvandet på det unge stormløb rodede SFI sig ud i en del postyr, som til sidst resulterede i Scheins afgang i 1976.
Timm tegner et malende portræt af Schein, som savner sin lige i de senere års filmhistorie. Schein kunne være arrogant og var let at blive edderspændt på, men det pudsige er, at mange af interviewofrene savner hans rabiate ildsjælsfacon i dagens filmklima, hvor ingen bliver rasende eller oprørt på samme maner, og de filmpolitiske debatter primært handler om at tigge om flere penge i forskellige tonelejer.

Kunst og billetsalg
Svensk films udfordringer har siden SFI’s etablering kredset om en række grundproblematikker, som er let genkendelige fra dansk perspektiv. Hvordan producerer man film med kunstnerisk kvalitet og samtidig film, som publikum vil se? Hvordan finder man en filmpolitisk model, som både sikrer den kunstneriske kvalitet og mangfoldigheden? Hvordan lokker man filmbranchen til at satse flere penge på filmproduktion, bevarer en sund infrastruktur på biograffronten og sikrer, at folk har mulighed for at se andet end amerikansk film?
Sverige indførte i 1993 filmkonsulenter efter dansk model til at varetage den kunstneriske side af sagen, men har sideløbende – som en form for pendant til den mere kommercielle danske 60/40-ordning – opereret med en såkaldt publikumsrelateret støtte, hvor film efter deres premiere får en sum penge afhængig af antallet af solgte billetter.
Billetstøtten har haft tendens til at udhule konsulenternes forhåndsstøtte, hvilket har været den centrale debat i svensk film de senere år. Desuden diskuteres den unikke aftalestruktur, især fordi den indtægtsgivende videobranche trak sine millioner ud af aftalen i år 2000.

Fremtidens filmaftale
Svensk film står nu over for at skulle forhandle en ny filmaftale på plads, hvilket tegner til at blive en udfordring. SFI’s nuværende direktør, den tidligere norske kulturminister Åsa Kleveland, efterlyser i bogen et årligt budget på 800 mio. svenske kroner for at realisere SFI’s ambitioner. I øjeblikket har svensk film et totalt budget på 400 mio. kroner, hvoraf halvdelen kommer fra staten og halvdelen fra branchen.
Som Timms bog fint illustrerer, hænger de filmpolitiske drømme sjældent sammen med den realpolitiske virkelighed. Og som han afsluttende konstaterer, er der trods megen snak om en ny filmisk guldalder langt mellem svenske film, der fremprovokerer vigtige diskussioner eller påvirker samfundsdebatten.
Måske er det tid til nye debatbøger og dagsordensættende film. Timms bog puster i hvert fald til gløderne, og det kunne være interessant at læse en lignende ’princip og praksis’-granskende filmpolitisk bog om den danske filmscene.

*Mikael Timm: Dröm och förbannad verklighet. Spelet om svensk film under 40 år. Brombergs forlag. Se www.brombergs.se/2003/timm.htm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu