Læsetid: 4 min.

Dylan digitalt

Bob Dylan træder først nu ind den digitale tidsalder selv om han har været til at få på cd siden mediets fødsel
16. oktober 2003

Bob Dylan træder først nu ind den digitale tidsalder selv om han har været til at få
på cd siden mediets fødsel

Nye cd’er
Okay, jeg ved godt, det er naivt, men jeg har aldrig opfattet Bob Dylan som en kommerciel genstand. Det er ikke det samme, som at jeg ikke ved, han har tjent penge på sin musik, og at jeg ikke har undt ham det – selv om hans
T-shirt-priser altid har været lidt pebrede – men sangene har altid klinget højere end kasseapparatet. Og de har også gennem alle årene været af en så ukorrumperet karakter og holdbarhed, at vi kun perifert har gidet småbrokke over, at han tilsyneladende aldrig rigtigt har gidet bekymre sig om, hvordan de
lyder.
Ingen Bob Dylan-plade har nogensinde vundet en blind fold kvalitetstest i noget hi-fi-blad. Hans musik er simpelt hen ikke lavet til at slå ud på de potentiometre. Det forsøges der nu rådet bod på.
Efter i en årrække at have spist markedet af med cd-udgivelser af mesterens mesterværker, der ikke lægger til, og som i ikke helt få tilfælde trækker fra i forhold til vinylversionerne, udsendes nu 15 Dylan-album i det såkaldte hybrid SACD-format, suppleret med et ekstra digitalt lag, så de også kan høres, hvis man kun har en ’gammeldags’ cd-afspiller. Og nej, du kan
ikke gå ned med dine brugte, flade cd’er og få dem byttet til den fornyede lyd. Det kaldes marketing og produktudvikling. En ung Dylan ville kunne finde på noget mere
ætsende at kalde den salgspolitik.

Hans bedste sang
Er de så bedre, de kendte, elskede, forkætrede sange under de nye forhold? Diskussionen hærger allerede på internettet lidt på samme måde, som når denne eller hin nye udgave af Bibelen og Shakespeares samlede kommer så meget under lup, at man helt glemmer, hvad det er, man ser – og i dette tilfælde – hører.
Svaret er snarere et tja end et ja.
Mindst interessant er samarbejdet med henholdsvis Daniel Lanois og Mark Knopfler på plader som Oh Mercy og Infidels. De lød allerede velsmurte og professionelle og for så vidt u-dylanske, da de kom i 80’erne. Og fremstår nu ekstra hi-fi-tjekkede med generøs top og bund. Men når »Jokerman« er glemt, står »Don’t Fall Apart On Me
Tonight« tilbage: »Yesterday’s just a memory, tomorrow is never what is supposed to be.« Hans bedste sang? Ups ...
Blood on The Tracks, som for et par siden kom i en speciel millenium-udgave med renoveret og langt bedre lyd end originalen, lyder f.eks. nu endnu mere gåsehudsfremkaldende fremragende. Det er i enhver forstand som at være der selv. De akustiske guitarer bliver spillet her og nu i min dagligstue, og Dylan nøjes ikke med at synge. Han lever disse sange ud på ny. »You’re gonna make me lonesome when you go«. Derfor er det også svært at slippe den plade.
Omvendt lyder Street Legal stadig som et værk, Dylan tabte interessen for, da han havde skrevet nogle af sine mest prægnante sange. Street Legal blev for nylig rehabileret med et remix, men det lyder ikke, som om det er det, der er lagt til grund for denne nye version.

Vokalen vinder mest
I det hele taget er det vokalen, stemmen, klangen, alle Dylans over- og undertoner, der vinder mest ved denne digitale overhaling.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som blandt venner har småhånet Dylans tidlige forsøg som bluesmusiker. Det lover jeg aldrig at gøre mere. The Freewheeling Bob Dylan og Another Side Of Bob Dylan genopstår som selvstændige inkarnationer af Robert Johnson og Hank Williams i en og samme, kompromisløst søgende og evigt tvivlende person. Kussetyv og lommefilosof, eksistentialist og esoteriker, hengiven og arrogant – det har altid været Dylan; manden, der er som sæben i Rifbjerg-digtet – ikke for fastholdere. Han kommer altid bag på dig, når du mindst venter det.
Uafviseligt demonstreret igen og igen på Highway 61 og Blonde On Blonde, der desuden afslører en berusende overflod af instrumentale detaljer, som vi havde glemt, og som vi var for stenede til at høre dengang. Hvor falder Tamla Motown-tamburiner f.eks. naturligt ind i Dylans instrumentale møblement ... og hans sange på de plader virker som selve grunden til at Hammond-orgelet blev opfundet. Og på Planet Waves bekræfter den nye lyd, at The Band er og bliver Dylans mest kongeniale akkompagnatører. En undervurderet plade, der her revurderer sig selv, så den ender i kongerækken.
De 15 nye cd’er er ikke lagt an som introduktioner til ’forfatterskabet’. I en tid, hvor mange kunstnere af langt mindre mytisk rækkevidde end Dylan, får genudsendt deres hovedværker med karriereopsamlende linernotes, sangtekster og bonusnumre, foretrækker Dylan det rene snit. Selvbevidst på den der misantropiske facon, der jo også er en del af ham. Han fortæller ikke mere, end han allerede har fortalt, men det tygger vi på den anden side stadig videre på.
Cd’erne er skam nydelige nok. I lækkert lp-efterlignende digi-pak-udstyr til ens stykpris, men Nashville Skyline varer nu engang kun 27 minutter og 15 sekunder. Heldigvis har Gud skabt repeatknappen.
Og sikkert også Bob Dylan, som i aften igen står i Forum, og endnu engang ved vi ikke, hvad vi kan vente os. Heldigvis.

*Bob Dylan: The Freewheelin’ Bob Dylan, Another Side Of Bob Dylan, Bringin’ It All Back Home, Highway 61 Revisited, Nashville Skyline, John Wesley Harding, Planet Waves, Blonde On Blonde, Desire, Blood On The Tracks, Slow Train Coming, Oh Mercy, Infidels, Street Legal, Love And Theft. Columbia/Sony

*www.bobdylan.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu