Læsetid: 3 min.

Ekspert: Strømkabel over Storebælt er spild af penge

Et strømkabel under Storebælt eliminerer ikke trussel om monopoltilstande på el-markedet, advarer ekspert
30. oktober 2003

Et strømkabel under Storebælt eliminerer ikke trussel om monopoltilstande
på el-markedet, advarer ekspert

Det tynder ud i de oplagte grunde til at bruge mere end en milliard kroner på at trække et strømkabel under Storebælt. Argumentet om at trække strøm mellem Øst- og Vestdanmark for at forbedre konkurrencen og sikre forbrugerne bedre priser på el bliver angrebet af professor i konkurrencevilkår Peter Møllgaard fra Handelshøjskolen i København.
»Så længe der er udsigt til, at Elsam fusionerer med NESA, har et strømkabel under Storebælt ingen effekt. Fusionen ødelægger muligheden for at skabe konkurrence på el-markedet i Danmark,« siger Peter Møllgaard.
Han var sidste år involveret i en analyse af det nyliberaliserede el-marked for Konkurrencestyrelsen. Analyserne viste for det første, at de to store el-producenter i Danmark i op til 10 procent af døgnet har en status på el-markedet, som minder om monopol – på grund af flaskehalse i elkablerne mellem Danmark og omverdenen. Og analyserne viste for det andet, at situationerne er blevet misbrugt til at sælge forbrugerne urimelig dyrt el.
»Hvis konkurrencen skal forbedres, må de to store el-producenter for øst og vest ikke blive for tæt forbundet. Mit forslag er, at Elsam tvinges til at sælge NESA’s andel i E2,« siger Peter Møllgaard.

Spild af penge
Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) ønsker ikke at kommentere det konkrete forslag af hensyn til Konkurrencerådets arbejde med at undersøge vilkårene for fusionen nærmere.
Ministeren har dog sat embedsmænd i Energistyrelsen til at vurdere fordele og ulemper ved et elkabel under Storebælt.
Arbejdet er afsluttet i begyndelsen af det nye år.
Et politisk flertal var lige efter strømsvigtet den 23. september begejstrede for tanken om at forbinde el-systemerne i Øst- og Vestdanmark med hinanden. Forbindelsen skulle forbedre forsyningssikkerheden og som sidegevinst forbedre konkurrencen på el-markedet.
En forsker ved Danmarks Tekniske Universitet har for nylig i en redegørelse til Folketingets Energipolitiske udvalg afvist, at et kabel kan forbedre forsyningssikkerheden – højest sende strømmen hurtigere tilbage efter et nedbrud.
Professor Peter Møllgaard frygter, at et strømkabel under Storebælt er spildte penge.
»Symbolværdien i at have ét samlet el-marked i Danmark er tilsyneladende meget vigtigere end den reelle effekt. Man kan nemt komme ud i en situation, hvor forbindelsen ikke vil blive brugt til særlig meget. Hvis man vil brænde en eller to milliarder kroner af, kan en udvidet transmissionskapacitet til andre lande være bedre for konkurrencen. Det vil give færre og kortere perioder med risiko for misbrug af markedsdominans,« siger Peter Møllgaard.

V: Kabel er en god ide
Venstres energipolitiske ordfører, Kim Andersen, fastholder, at et kabel kan være en god ide.
»Der er mange skoler, og nu skal vi forsøge at se dem under et. Det er klart, at vi ikke vil bruge 1,2 milliarder kroner, hvis det er uden effekt. Hvis strømafbrydelsen var forkortet, kunne det betyde et mindre produktionstab. Hvis vi havde et søkabel, kunne vi sende en del af vindmølleenergien fra Vestdanmark til Østdanmark til fordel for miljøet. Og et kabel giver bedre mulighed fri konkurrence og for mere ensartet priser på el i hele Danmark,« siger Kim Andersen, som vil lade Konkurrencerådet tage stilling til, hvordan en fusion mellem Elsam og NESA skal foregå.
Socialdemokraterne støtter fortsat tanken om et kabel af hensyn til forsyningssikkerheden, oplyser medlem af Energipolitisk udvalg Erik Mortensen (S).
Han mener, at truslen om markedsdominans fra Elsams side er »reel og uacceptabel« og håber, at »Konkurrencerådet lever op til det, som nogle forventer«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her