Læsetid: 4 min.

Feber i blodet

Elia Kazan, et af Amerikas største film- og teaternavne gennem tiderne, er død, 94 år gammel
1. oktober 2003

Nekrolog
Der står altid en særlig nimbus om instruktører, der har været lige suveræne på film og scene. Elia Kazan befandt i selskab med navne som Ingmar Bergman og Mike Nichols takket være sin tvedelte mester-indsats i filmens og teatrets tjeneste. Senere blev han også en meget læst forfatter, uden dog at nå samme fremskudte position i den litterære verden.
I slutning af 40’erne og første halvdel af 50’erne var Kazan Amerikas førene instruktør i Hollywood og på Broadway. Det var Kazan, der opdagede Marlon Brando og James Dean og placerede dem i myteskabende roller i film som I storbyens havn og Øst for paradis. Og det var i Kazans medskabende og højspændt lidenskabelige instruktion, at banebrydende amerikansk dramatik som Arthur Millers En sælgers død og Tennessee Williams’ Omstigning til paradis fik deres sagnomspundne premierer på
Broadway.
Samtidig var Kazan en ledende skikkelse i indflydelsesrige teater-institutioner som The Group Theatre i 30’erne, Actor’s Studio i 40’erne og 50’erne og Lincoln Center i 60’erne.

Outsider-baggrund
Det er som instrukør af 19 spillefilm fra perioden 1945-76, at Kazan huskes bedst.
Han stammede fra en græsk indvandrer-familie, som gik fallit i efter krakket i 1929, og orienterede sig mod venstrefløjen, da han op gennem 30’erne forsøgte sig med en karriere som skuespiller. Han blev medlem af den den berømte trup The Group Theatre, der med Clifford Odets som husforfatter skabte socialt agiterende stykker, der gav genlyd videnom.
Men selv om han i starten af 40’erne fik et par mindre karakterroller i Hollywoodfilm, var det instruktør han ville være. Hans ’fremmede’ familiebaggrund og sociale status gav ham god grund til at føle sig som en outsider, og det blev – i forening med uudslukkelig energi og evident talent – drivkraften bag en brat opstigen mod tinderne i amerikansk teater og film.

Skuespillernes foretrukne
Kazan delte politiske synspunkter med dramatikeren Arthur Miller og havde en medfødt fornemmelse for den fortættede, psykisk anspændte sydstatsatmosfære og de spektakulære konflikter i Tennessee Williams’ tidlige skuespil. Men hans største trumfkort var en mageløs empati med skuespillerne.
Som medlem af faget forstod han – med lige dele manipulation og oprigtighed, snuhed og kunstnerisk tæft – at få elektrificerende præstationer ud af sine aktører. Det var i meget høj grad et spørgsmål om simpel tillid – om at skabe et intimt venskabsforhold, som Kazan senere har afsløret som meget ’professionelt’ motiveret. Lige så god Kazan var til at åbne døre, lige så hurtigt kunne han smække dem i igen, når han havde nået sine mål. Men han var den eneste instruktør, Marlon Brando for alvor respekterede, og den hovedrolledebuterende James Dean så ham under arbejdet med Øst for paradis som en livsnødvendig faderskikkelse.

Angiverens dilemma
Hans første fire-fem Hollywood-film fra 40’erne er veldrejede og velspillede og afspejler datidens ’liberale’ synspunkter i behandlingen af halvskjult jødediskrimination (Mand og mand imellem), vilkårlig retshåndhævelse (Boomerang) og det sorte raceproblem (Pinky).
Men der rørte sig stærkere kræfter i Kazan, der fandt en mere intens, poetisk og personlig tone i rene psykologiske dramaer som Omstigning til paradis og Øst for paradis. Han betydeligste film fra 1950’erne er dog I storbyens havn, hvor han trodsede det etablerede Hollywoods modstand og – med Budd Schulberg som manusforfatter – fortalte om fagforeningernes gangstervælde blandt New Yorks havnearbejdere. Med Marlon Brando i glansrollen som havneroden Terry Malloy, der drømte forgæves om en boksekarriere, men genfinder sin værdighed ved at sætte sig op mod de almægtige bosser. En præstation, der fandt sit ekko hos Robert De Niro i Raging Bull.
Kazan har i sin 848 sider lange, åbenhjertige og meget læseværdige erindringsbog A Life (1988) udførligt forklaret, hvorfor netop I storbyens havn havde en stærkt personligt presserende betydning for ham. Nogle år forinden befandt han sig i sit livs værste krise, da han blev indstævnet for den berygtede Komite for Uamerikansk Virksomhed og angav nogle kommunistkammeraet fra 1930’erne. En stikker-handling, der kostede mange venner, men reddede karrieren.
Med I storbyens havn ville Kazan, besat af rasende målbevidsthed, bevise for sine mange fjender, at han ikke var udbrændt. Og med historien om Terry Malloy demonstrere, at det i visse situationer kan være moralsk berettiget at være angiver – hvis man på den måde kan bekæmpe gangstervælde og korruption.

Sand overlever
Men stikkerens forbandelse klæbede til Elia Kazans navn til det sidste, som det Cains-mærke, der plager James Deans romantisk udstødte Cal i den lige så selvbiografiske Øst for paradis. Det viste sig senest i de protester, det affødte, da Kazan i 1999 fik en æres-Oscar. Og nærlæser man Kazans erindringer, vil man opdage, at han i sit allerinderste aldrig tilgav sig selv for, at han han havde bragt venner i uføre, hvis alvorligste forbrydelse var, at »de år efter år fastholdt, at Sovjetunionen var uskyldig i alle dets forbrydelser.«
Trods pinefuldt samvittighedsnag og mange forgæves forsøg på selvrensning endte Kazan dog som en sand overlever. Med titler som Wild River og Feber i blodet fandt han en ny indtrængende og mere lyrisk tone, og skønt de selvbiografiske stort anlagte America, America og Ordnede forhold blev skuffelser både kunstnerisk og kommercielt, lød den aldrende Kazans stemme stadig, nu som skribent. Især det kæmpemæssige bekendelsesskrift A Life vil blive stående som det forrevne monument over en karriere i det glødende dramas tegn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her