Læsetid: 2 min.

Festivalpris til Arven

Den i spanske øjne politisk ukorrekte film ’Arven’ fik en fornem manuskriptpris i San Sebastian
3. oktober 2003

(2. sektion)

Festival
Hvem der har set Ghita Nørby flagre gennem San Sebastians stræder som en sjældent smuk, sort fugl ved siden af en lang, hvid Per Fly, kunne nok drømme om, at en af de mest sete danske film i det forløbne år, Arven gjorde sig fortjent til en metalbelagt Strandskal. Der har været international filmfestival i den lille spanske by San Sebastian et sted mellem sensommerstrandgæster og tapas, og det er ikke palmer, men Conchaer – strandskaller – der deles ud til de film, der er med i hovedkonkurrencen.
Det blev til juryens pris for bedste manuskript til den Zentropaproducerede Arven. Den går til filmens fire manuskriptforfattere, Per Fly, Kim Leona, Mogens Rukov og Dorte Høgh for et stramt opbygget manuskript, der dermed slog stærke konkurrenter af banen. Guldskallen gik til den tyske film Schussangst, instrueret af georgianeren Dito Tsinsadze. Den kun 34-årige koreanske instruktør Bong Joon Hoo fik en sølvskal for sin overbevisende Memories of a murder, og løb også af med prisen for bedste nye instruktør. Den har en særskilt jury i San Sebastian, hvor blandt andre vor helt egen eks-Bogart Michelsen var meddommer. Sølvskallerne til bedste skuespillere, gik hverken til Ghitas strammundede overklassemor eller Ulrichs sammenbidte, familiebetyngede stålværksdirektør, men til henholdsvis Luis Tosar og Laia Marull, der danner par i den spanske film Te doy mis Ojos, om hustruvold.
Det er svært at ekportere film, og det er svært at komme uden om San Sebastianfestivalens kendetegnende stærkt politisk korrekte præg.
Det første kan man mærke på egen hud i konfrontationen med et bredt spansksproget sideprogram og dette års fremragende initiativ med en særlig arabisk sektion, hvor ikke alene andre sprog, men også andre filmsprog kan være svære at indlemme i en mellemeuropæisk vanebevidsthed.
Og begge dele ramte måske i en vis grad Arven. Den spanske presse havde svært ved at kapere dens overklasseproblematik. »Hvorfor hører vi ikke noget om, hvordan arbejderne har det«, spurgte Elmundos kritiker, der havde svært ved at få ondt over en overklassedrengs millionarv. I et demokrati, der endnu ikke har nået pebersvendsalderen, og hvor det snarere drejer sig om at finde ud af og væk fra familie – og andre hierarkier, end tilbage til dem, hører fars skrivebordsmagt en alt for nær fortid til. I Spanien kræver det ingen beviser, at overklassen findes.
Spændingen omkring en nærmest dokumentarisk tilgang og så den ’rene’ fiktion var at spore overalt i festivallens film. Fra ren dokumentar som den rystende Capturing the Friedmans om pædofili, til de virkelighedsinspirerede vinderfilm. En spænding, der fik sin spanske udløsning i Acheros Manas Noviembre, der vandt ungdommens hjerter og medhørende pris. I falsk dokumentarstil skildres et politisk bevidst gadeteaters storhed og fald, et gadeteater så ægte, at det til sidst forveksles med... virkeligheden.
»Er den dør der så virkelig ikke, eller er det bare noget han forestiller sig«, som det spanske publikum indstændigt udspurgte danske Christoffer Boe efter visningen af Reconstruction, der udløste bifald i San Sebastian. Og nu havde unge Boe ellers lige gjort sig sådan en umage for at vise, at film vitterlig virkelig er: rørende konstruktion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her