(2. sektion)
Ny film
»Bang bang, he shot me down/Bang bang, I hit the ground/Bang bang, that awful sound/Bang bang, my baby shot me down.«
Bang Bang sunget af
Nancy Sinatra
Quentin Tarantinos nye film, Kill Bill, er ren film. Et ordentlig skud popkultur og b-film direkte i blodårerne. Han kopierer skamløst og stjæler med arme og ben. Der er ikke et billede eller en scene i filmen, som ikke på en eller anden måde henviser til en tidligere film det være sig en karakter, et stykke musik, en kameravinkel, en lydeffekt, et billede, et kostume, en replik.
Med Kill Bill har Tarantino lavet den ultimative film-film alt fra Fukasaku, Suzuki, Bruce Lee og anime til Kurosawa, Sonny Chiba og samurai- og HongKong-film filtreres gennem denne ægte fanboys postmoderne hjerne og genskabes i hans billede.
Man kan blive helt forpustet af at prøve at regne ud, hvor alle referencerne kommer fra det lægger kun til oplevelsen, hvis det lykkes men i sidste ende har det ingen betydning, for Kill Bill kan uden problemer nydes for det, den også er: en adrenalinpumpende, lystfyldt, morsom og ekstremt blodig rejse ind i et univers af kitch, kult og kung fu et univers, som Tarantino kender bedre end de fleste andre.
Han har selv sagt, at Kill Bill er den film, som karaktererne i hans øvrige film ville se, hvis de gik i biografen. Tarantino forsøger ikke at overbevise os om, at filmen repræsenterer en eller anden form for virkelighed, og i stedet understreger han hele tiden ikke mindst gennem musik- og lydsiden og de fire-fem forskellige genrer, som tilsammen udgør Kill Bill at vi befinder os dybt inde i filmland.
Hævntogt
Kort fortalt handler Kill Bill om The Bride (Uma Thurman), der mejes ned på sin bryllupsdag, højgravid og foran alteret, af sine tidligere kolleger i The Deadly Viper Assasination Squad, DiVAS, en gruppe af lejemordere ledet af den mystiske Bill.
Handlingen bogstavelig talt skydes i gang i en af Kill Bills første scener, holdt i sort/hvid, hvor Bill tørrer blod af The Brides maltrakterede ansigt, mens han sætter en pistol til hendes hoved og trykker af i samme øjeblik, som hun siger, at det er hans barn, hun har i sin mave.
På lydsporet stemmer Nancy Sinatra i med det gamle Cher-nummer, Bang Bang (My Baby Shot Me Down), og allerede opslugt af filmen springer vi sammen med handlingen fire år frem i tiden, hvor The Bride vågner af koma og optændt af hævntørst går i gang med at opspore og dræbe Bill (David Carradine) og hans håndlangere, O-Ren Ishii (Lucy Liu), Vernita Green (Vivica A. Fox), Elle Driver (Daryl Hannah) og Budd (Michael Madsen).
I resten af filmen lever vi os med i The Brides personlige projekt, og med tanke på, at der i begyndelsen af 2004 kommer en Kill Bill Volume 2, kan jeg godt afsløre, at det i denne første film går nogle af hendes fjender temmelig ilde.
Et visuelt værk
Uma Thurmans Bride er indbegrebet af coolness smuk, stærk og sårbar, og så kan hun slås med næverne, ligesom hun forstår at håndtere det samuraisværd, som mesteren Hattori Hanzo (Sonny Chiba), Bills tidligere sensei, smeder til hende. Det var Thurman, der kom med ideen til Kill Bill, og Tarantino siger tak og afslører sin fascination af skuespillerinden ved at lade kameraet kærtegne hendes ansigt og krop i de mange scener, hvor The Bride er i centrum.
I Kill Bills klimaks, opgøret med O-Ren Ishii (Lucy Liu er forrygende i den rolle) i House of the Blue Leaves, der varer noget nær en halv time, er Thurman iført en kopi af den gule træningsdragt, som Bruce Lee bar i Game of Death, og stillet over for en voldsom overmagt kæmper hun, som kun Lee ville have kunnet det.
Det tjener Thurman, Tarantino og kampkoreografen Yuen Wo-Ping til ære, at de mange kampscener er så troværdige, som de er, og man måber over, at det samtidig lykkes Tarantino at iscenesætte den lange sekvens i flere forskellige stilarter.
Blodet sprøjter som geysere, når lemmer hugges af, hvilket er et hip til 70ernes kulørte, japanske exploitation-samuraifilm, og i to meget smukke sekvenser, inspireret af de japanske yakuza-instruktører Kinji Fukasaku og Seijun Suzuki kæmper Thurman først som en mørk skygge på en blå baggrund og siden i en snedækket, japansk have, hvor det røde blod står frem på den hvide baggrund.
Ekstra lag
Det er betagende og taler til æsteten og filmelskeren i os alle. I det hele taget er Kill Bill ikke så rig på ord som Tarantinos tidligere film. Det er i høj grad et visuelt værk, der skal opleves og sanses, og den sparsomme dialog hvoraf en del er på japansk er hyperstiliseret og rummer ikke mange overflødige ord.
Quentin Tarantino har altid haft en fantastisk evne til at vælge den helt rigtige musik til de helt rigtige scener i sine film. I Pulp Fiction synger Dusty Springfield om Son of a Preacher Man, da Mia og Vincent mødes første gang, og man forstår, at det går galt.
I Håndlangerne danser Michael Madsens psykopatiske mr. Blonde rundt til tonerne af Steelers Wheel og Stuck in the Middle with You, mens han torturerer en uheldig politimand, hvilket giver scenen en vis ironisk fernis.
Med musik tilføjer Tarantino sine film et ekstra lag. Således også i Kill Bill, hvor han har været endnu mere opfindsom. Soundtracket består hovedsageligt af scores og sange hentet fra andre film og tv-serier, og det sætter i høj grad stemninger og skaber helt bestemte billeder hos dem blandt publikum, som kan genkende musikken.
Det kunne have givet en mindre sikker instruktør store problemer, men Tarantino ved præcis, hvad det er for reaktioner han med musikken vil fremkalde hos sit medlevende publikum, og han bruger det til at accentuere sit i forvejen stærke udtryk.
Kill Bill er en overvældende kærlighedserklæring til de film, der har formet Tarantino som instruktør, og man kan ikke andet end beundre den energi og opfindsomhed og glimtvise genialitet, han lægger for dagen. Det er set før og så alligevel ikke. Det er b-film som artfilm.
Der er gået ni år, siden han overrumplede os med Pulp Fiction, og seks år siden, han sidst lod høre fra sig med den undervurderede Jackie Brown.
Kill Bill er ventetiden værd.
*Kill Bill Volume 1. Instruktion og manuskript: Quentin Tarantino. Amerikansk (Imperial, Empire og Palads i København og en lang række biografer i resten af landet)
