Læsetid: 3 min.

Film i tv

24. oktober 2003


(2. sektion)

*John Ford, den store, utroligt produktive amerikanske instruktør, var en mand fuld af modsætninger og indre konflikter – som det påvises i en ny diger biografisk bog om ham, for nylig omtalt på disse sider. Og Fords fremstilling af pionértiden er heller ikke så entydigt patriotisk og soldaterforherligende, som den nogle gange fremstilles. I den første film i Fords US Cavalry-trilogi fra omkring 1950, Fort Apache, har Henry Fonda for eksempel en noget usædvanlig rolle som en tyrannisk, forfængelig officer, der slet ikke er i pagt med prærieomgivelsernes krav om indlevelse og forståelse. Derfor går det i Arizona grueligt galt for denne Custer-lignende kommandants soldater. Men værre er det heller ikke, for John Wayne og kumpaner (Victor McLaglen, Ward Bond etc.) er også med og sørger for, at der stadig er mere smuk legende end grim kendsgerning i Fords samlede billede af livet i det vilde vesten. Og de åndeløst smukke præriebilleder med dekorative klippeformationer indrammer poetisk den ubehagelige konflikt. Alt i alt ikke en af Fords helt store film, men bestemt både interessant og underholdende.

Fort Apache. DR 1, fredag kl. 23.35-01.45

*Sidney Pollacks spændingsfilm har Robert Redford i hovedrollen som en CIA-agent, der kommer i livsfare, da en mystisk sammensværgelse tilsyneladende er i gære i CIA’s egen rede. Redford må for at redde sit skind tvinge en tilfældig pige på gaden til at give sig husly og en kærlighedsaffære udvikler sig mellem de to. Mange af Pollacks værker er kærlighedsfilm, og her er det Faye Dunaway, der introducerer romantikken. Men thriller-elementet får overtaget, for Joe må snart i aktion igen for at opklare mordforsøgene og løse mysteriet.
Det er en solid underholdningsfilm i Pollacks sikre stil, der ikke udelukker psykologiske nuancer inden for genrens rammer.
Pollack er bedst kendt for film som Tootsie, Mit Afrika og Jamen, man skyder da heste, så han er en alsidig herre, der i øvrigt også gør sig gældende som producent af andres film (Ang Lees Fornuft og følelse) og som skuespiller (Woody Allens Mænd og koner og Stanley Kubricks Eyes Wide Shot).

Tre dage for Condor. TV2, fredag kl. 00.45-02.40

*Todd Solondz har med den falsk betitlede Happiness lavet en af filmhistoriens mest udprægede feel bad-film. Sjældent har så mange forkrøblede eksistenser bemægtiget sig lærredet som i filmens bredt anlagte historie om en New Jersey-familie med pårørende – lutter dybt frustrerede, kontakthæmmede, perverse eller selvbedrageriske personer. Unge Solondz har specialiseret sig i utilpassede hverdagsamerikanere, der slet ikke kan få deres tilværelse til at gå op, og i denne sin film nr. to fra 1998 tegner han dem med en ofte vittigt udleverende og dødeligt præcis streg. Familiefaderen, der er homoseksuel pædofil, eller den småfede generte ungkarl, som kun kan klare kvinder i telefonrøret – det er nogle af de ikke just vindende skikkelser. Men mens Solondz i sit manuskript kan synes at foragte dem, bliver de spillet med en næsten uhyggelig indlevelse af henholdsvis Dylan Baker og den altid fremragende Philip Seymour Hoffman – en skuespilkunst, der også i de mange af de andre roller bliver et slags bolværk mod instruktørens snigende misantropi.

Happiness. Sverige 1, lørdag kl. 00.05-02.25

*Cameron Diaz kendes nok af de fleste som lækker larve i amerikanske lystspil. Hun kan dog også gøre indtryk uden at spille på sit ydre – som det ses i denne sære snegl af en film, der omgående fik kultstatus.
Her spiller hun den fallerede dukkemester John Cusacks kedsommeligt klædte og decideret uglamourøse kone, der hen ad vejen fanges i et besynderligt kønsskifte-spil. Men meget underligt hænder i det hele taget i Spike Jonzes surrealistiske og lettere kafkaske debutfilm fra 1999 efter et manuskript af Charlie Kaufman (kendt for den næsten lige så skæve Adaption). Cusack bliver ansat i et firma, der befinder på syvende og en halv etage og hvor alle de ansatte går foroverbøjede på grund af lave lofter.
Men allermest mystisk er det, at det bag nogle kartoteksskabe skjuler sig en slags port indtil en gang, som fører lige lukt ind i skuespilleren John Malkovich’ hjerne. Her kan man så tage ophold i et kvarter ad gangen, takket være aktørens villighed til at stille sig til rådighed for denne intime joke. Malkovich spiller sig selv uden spor koketteri, og desuden ses Cathrine Keener i en Oscar-nomineret præstation som virksomhedens femme fatale.

Being John Malkovich. DR 2, søndag kl. 20.40-22.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu