Læsetid: 2 min.

Filmens storhed er svunden

3. oktober 2003


(2. sektion)

Det seneste nummer af La Règle du jeu – et tidsskrift udgivet af den franske filosof Bernard-Henri Lévy – kan man møde en en ganske en overraskende skribent i skikkelse af fransk gangsterfilms store gamle ikon, Alain Delon. Efter fire års total tavshed tager Delon bladet fra munden i intet mindre end et ’manifest for gårsdagens filmkunst’, der fremtræder som dødsattest for filmkunsten, en ekspressionistisk lovprisning af de film, der var engang, og et opråb om, at vende tilbage til en svunden storhedstid:
»Filmkunsten er forbi. En smuk fortælling er slut. Hvor længe varede den? 50 år, måske lidt mere, måske lidt mindre. Men nu er det Sunset Boulevard for alle. Engang levede og sitrede filmkunsten og nærede vore drømme. Ak, de film, jeg elskede, laves ikke i dag!«
»Førhen var det rødt. Et rødt sted. Et tempel af rødt velour med dybe lænestole, hvor man i fred kunne nyde at synke ind i fiktive verdener. Et barn med sine forældre. En ung pige med sin forlovede. Venner. Man knejsede med nakken stirrende op imod det vældige lærred som en magisk himmel, hvor Ingrid Bergman kyssede Cary Grant. Når tv blænder op, slår man øjnene ned. Det fantastiske, modige, elegante og stolte har brug for folk, der knejser med nakken og kigger op. Men nu har de dræbt det røde.«
»’De?’ Hvem er ’de’? Det er uhyre enkelt: ’De’ er tv, kommercialisme og penge. ’De’ er nogle meget moderne og bedrageriske mordere. De dræber uden forsæt om at skade. Tværtimod, siger de, så vil vi jo det bedste for det størst mulige antal: »Vi er demokratiske mordere.«
»Jeg tilhører en generation af dinosaurer, som nu belejres af dværge. En generation, hvis monstre – hellige eller det modsatte – nu kun befolker et Jurassic Park for nostalgiske sjæle. Dengang kom skuespillere alle andre steder fra og filmen bød dem velkommen som dem, de var: Gabin kom fra varietékunsten, Lino fra fribrydningen, Burt Lancaster fra cirkus, Alan Ladd var elektriker. Jo, vi kom andre steder fra med en feber og en energi, som ikke var blevet tæmmet på ’dramaskoler’. I dag er det omvendt. Filmen rekrutterer kun skuespillere, der er uden menneskelige eller sociale ar. Deres film er fade, de er kød uden nerver, smerte uden hukommelse, billeder uden liv.« (…)
»Fransk filmkunst har ingen mesterinstruktører tilbage. Spanierne har stadig Almodovar. Hvad så med von Trier Jo, måske…«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu