Udstilling
De ser stolte ud, som de står dér midt i slagtehallen flankeret af halve grisekroppe ophængt i kødkroge. Stolte af deres fag. Stolte af at være et team.
De hvide kitler er smurt ind i blod. Til venstre i forgrunden står mester selv med saven i hånden. I modsat side, men et par skridt længere tilbage fremhæver en anden sig. I midten sidder et par unge lærlinge, og bagerst følger de øvrige lidt mere tøvende.
Det samme gælder skibsbesætningen. Forrest dem med striber på ærmerne. På trappen bagved de øvrige og længst væk køkkenpersonalet. Eller medlemmerne af Helsinki Bytrafiks Harmonikaband opstillet rundt om den grønne sporvogn.
På den ene side er der tale om gruppeopstillinger med rekvisitter i den klassiske tradition, som vi kender den fra malerkunsten. På den anden side er der også et stænk af humor. En skævhed eller kontrastfuldhed, der får smilet frem. Et knivskarpt fotografi af store nøgne svinekroppe og hvidkitlede slagtere. Klinisk og blodigt.
Lederen af motorcykelklubben Brothers of the Wind i sort læder og med nypoleret kværn sammen med et par brødre og sine to sønner. Rockerchef og familiefar i ét. Eller en gruppe blinde bowlingspillere, hvis blikke flagrer rundt i alle retninger forgæves søgende kameralinsen.
Alle er de grupper af mennesker, der arbejder sammen eller deler fritidsinteresser. De hører sammen og adskiller sig derfor fra andre. De har en fælles identitet.
I socialpsykologien defineres en gruppe som »to eller flere individer, der i en periode forsætligt interagerer, sprogligt eller ikke-sprogligt«. Antallet er ikke så vigtigt men mere de bånd, der knytter dem sammen.
Sociologisk studie
Den finske fotograf Tuomo Manninen, der er ophavsmand til gruppeportrætterne, har sin egen definition på forskellen mellem en tilfældig samling af mennesker og en gruppe.
»Jeg bruger en elevator som eksempel. En elevator, der er fuld af mennesker, udgør en mængde. Men hvis dørene pludselig spærres, så ingen kan komme ud, har du i løbet af få minutter en gruppe. De har fået et fælles mål og er nødt til at kommunikere verbalt for at komme ud af elevatoren.«
Et andet resultat af gruppedannelsen er paradoksalt nok en individualisering. Ifølge Manninen er det netop i en gruppesammenhæng, at individet træder tydeligst frem med sin egen stemme. Når vi interagerer, definerer vi os samtidig i forhold til hinanden.
»Der er tale om to lag. Personerne på fotografierne poserer foran kameraet som gruppe, men også over for hinanden som individer. De agerer på den måde, de gerne vil tage sig ud for omverdenen, men samtidig også, som de ønsker, at de andre medlemmer af gruppen skal opleve dem,« forklarer Tuomo Manninen.
De indbyrdes relationer i gruppen markeres, hvorved dens hierarkiske opbygning træder frem. Kaptajnen og hans nærmeste er øverst i hierarkiet, men kokkene i baggrunden er ikke bare underdanige. De er også sig selv, som de står dér med korslagte arme.
Opstillingerne er ikke tilfældige. De er gennemtænkte og arrangerede ikke blot ud fra geometriske og æstetiske kriterier, men netop også ud fra studier af gruppen som social struktur.
»Jeg bruger meget kunstig lys, når jeg arbejder. Derfor går den første halve time med at stille op. Den tid bruger jeg til at studere deres relationer og indbyrdes status. Ud fra det sætter jeg så rammen for opstillingen,« fortæller Tuomo Manninen, der ser sit arbejde som en form for sociologisk undersøgelse. Ikke på videnskabelig vis, da der ikke er tale om empiriske facts, men et studium med kameraet som mikroskop og æstetikken som virkemiddel.
Som finsk tango
Projektet startede i 1995, hvor Tuomo Manninen opholdt sig i Katmandu i Nepal, hvor han skulle lave en udstilling. Han opdagede, at de fleste fotografier fra området enten viste Himalayas imponerende bjergtinder eller mennesker i fattigdom. Men der var også andre historier at fortælle historier om en middelklasse, der levede et almindeligt liv og indgik i sociale sammenhænge.
Resultatet blev de første gruppeportrætter. Siden fortsatte arbejdet hjemme i Helsinki, i Riga og i Skt. Petersborg, så serien i dag består af mere end 100 billeder.
»Me/We«, som titlen lyder for at fastholde dobbeltheden mellem det individuelle og gruppesamhøret, blev vist første gang i år 2000, da Helsinki var europæisk kulturby. Året efter fik Manninen sit internationale gennembrud på biennalen i Venedig.
Projektet har nu også båret frugt på anden vis. Hvad, der startede som en undersøgelse drevet af nysgerrighed, er med tiden blevet til en helt lille teori om gruppen ikke ulig beskrivelserne af en abeflok med alfa- og beta-hanner.
»Min teori er, at der altid er to ledere i en gruppe. Den officielle leder og en meningsdanner. Ham de andre kan gå til, hvis de er uenige i gruppen.
Nogle gange er der tale om den samme person, men ofte ikke og især ikke for grupper, der har eksisteret i længere tid. Dertil kommer de unge, som lige er kommet med i gruppen, og som er ivrige efter at komme frem. Og endelig dem, der bare kommer og udfører deres arbejde, går hjem igen og åbner den første øl«.
Set i det lys får billederne en ekstra betydning. Mester er den officielle leder af slagterteamet, men udfordres af manden til højre. De to unge maser sig frem for at tilkæmpe sig en position. De andre forsvinder i baggrunden allerede på vej hjem.
Alle har de deres placering i hierarkiet og deres rolle at spille i den implicitte magtkamp. Det er alvor, men samtidig også lidt outrert på en typisk finsk måde. Som en film af brødrene Kaurismäki eller en aften med finsk tango.
*Tuomo Manninen på Kunsthallen Brandts Klædefabrik én af 25 udstillinger fordelt på 15 udstillingssteder, som indgår i Odense Foto Triennale 2003 , der finder sted på Fyn i hele oktober måned. Samlede program: www.brandts.dk/oft
