Læsetid 8 min.

Født til at blive bøsse

Hvordan kan det være, at nogen tiltrækkes erotisk af deres kønsfæller? Forskerne jagter fortsat svaret på homoseksualitetens gåde. Et af de nyeste orskningsresultater synes at underbygge tesen om, at bøsser og lesbiske tillægger sig deres seksuelle orientering allerede i fostertilstanden
18. oktober 2003

Det er kun 30 år siden, at ’homosek sualitet’ blev slettet af Det Amerikanske Psykiatriforbunds liste over klinisk anerkendte psykiske lidelser. I dag vil kun få i de lægevidenskabelige forskningsmiljøer gå så vidt som til at betragte homoseksualitet som en sygdom eller seksuel abnormitet.
Ikke desto mindre er der fortsat mange forskere, der er stærkt interesserede i at forsøge at give en videnskabelig forklaring på, hvordan det kan være, at nogle mennesker primært eller udelukkende tiltrækkes erotisk af deres kønsfæller.
Homoseksualitet er og blive en fascinerende gåde. I et evolutionsbiologisk perspektiv ligner den en blindgyde, eftersom homoseksuelle forhold nødvendigvis er udelukket fra at resultere i forplantning, dvs. videreførelse af egne gener i nyt afkom.
Et forskerhold fra Institute of Psychiatry i London har netop offentliggjort nye forskningsresultater, der synes yderligere at underbygge tesen om, at bøsser og lesbiske tillægger sig deres seksuelle orientering meget tidligt i livet, formentlig allerede i fostertilstanden. London-forskernes tese er, at homoseksualiteten så at sige ’indkodes’ i hjernens hardware længe før pubertetens indtræden. Forskernes tilgang er original. De har taget udgangspunkt i den såkaldte ’skræmmerespons’ – det fænomen, der ytrer sig, når øjet uvilkårligt blinker, hvis man hører en pludselig, høj lyd. Hvis den høje lyd imidlertid først følger umiddelbart efter en mere afdæmpet lyd, bliver skræmmeresponset ’hæmmet’, dvs. mindre markant – et fænomen, der i fagtermer betegnes som ’PPI’ (prepulse inhibition). Nu viser det sig så, at forskellene i PPI mellem heteroseksuelle mænd og kvinder har klar statistisk signifikans. Og da denne respons ligger helt uden for hjernens viljekontrol, er der gode grunde til at antage, at der er tale om et medfødt, dybtliggende biologisk betinget træk. Hos heteroseksuelle kvinder forårsager PPI-faktoren gennemsnitligt en 13 procent lavere skræmmerespons, mens det tilsvarende tal for heteroseksuelle mænd er hele 40 procent lavere. Hos lesbiske ligger ’PPI-svækkelsen’ på 33 procent – altså tættere på heteroseksuelle mænd end på heteroseksuelle kvinder. Hvad de homoseksuelle mænd angår, har de en gennemsnitlig ’PPI-svækkelse’ på 32 procent.
Dr. Glen Wilson fra Institute of Psychiatry in London hævder, at disse data er udtryk for en fundamental forskel i hjernens adfærd hos henholdsvis mænd og kvinder, homoseksuelle og heteroseksuelle:
»PPI-testens målinger er et stærkt vidnesbyrd om hjernens evne til at filtrere og behandle informationer. Hjernens informationsbehandling er fundamental for forståelsen af hjernens generelle funktionsmåde, og disse resultater tyder klart på evolutionsbiologiske divergenser mellem mandligt og kvindeligt orienterede hjerner,« siger han.
Opdagelsen af, at homoseksuelle og heteroseksuelle afviger så markant fra hinanden i PPI-tests er et stærkt argument for, at seksuel orientering fundamentalt set har biologiske rødder.
»Denne erkendelse kan få store konsekvenser for homoseksuelles mentale velbefindende og selvopfattelse,« siger Qazi Rahman, forsker ved University of East London. »Disse forskningsresultater kan meget vel få indflydelse på, hvordan vi som samfund forholder os til seksualitet og de problematikker, der har med forskellige seksuel orientering at gøre,« siger han.
»Men de kan også vise sig at have andre vidtrækkende implikationer: Måske kan de lede os på sporet af, hvorfor mænd og kvinder og bøsser og lesbiske i mange tilfælde pådrager sig vidt forskellige psykiske lidelser. Hvis vi har vished for, at visse grupper afviger fra hinanden i henseende til hjernefunktion eller givne biologiske markører, vil vi bedre være i stand til at målrette vores behandling specifikt til de pågældende grupper,« siger han.

Kritikere af homoseksualitet som forskningsfelt vil muligvis indvende, at et videnskabeligt studium af forskelle mellem homoseksuelle og heteroseksuelle kun er egnet til at genopvække og forstærke de fordomme, som lå bag lægevidenskabens misvisende karakteristik af homoseksualitet som en psykisk lidelse for 30 år siden. Ikke desto mindre er mange af forgrundsfigurerne i nyere forskning i homoseksualitetens mulige biologiske grundlag selv homoseksuelle. Det nye biologiske paradigme udspringer således i vidt omfang af det forskningsarbejde, som er udført af Simon LeVay, neurolog ved Salk Institute i San Diego, Californien.
I sin bog fra 1993 The Sexual Brain hævdede Le Vay, der er erklæret bøsse, at have fundet klare strukturelle forskelle i hjerner hos homoseksuelle og heteroseksulle mænd. Post-mortem-dissektioner udført af Le Vay afslørede, at et område i hjernen i den forreste del af hypotalamus – ’den interstitielle kerne’ – i gennemsnit er to til tre gange større hos heteroseksuelle mænd end hos kvinder. I bøssers hjerner er samme område imidlertid af omtrent samme størrelse som hos kvinder.
Denne iagttagelse syntes at underbygge, at bøssers hjerner i visse henseender minder om kvinders – f. eks. i forhold til de tanker, som de tænker om mænd som seksualobjekter. Selv lagde LeVay ikke skjul på, at han var ovenud lykkelig over at opdaget, hvad han anser for at være et biologisk grundlag for homoseksualitet. For hvis homoseksuelle nu en gang »er født sådan«, må ethvert grundlag for juridisk eller moralsk diskrimination mod homoseksuelle nødvendigvis falde bort.
Som mange andre bøsseaktivister i USA er LeVay af den opfattelse, at en livsstil, der baserer sig på en medfødt tilbøjelighed snarere end et bevidst tilvalg, er langt vanskeligere at fordømme og nedvurdere.
Et lignende synspunkt indtager Dean Hamer, en homoseksuel amerikansk genetiker, som hævder at have gjort den opdagelse, at det er et specifikt genetisk træk ved mænds X-kromosom, der videregiver tilbøjeligheden for homoseksualitet. Hamer har studeret over 100 bøssers familiehistorie og har herudfra konkluderet, at der er klare indicier for, at mænds homoseksualitet tenderer i retning af at være medfødt. Hvis man f.eks. har en enægget tvilling (som man har
fuld genidentitet med), som er bøsse, vil man i 50-65 procent af alle tilfælde også selv være bøsse. For tveæggede tvillinger (som har halvdelen af generne til fælles), er den tilsvarende chance 25-30 procent.
At finde det såkaldte ’homo-gen’ på mænds X-kromosom – et kromosom, de altid arver fra deres mødre – giver ny substans til et populært bøsse-bonmot om, at »det var min mor, der gjorde mig til bøsse«. Imidlertid har den forskning, der har forsøgt at isolere ’homo-gener’ ikke præsteret overbevisende resultater. Intet ’homo-gen’ er nogensinde fundet, og alle mediehistorier, som har hævdet det modsatte, har vist sig at være spekulative og opreklamerede.

Ikke desto mindre har den opfattelse, at den seksuelle orientering er biologisk snarere end psykologisk betinget, efterhånden etableret sig som paradigmatisk. Afgørende herfor har ikke mindst været forskeren Ray Blanchards arbejder. I 1997 offentliggjorde Blanchard en undersøgelse, hvori han påviste, at ens chance for at blive homoseksuel stiger med en tredjedel, for hver ældre bror man har. Konklusionerne i Blanchards forskning, som måske mere end nogen anden på dette kontroversielle område, nyder bred og almen anerkendelse, er siden blevet bekræftet i 14 andre undersøgelser, og sandsynligheden for, at dette skulle være et rent tilfælde er angiveligt omkring 1 til 10.000.
»Disse data fastlår uden for nogen rimelig tvivl, at antallet af ældre søskende eller en eller anden hermed forbundet faktor på en eller anden måde påvirker et nyfødt drengebarns seksuelle orientering,« siger Blanchard. Opsigtsvækkende nok kunne en tilsvarende effekt ikke påvises for lesbiske, ligesom antallet af ældre søstre heller ikke spillede nogen rolle for drengebørnenes seksuelle orientering. Udelukkende antallet af ældre brødre var afgørende.
Blanchard formulerede sit bud på en mulig forklaring i sin såkaldte maternal immune-hypotese. Ifølge denne findes der en genetisk disposition i drengefostret, som udløser en immunitetsreaktion i den gravide mor, som bliver stadigt stærkere for hvert drengefoster hun bærer.
Denne immunrespons modvirker et eller andet i den udvikling af fostrets hjerne, som skaber heteroseksuel orientering. Blanchard mener, at hans hypotese også kan forklare, hvorfor heteroseksuelle mænd med ældre brødre har en tendens til at veje mindre ved fødslen end heteroseksuelle mænd med ældre søstre. Homoseksuelle mænd med ældre brødre vejer også mindre end heteroseksuelle mænd med ældre brødre, hvad der kunne indikere, at der foregår et eller andet udviklingsbiologisk slagsmål i en livmoder, der bærer drengefostre for anden, tredje, fjerde osv. gang.
Marc Breedlove, der er professor i psykologi på Berkeley-universitet i Californien, har ligeledes fundet, at homoseksuelle mænd påfaldende oftere har ældre brødre, end det gælder heteroseksuelle. Således har bøsser i snit 1,4 bror for hver søster, mens befolkningsgennemsnittet er tæt på 1 til 1.
Men Breedlove mener snarere, at forklaringen er, at drengefostret i livmoderen udsættes for en påvirkning af androgen, det hanlige kønshormon.
»Jeg er overbevist om, at der findes mange sociale, psykologiske såvel som biologiske faktorer, der spiller sammen i determineringen af vores seksuelle præferencer. Men når det er sagt, så mener jeg ikke, at man kan komme udenom, at disse data tyder på, at nogle mennesker bliver homoseksuelle på grund af mængden af det hanlige kønshormon i fostertilstanden,« siger professor Breedlove.

Professoren og hans forskerhold har bl.a. kigget på forholdet mellem fingerlængder på en persons højre hånd (som vides at være påvirket af androgen-niveauet i fostret). De fleste heteroseksuelle mænd har pegefingre, der er en anelse kortere end ringfingeren, mens disse to fingre for kvinder typisk er lige lange.
Breedlove fandt, at lesbiske havde tendens til mere ’maskuline’ fingerlængder, hvad der kunne tyde, at de har været udsat for et højere androgenniveau som fostre, end heteroseksuelle kvinder har.
Homoseksuelle mænds mønster er dog mere kompliceret, og mange bøsser ser ud til at være udsat for en ganske gennemsnitlig androgenpåvirkning. Breedlove fandt endog, at mænd med ældre brødre havde mere ’maskuline’ fingerlængder end mænd uden ældre brødre, hvad han tolker på den måde, at moderens krop på en eller anden måde husker, hvor mange sønner hun har fået og udsætter de succesive drengefostre for et højere androgenniveau, hvad der resulterer i, at nogle af dem bliver mere maskuliniserede, men også øger chancen for, at de bliver homoseksuelle.
Disse resultater står imidlertid i modstrid med den forskning, der hævder at have påvist, at bøsser har mere feminint orienterede hjerner.
»Disse data sår tvivl om alle vores kulturelle fordomme om, at bøssede mænd er feminine,« siger Breedlove. »Det er forbløffende at forestille sig, at nogle mænd er bøsser på grund af de antal drengebørn, deres mor har fået, før de blev født,« tilføjer han.
Han advarer dog lægmand imod selv at bedrive denne slags tests hjemme.
»Der er masser af bøsser, som er førstefødte sønner og masser af heteroer, som har ældre brødre. Og der er masser af kvinder, hvis fingerlængder ikke giver noget som helst fingerpeg om deres seksuelle orientering. Dette her er ikke en tommelfingerregel, som man skal praktisere på sine venner eller kolleger.«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu