Læsetid: 3 min.

Fokus på lyssyn og livsmod

Statsministeren bankede de borgerlige fanatikere på plads, satte sig på konsensus og sprang ud i det ’sprælske’
8. oktober 2003

KOMMENTAR
Anders Fogh Rasmussen er en sportsmand. Tirsdag var statsministeren ikke træt. Han var frisk og fit som sædvanlig under sin åbningstale. Men statsministeren var træt af alle de borgerlige aktører i den kulturkamp, som har klynket og klaget over ’de svages tyranni’ og ’meningstyranni’. Claes Kastholm Hansen, Brian Mikkelsen, Søren Krarup og Jesper Langballe har lanceret nye fronter og nye fjender. De har talt, som om de var tabere. Statsministeren slog i går fast, at kampen er afgjort. Kampen mod ’den politiskes korrektheds kvælertag’ er vundet. De, der taler som tabere, skal tie stille:
»Det kulturelle skift, som har fundet sted, rummer ikke en forarmelse, men en berigelse. Det burde ikke udløse sortsyn og surmuleri. Men tværtimod afføde lyssyn og livsmod.«

Amatørtræner
Statsministeren har selv dæmoniseret sine modstandere systematisk. Han har forhånet og latterliggjort socialpædagogerne og de bløde værdier, forestillingen om det legende menneske og de anti-autoritære idealer. Han har gjort sig til modstander af det kritiske og myndige menneske, som ellers både erhvervslivet, uddannelsessystemet og de kreative sektorer sætter som ideal. Tirsdag trak han i land. Tirsdag pakkede han fronterne sammen og satte sig på konsensus:
»Der er ikke nogen modsætning mellem at stille krav om konsekvens og at give plads til kreativitet. Der er ikke nogen modsætning mellem at have orden i sagerne og at give plads til det sprælske. Der er ikke nogen modsætning mellem ansvar og frihed.« Anders Fogh Rasmussen gik så langt som til at appellere til den frodige fantasi!
Den notoriske og tilsyneladende uendelige kamp mod slaphed var nu ikke længere et ideologisk opgør mod venstreorienterede, kulturradikale eller humanistiske tilbøjeligheder. Kampen mod slaphed blev i statsministerens åbningstale nærmest til en kamp mod en tendens i folkekarakteren. Til et opgør med det, man for ikke så mange år siden før den nu dominerende nationalromantik kaldte for ’typisk dansk’. Det var ikke, fordi fodboldlandsholdet var venstreorienteret eller pladderhumanistisk, at de andre altid scorede til sidst: ’det var typisk dansk’. Den statsminister, som indledte kulturkampen, talte som en vred skolemester, der ville rydde op efter de løsagtige og frigjorte skandaleårtier. Den statsminister der holdt åbningstale i Folketinget tirsdag talte som en entusiastisk fodboldtræner for et seriehold i provinsen. En træner som i pausen klapper i hænderne og siger til spillerne: »Der er kun en vej fremad. Vi skal oppe os.«
Statsministeren viste tirsdag, at han ikke ville have modstandere. Han vil eliminere oppositionen som politisk alternativ.
Anders Fogh Rasmussen undgik alle de temaer, der kunne møde modstand: Statsministeren nævnte ikke Christiania, han talte ikke om Danmarks Radio, han advarede ikke mod de røde magistre og lærere, han sagde ikke et ord om samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig og han kom ikke med udfald mod smagsdommerne.
Statsministeren valgte de gode fjender: dem som ingen vil forsvare. Han annoncerede fortsat kamp mod ’den negative sociale arv’. Han gjorde det igen klart, at han ikke ville acceptere reformer, der ’kom som en tyv om natten.’ Ikke overraskende valgte Fogh igen at pointere, at han ikke ville finde sig i kriminalitet og at han var modstander af indvandrere på overførselsindkomst.
Han valgte de gode fjender og opgav de farlige. Han præsenterede det, alle kan være enige om, som sin egen politik. Statsministeren repeterede konsensus i det danske samfund og lod, som om det var hans eget politiske program. Og slog igen fast, at klassekampen er slut.
Underforstået: Der gives ikke noget alternativ.
Det er en glimrende udfordring for oppositionen: Det er fortræffeligt, at oppositionen for alvor skal vise styrke til at præsentere noget reelt anderledes for at træde i karakter som opposition. De kunne f.eks. spørge, om vi som danskerne ville prioritere vores privatforbrug over alt andet: om vi vil lukke grænserne og passe os selv og skære i overførslerne for at endnu flere kan spise og drikke og forbruge endnu mere? Eller om vi kunne prioritere anderledes?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her