Læsetid: 5 min.

Foretrækker en døende sandheden?

Og så kastede lægen dødsdommen ud i rummet - hen over hovedet på en gammel mand, der håbede til det sidste. Hvornår tager lægestanden sig sammen til at lære noget om kommunikation?
25. oktober 2003

Qlummen
Min far blev syg – og jeg fik fire ugers gratis research i det danske hospitalsvæsen, lokaliseret til et centralsygehus i provinsen. Kaj var 82, så det forekommer flertallet naturligt, at han nu befinder sig i en urne. Jeg har sværere ved at acceptere denne praktiske håndtering af naturens orden, men hvad jeg overhovedet ikke kan forlige mig med er den danske lægestands arrogante holdning til døende. Hvad vi oplevede ude i virkeligheden for få uger siden forekommer mig at være fuldt på højde med Ekstra Bladets lægehistorier. Eksempelvis gav en læge i samtale med min søster og mig min far 14 dage at leve i – stående ved sygesengen en halv meter fra min far. Uden at have talt med ham om det og uden at vide, om den døende foretrak at bevare håbet til det sidste.
En anden læge brugte under en anden stuegang ordet kræft – igen hen over sygesengen i en orientering til mig. »Vi har jo endnu ikke fået svaret på biopsien, men der er nok ingen tvivl om, at din far har kræft,« sagde han nok så frejdigt. I et toneleje, der ligner det, man anvender, når man orienterer sine unger om, at der er fornuft i at huske madpakken på køkkenbordet.
Jeg ved fra overlægen på stedet, at han, der var min fars læge, ikke havde brugt ordet kræft overfor min far, idet sygehusets politik i konfrontationen med patienten er at tale om »et onde, der kan være alvorligt,« indtil teknologien har bekræftet formodningen. Denne formulering udelukker ikke, at patienten selv kan spørge og evt. lancere ordet kræft.
Hvad der praktiseres af kommunikation på et sygehus er således tilsyneladende ikke nødvendigvis i overenstemmelse med reglerne på stedet. Ligesom det selvfølgelig ikke er alle læger, der er lige store praktiserende kynikere.
Min far talte aldrig – siger min mor – om at han skulle dø. Han var gammel og ikke med på moden. Han fortrængte den del af virkeligheden og tog f.eks. ikke initiativ til at få skrevet testamente. Min far var fynbo og en usædvanlig vittig mand, der gerne underholdt ved middagsbordet. Men som den tekniker han var – og omgivet af følelsesfulde, dominerende kvinder – trak han sig gerne ud i haven eller ind bag avisen, når vi andre tærskede langhalm på eksistensen. Ikke desto mindre insisterede adskillige læger på, at denne gamle mand skulle høre sandheden: At han havde højst 14 dage tilbage at leve i. Og det på en måde, der var blottet for respekt for hans måde at være menneske på.
Min far var ved bevidsthed under hele sit sygeforløb, også da han i de sidste uger ikke kunne tale og i øvrigt kæmpede for hver en vejrtrækning. Hans hørelse fejlede ikke noget, hvilket sygeplejersker og sygehjælpere gang på gang mindede os om og selv konsekvent tog højde for i den måde, de tacklede både ham og os på. Da jeg under stuegangen anholdt lægen, der udstedte dødsdommen hen over hovedet på min far, for at have et problem med begrebet lægeetik, svarede han snapt, at han jo havde talt med min far under den del af stuegangen, som vi ikke overværede. (Den oplysning researchede jeg selvfølgelig på ved at opsøge den sygeplejerske, der var med på stuegangen. Ifølge hende havde lægen ikke gjort min far sagen klar. Han forsvarede med andre ord bare sin egen forbløffende mangel på etik. Han kunne i det mindste have talt direkte til min far, hvis han absolut skulle formulere sin sandhed.) Vi havde som pårørende foretrukket og opfordret lægen til at sætte os ind i situationen udenfor hospitalsstuen, så vi var klædt på til at kunne tale med ham om situationen på den kærligste måde, men nej. Lægen praktiserede ikke at oplyse de pårørende udenom patienterne.

For at tage det sidste først: Holdningen lyder umiddelbart demokratisk og politisk korrekt, men jeg har de hvidkitlede mistænkt for udelukkende at praktisere sandhedsprincippet, fordi det er mest bekvemt for dem selv. Så er ordene sagt, og lægerne skal ikke gå og overveje deres formuleringer. Hvad de jo vitterligt mangler talent for. Hospitalslæger savner tilsyneladende i stort tal evnen til at sætte sig ind i andre menneskers følelser og personlighed. Det er naturligvis højst uretfærdigt at generalisere, for alle læger er ikke ens. For vores vedkommende opførte halvdelen af de læger, vi kom i kontakt omkring min far, sig
uetisk på en måde, der frarøvede den døende almindelig værdighed. Men det er efter min mening også halvdelen for mange. Så vel vidende, at offentligheden jævnligt bliver bebyrdet med lignende historier, vælger jeg at skrive dette, fordi min instilling altid har været, at urimeligheder skal påpeges lige præcis så mange gange, som der skal til for at få rettet op på skævhederne.
Og dernæst: Hvis jeg ikke havde profiteret af min mangel på autoritetsskræk ved at anholde lægen og opsøge sygeplejersken, ville vi aldrig have fået opklaret, hvilke oplysninger, min far lå og tumlede med på sit dødsleje. Han var på det tidspunkt ude af stand til andet end at hviske enstavelsesord. Vi, der skulle samle op, når kitlerne var ude af døren, ville altså som følge af uvidenhed ikke være i stand til at yde den konkrete trøst, han måtte have brug for.
Jeg spørger : Hvem har besluttet, at det danske hospitalsvæsen skal fortælle syge og døende sandheden, bare fordi vi har fået udviklet en teknologi, der ved mere end os? Og hvorfor tager lægestanden og hospitalsvæsenet så let på, at vi – folket – gang på gang efterlyser bedre kommunikation med lægerne? Mere nænsomhed, ganske enkelt. Vi taler om liv eller død. Vi er mange, der er lidt sarte på lige præcis det område. Vi er mange, der holder af at leve og klamrer os både til vores egne liv og vore nærmestes.

Når man selv står med en døende, vælter dødsfald og hospitalshistorier ind over en. Min historie udskiller sig overhovedet ikke, hvilket kun gør sagen endnu mere uacceptabel. Jeg synes, man skal forlange, at de mennesker, der arbejder med syge og døende, professionaliseres ud over det tekniske. Og for min skyld, kan man godt lade social- og sundhedsassistenter eller sygehjælpere undervise lægerne i den form for kommunikation, der bygger på empati, finfølelse og respekt. Hvad lægerne savner med hensyn til at sikre patienten værdighed, har ifølge min re-
search til gengæld også så godt som alle sygeplejersker. Heldigvis, for ellers var situationen helt ubærlig.
Lægestanden har krav på respekt for en enestående faglighed i form af teknisk kunnen. Men det er på tide enten konsekvent at undervise læger i at gå i dialog med andre mennesker eller at gøre dem klart, at man ikke finder, at de generelt er sådan skruet sammen, at de bør have berøring med patienterne.
Videnskaben er blevet vor tids autoritet, men i forhold til dette at skulle dø rækker den ikke. Vi bevæger os her ud over kanten. Her kan vi ikke klare os med videnskaben alene, men må insistere på at få den håndteret med memenneskelig forståelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her