Læsetid: 4 min.

Forvandlingskuglen

Efter en træg start fandt Bowie og hans sublime orkester formen, hvorefter de med elan og maner lossede ikke færre end 27 sange fra hele karrieren ud over scenekanten
9. oktober 2003

Efter en træg start fandt Bowie og hans sublime orkester formen, hvorefter de med elan og maner lossede ikke færre end 27 sange fra hele karrieren ud
over scenekanten

Koncert
Det tog et stykke tid, før den i øvrigt tændte og nærværende David Bowie og hans seks personer store band fandt fodslaget tirsdag aften i et tætpakket Forum. Nu var det godt nok turnestart, men selv om hverken kapelmesteren eller hans crew syntes at lide synderligt af lampefeber, ville lidt opstartsnerver måske have givet hele startforløbet lidt af den kant, man så bitterligen sad og savnede. De første otte numre forløb vagt afsøgende, grænsende til det småkedelige – trods flot, flot scenografi og eminent lyd var Deres udsendte godt i gang med at afskrive den 56-årige legende, da det endelig skete – den spinkle mandeskikkelse på den store scene satte i med sit udødelige credo, »Changes«, og selv om sangen har over 30 år på bagen, kan det nok være, vi kom op af stolene, selv om det i sandhedens navn må nævnes, at størstedelen af publikum røg op af stolene allerede under det præindspillede forløb, der via PA-anlæg og videoskærme højlydt annoncerede, at »Bowie is in the building!«.

Kunst versus entertainment
Hvordan man kan udvise så uhæmmet begejstring, før der overhovedet er blevet spillet en tone, udgør en af den slags gåder, det virker nyttesløst at søge til bunds i. Det vil endvidere være løgn at påstå, de nye sange matcher de gamle, men sætlisten var sammensat med stor finesse, og et par lidt underkendte kompositioner af nyere dato foldede sig magtfuldt ud og udviste større potentiale end hidtil antaget; dette gjaldt især »Hello Spaceboy« og »I’m Afraid Of Americans« – aren’t we all? – mens det bedste nummer fra splejsens seneste cd-udgivelse, »Bring Me The Disco King«, udgjorde ét af koncertens absolutte højdepunkter.
Her demonstrede Bowie, alene akkompagneret af Mike Garsons karakteriske tangentspil og et præindspillet rytmespor, atter sin overlegne sangteknik … samt sin i glimt fuldstændig uforlignelige sans for at give en kendt form en snedig drejning.
Det er ikke for meget sagt, at Bowie på det nærmeste pludrede mellem numrene. Kurrede af fornøjelse over atter at stå på en scene, for at sige det rent ud.
På den måde demonterer han effektivt sine gamle images af lige dele manisk rumvæsen, androgyn påfugl, glamourøst nattevæsen, iskold aristokrat og musikalsk kamæleon og fremstår som your average Joe, en art moden Robbie Williams på Fontex.
Han crackede jokes og smalltalkede, tænkte højt og fyrede filmcitater af, ønskede et sølvbrudepar hjerteligt tillykke og gav den i det hele taget, som var Forum et casino i Las Vegas. Hvilket stod i grel kontrast til hans bedste sange, der stadig lyder fulde af kunstneriske spændinger, understrømme, betydninger og fortolkningsmuligheder, men sådan er der jo så meget.
Interessant var det også at bevidne den smilende, indladende og vittige showmand David Bowie komme i karambolage med sit kunstneriske alter ego; som da han ad to omgange i sin introduktion dementerede »I’m Afraid of Americans« med noget sludder om, at det var en fantastisk sang, men desværre med »terrible lyrics«. Hey, David-drengen, du behøver ikke kløjes i politisk korrekthed for vores skyld; med den på intelligensen voldsomt udfordrede George Bush Jr. som chef i Det Hvide Hus er der sgu al mulig grund til frygt, så lad gå, at man ikke behøver frygte hver eneste sagesløse sjæl med et amerikansk pas. Det forstår vi nok, gamle dreng.

Et stort Bowie-øjeblik
Men ellers var det en aften med mange mindeværdige øjeblikke; nyarrangementerne af »Heroes« og »Rebel Rebel« klædte de to uopslidelige sange; en rygradsrislende »The Man Who Sold the World« gav ståpels og alt til faget hørende; Jonathan Richmans primale »Pablo Picasso« forvandledes til et stykke troværdigt kontemporær rock’n’roll; postivt overraskende var det at høre »Fantastic Voayage«, der sad lige i hypofysen, i øvrigt side om side med en sublim »Ashes To
Ashes«; »Let’s Dance« har aldrig lydt bedre, og så swingede den tilmed, hvilket er pænt mere end, man kan sige om originalversionen; »Never Get Old« lød som en indtrængende bøn, mens »Sunday« fik transmitteret sin iboende tristesse, så der blev helt tyst i den triste betonhal; og blandt ekstranumrene kunne man ikke andet end glæde sig over genhøret med så vitale sager som »Hang On To Yourself« og »Ziggy Stardust«.
Men clouet var dog, da P.A.’et stod fuldstændig af midt i »Heathen« og bandet uanfægtet fortsatte på baggear alene, mens salen simpelthen overtog vokalen. Et stort Bowie-øjeblik, selv om man i sagens natur jo altså ikke kunne høre ham.
Alt i alt fik vi hen ad vejen al det tingelingelater og hurlumhej, man ud fra billetpriserne både kunne forvente og havde ret til! For hallo derude – David Bowie er virkelig på rette kurs, og inden vi ser os om, begynder han vel også snart at lave helstøbte og overbevisende plader igen. For var materialet denne aften nogenlunde ligeligt fordelt mellem sange fra hans to seneste udgivelser, Heathen og Reality, og ældre klassikere, kræver det ikke en højere ledvogtereksamen at afgøre, hvilke der besidder størst slidstykke. Kunsten er så at få dem til at lyde nutidige, vedkommende og vitale – og dén mestrer David Bowie stadig. Til fulde, endda.

*Davis Bowie m/ band, Forum, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her