Læsetid: 7 min.

Fuldblods sangskriver

Informations udsendte mødte den 63-årige legende John Cale for at tale om hans seneste projekt, det eksperimentelle Hobo Sapiens-album.
4. oktober 2003

Interview
Min ærede kollega og jeg må gennemlide lidt af hvert for at få hver sin snak med den legendariske walisiske komponist, sangskriver, multiinstrumentalist og sanger, John Cale, et sted i London. Tidsplanen er så stramt tilrettelagt, at en lille forsinkelse med British Rail vælter den og vi kommer for sent til at få den taletid, vi var blevet lovet... og så oven i købet med et ikon, vi betragter med respekt og veneration. Damn! For veneration er der grunde nok til.
Medstifter af det legendariske amerikanske art-rockband The Velvet Underground i midt-60’ernes introducerede Cale lyden af sin dronende, antagonistiske viola – påsat el-guitarstrenge! – for datidens stenede rockppublikum, mens Lou
Reed i forgrunden fremførte sine revolutionerende sange om alt ugodt fra storbyen.
Efter at være raget uklar med Reed i ’68 iværksatte Cale året efter en spraglet solokarriere med den sangbaserede Vintage Violence-lp og har siden været nærmest forrykt produktiv; den imposante værkliste bugner med værker, der ubesværet stritter i tilsyneladende indbyrdes uforenelige retninger: Moderne partiturmusik, singer-songwriter, avantgarde-rock, spoken word, film-, teater- og balletmusik samt duoplader med Terry Riley, Bob Neuwirth, Brian Eno og Lou Reed. Og så har han fungeret producer for folk som Nico, Patti Smith, The Modern Lovers og The Stooges. Ikke det værste CV at blive konfronteret med!
Vi er kommet for at tale om Cales tilbagevenden til et sangbaseret rockudtryk efter de sidste syv-otte år primært at have beskæftiget sig med partiturmusik. Først med forårets løfterige ep 5 Tracks og nu på mandag det fuldbårne album, Hobo Sapiens, der består af kompositioner, som gennemlyses af knivskarp intelligens og artistisk finurlighed, de flyvsk uhåndgribelige tekster udspiller sig i et på en gang socialpsykologisk og surreelt politisk rum, mens musikken bærer præg af Cales møde med tidens hotte digitale indspilningsaggregat, Pro-Tools, der giver uanede muligheder for lydmanipulation og leg med klange, instrumenter og rytmer.

Den omrejsende trubadur
Årene har været gode ved John Cale, og han er i bedre form end de fleste 63-årige. Venlig og imødekommende griner Cale højlydt ved enhver given lejlighed. Morskaben skyldes en historie, han har hørt om, at den berømte soul-trommeslager Bernard Purdie skulle have udtalt, at han spiller trommer på alle af mennesket kendte Beatles-indspilninger, hvilket morer Cale umådeholdent. »Stakkels Ringo«, siger han hver femte minut. Og ler!
– Hvem er denne ’Hobo Sapiens’ pladen opkaldt efter?
»Det er en trubadur-ting. For et års tid siden var der nogen, der bad mig at skrive en artikel om Bob Dylan, og den kaldte jeg »The Ballad of Hobo Sapiens«. Men da de ikke brugte artiklen, valgte jeg at genbruge titlen til pladen her. Og eftersom jeg med denne plade er genfødt som fuldblods sangskriver, véd jeg også, at der ligger turneer – med alt hvad det medfører – forude. Så ligesom Dylan – om end heldigvis ikke i samme grad – er jeg vendt tilbage til min karriere som Hobo Sapiens, den omrejsende trubadur, og kan med Marvin Gaye synge at, »wherever I lay my hat,
that’s my home,« (ler hjerteligt).
»Men ideen om at rejse – homo sapiens på gennemrejse – præger teksterne. Der er noget tematisk på spil omkring det med at flytte sit korpus fra sted til sted og føle sig delvist hjemme alle steder, delvist det modsatte.«

En rastløs natur
– Det forekommer mig, at en vis fornemmelse af hjemløshed gennemsyrer pladen?
(Trækker på skuldrene): »Jeg er en rastløs natur. Med det samme jeg er færdig med ét projekt, påbegynder jeg et nyt. Det med at ligge på stranden er en fornøjelse jeg med glæde overlader til andre. I min branche arbejder man hele tiden mod uret. Des ældre jeg bliver, des mere går det op for mig, hvor meget af det jeg har lyst til, jeg hverken kan eller vil nå. Dagligt dukker der et felt op, på hvilket jeg er novice. Næsten hele mit liv har jeg f.eks. arbejdet inden for den vestlige musiktradition. Er du klar over hvor megen anden musik det ekskluderer? Tror du ikke, jeg ville finde det spændende at kaste mig seriøst over balinesisk eller vestafrikansk musik? Har jeg tid til det? Kun hvis jeg vil ofre noget andet tid et andet sted. Det skal man ikke tænke så meget over. Kom ud af sengen og i gang, det er den bedste arbejdsmetode jeg kender...«
– Jo, men jeg mener også, at hjemløshed er et gennemgående tema i din produktion?
»Tema? Det aner jeg ikke noget om. Jeg har ingen idé om, hvad mine sange skal handle om, når jeg sætter mig ved klaveret. Det er først bagefter, det går op for mig, at nogle ting hænger sammen – tematisk, om du vil. Det sker intuitivt. For intuition – det er vores nobleste redskab. Det er når vi på et ikke-bevidst plan forsøger at ordne tingene, løse problemer, nå til afklaring, som det så smukt hedder. Den der med at ’sove på et eller andet’ – vrede, konflikt, tvivl, sorg, arbejdsknude, problemstilling – er en god ide. Lad de ikke-bevidste strukturer i hjernen filtrere tingene for én, det kan man komme langt med. Men når du nu siger tema, kunne jeg f.eks. sige, at jeg altid har været fascineret af mennesker, der tilsyneladende ikke hører hjemme i deres liv. Det er et udbredt fænomen. Denne fascination har givet sig udslag i nogle tekster om disse typer, uden jeg dog vil kalde det et tema i min produktion. »

For perfekt
»Hvad jeg til gengæld véd, er, hvem jeg gerne vil arbejde sammen med. Jeg kender min modus operandi. Næste gang bliver det ikke akkorder og tangenter jeg starter med, snarere lydeffekter og en vag, næsten
abstrakt ide om hvad komplimenter egentlig er for noget. Hvad de gør ved os. På pladen her er nummeret »Things X« f.eks. en dekonstruktion af sangen »Things«. Fordi sangene trods alle forsøg i sidste ende føjede sig ind under visse formkrav. Også sangen »Zen« blev skilt ad et par gange, fordi den lød som et nummer med Gaitlin Brothers eller noget andet Nashville-crap. Da jeg var færdig med pladen, slog det mig, at den var meget smuk, meget hel, meget formfuldendt. Det var ikke meningen! Det eneste, jeg havde lyst til, var at splitte den ad. Så jeg fik Nita Scott til at mixe hele lortet om, uden jeg var til stede. Han tilførte den en ambiens, jeg er blevet glad for. Scott og jeg samplede det bedste vi havde lært – især Bernard Purdie. (Sidder lidt, ryster så på hovedet og ler). Stakkels Ringo!«
– Hvor får du inspiration fra?
»Alle vegne fra. Beta Bands plader, aviser, situationen i Afghanistan, Ezra Pounds skæbne efter krigen, postkort, gamle venskaber, De Røde Brigader, sange på radioen, Mahler, tv-nyhederne, børnesange, konspirationsteorier, opsnappede halve sætninger. Jeg er ikke kræsen, hvad det angår. Jeg læste f.eks. et sted, at den overhovedet farligste situation for
civile er våbenhvile. Se bare, hvor meget på skideren de er i Irak. Og det blev så demonstreret med eksempler på den lovløshed, en sådan medfører og den opløsning af de strukturer, der binder et samfund sammen, det kan give anledning til. Det havde jeg aldrig skænket en tanke. Vildt inspirerende og helt klart drivkraft bag sangen »Letter From Abroad«.

Borger i en global verden
– Du har altid været optaget af global politik?
»Vi er vel alle optaget af udenrigskorrespondenten på et eller andet plan; manden der afleverer rapporter fra frontlinjen. Han kan minder om kunstneren – ud i spærreilden eller der bliver ingen 9. symfoni (ler)! Så længe du ikke kalder mig politisk kunstner, er det okay. Politik er lige så vigtig som kærlighed, økologi og ordentlige skoler, men man bliver nødt til at betragte det fra oven. Som Graham Greene gjorde det – altså med hjernen, ikke med hjertet. Følelsespolitik og ditto retorik er noget af det ækleste jeg ved. Men jeg opfatter mig som borger i en global verden – jeg tror på, at hvis en kinseser slår en skid i Shanghai, påvirker det vejrforholdene i Dresden. Derfor er hele verden min scene, min legeplads, mit gebet – selv om man kommer fra en udørk som Wales, kan stort set alt derfra overføres på resten af kloden.«
»Kulturelle forskelle tror jeg på, men politik, det er stort set det samme svineri overalt. Derfor blander jeg alting sammen i mine tekster – det private, det globale, det personlige, det politiske – for sådan drøner verden gennem vores bevidsthed. I fragmenter, i bidder ... og så må musikken udgøre det frirum, hvori jeg kan bevæge mig uden bagtanker, men også med total frihed. Hvor jeg kan lege og bruge min intuition og ikke forsøge at ’regne den ud’. Når jeg sådan tænker efter, er jeg faktisk en heldig mand... jeg kunne f.eks. være blevet borgmester et eller andet sted, for hulen da! (Cales talestrøm stopper og han sidder lidt. Ler så). Stakkels Ringo. Stakkels, stakkels Ringo!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu