Læsetid: 3 min.

Gensyn med Magtens Arrogance

Der er paralleller mellem Vietnam-tidens og nutidens USA
31. oktober 2003

ANALYSE
Irak er ikke Vietnam. Men USA er igen USA. Efter de seneste dages attentater drager amerikanske nyhedsmedier paralleller til Vietnam-krigen. Det er især Têt-offensiven i februar 1968, som trækkes frem.
Der er da også en oplagt parallel. I november-december 1967 indledte Johnson-regeringen en offensiv mod krigens kritikere. Officielle talsmænd angreb kritikerne, fordi de ikke havde øje for fremskridtene i Vietnam. Under kampagnen opstod udtrykket: »Der er lys for enden af tunnelen«. Men lyset var fra et eksprestog. Den overraskende vietnamesiske offensiv knuste USA’s kampvilje. Krigens kritikere kunne ikke længere afvises. Têt-offensiven blev et politisk vendepunkt.
Bush-regeringen har i de seneste uger ført, hvad Newsweek kalder en »krig« mod nyhedsmedierne, fordi de angiveligt ignorerer fremskridtene i Irak. Presset virkede. Alt det positive, som kan nævnes i forbindelse med USA’s indsats, er blevet fremhævet.
Men mange nyhedsmedier gav kun modvilligt efter for presset. Korrespondenterne vidste godt, at det altafgørende ikke er, hvorvidt store dele af befolkningen nyder godt af USA’s tilstedeværelse. Det vigtigste er, at USA’s modstandere nyder godt af opbakning fra så mange, at de kan gå i aktion i ly af befolkningen. Så længe det er tilfældet, vil fraværet af sikkerhed være det alt-overskyggende problem, som hindrer effektiv genopbygning.
Sandhedens øjeblik kom i søndags med angrebet på hotellet, hvor USA’s viceforsvarsminister opholdt sig. Den uønskede virkelighed blev understreget med attentaterne i de følgende dage. Nyhedsmedierne har da også reageret med al den selvretfærdighed, som de har mere end ret til. Det var dem, som havde ret, når de fokuserede på problemerne. Ikke de kyniske spindoktorer med deres »lys for enden af tunnelen«.

Gengældelsens time
Og præsident Bush bekræftede, at når historien gentager sig, så tager den ofte farcens form. »Jo større fremskridt vi opnår... desto mere desperate bliver disse dræbere,« sagde han. Altså, flere terrorangreb er bevis for fremskridt. Jo værre nyhederne tilsyneladende er, desto bedre er de i virkeligheden. Præsidentens logik har overtrumfet det glade budskab fra tiden før Têt-offensiven.
Nu kan vi så se frem til en modreaktion fra kommentatorer, som vil fremhæve, at Vietnam ikke er Irak. Og det har de jo ret i. Men det centrale spørgsmål er, hvorvidt og hvordan USA har forandret sig siden Vietnam-tiden. Den mest oplagte og relevante parallel fra dengang til nu skal søges i begrebet ’Magtens Arrogance’.
Det blev beskrevet meget indgående af senator William Fulbright – i mange taler og en bog. Store magter kan miste erkendelse af, hvad de rent faktisk kan magte, påpegede han. Årsagen er, at de sætter lighedstegn mellem egen magt og ’dyd’. De tror, at deres magt er et tegn på Guds vilje, og anser derfor sig selv for almægtige. Og når man nu er Guds tjener, så vil Herren naturligvis ikke misbillige, at man også bruger Hans sværd. Det er en tro, som gør blind.
Millioner af vietnamesere og titusinder af amerikanere måtte dø, før den amerikanske opinion fik tvunget nationens ledere ned på jorden. Bush-regeringens politik er et særligt ondartet eksempel på, at Magtens Arrogance kan vende tilbage. Og derfor er det et vendepunkt, at amerikanske nyhedsmedier nu diskuterer Vietnam-parallellen.
Som bl.a. en af USA’s mest erfarne generaler Anthony Zinni har fremhævet, så er der en generation, som har svoret: aldrig igen. Man vil ikke acceptere en konflikt, hvor der ikke er overensstemmelse mellem ofre og realistisk planlægning.
Vietnam-generationen har rørt på sig siden foråret, hvor det blev klart, at Bush-regeringen ikke ville afsætte de ressourcer, som er nødvendige, hvis man skal sejre. Siden har en ’troværdighedskløft’, endnu et udtryk fra Vietnam-tiden, åbnet sig, fordi Bush-regeringen lyver med den ihærdighed, som kun ideologiske fanatikere kan præstere. Den største forskel på USA dengang og nu er, at Vietnam fandt sted, og at nogen lærte af det. De har stadig dybe sår, som ikke er lægt, og nu bløder de igen.
Der er utvivlsomt folk i præsidentens nærhed, som forstår, hvad Zinni og mange andre siger. En af dem hedder Powell. Men flertallet omkring denne præsident har kun haft overfladisk berøring med Vietnam-katastrofen. De vakler rundt i en rus skabt af Magtens Arrogance.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her