Læsetid: 2 min.

Grønland kræver total oprydning ved Thulebasen

Den danske undersøgelse af forureningen ved Thulebasen er ubrugelig, fastlår et nyt notat. Grønland kræver nu statsministerens garanti for, at der bliver ryddet op
31. oktober 2003

Et lille samfund i det nordvestlige hjørne af Grønland er på vej til at blive offer for en aftale indgået mellem den amerikanske og danske regering. Det er i hvert fald, hvad grønlandske politikere frygter, er ved at ske.
Frygten for at komme i klemme er vokset hos de grønlandske politikere efter, at et notat, udarbejdet af ingeniørfirmaet Carl Bro for de grønlandske politikere i Folketinget, stempler en rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) som ubrugelig.
Sagen handler om forureningen af Dundas-fjeldet, tæt på Thulebasen. I en årrække dumpede det amerikanske militær deres giftige affald på lossepladser i området omkring Thule. I modsætning til, hvad der normalt er kutyme, så er det imidlertid i denne sag ikke forureneren – i dette tilfælde amerikanerne – der skal rydde op. Den opgave påtog Danmark sig nemlig i den aftale, der blev indgået mellem de to lande om overdragelsen af området til Danmark. Oprydningen kan ifølge den danske Miljøstyrelse komme til at koste op mod 200 millioner kroner, og de grønlandske politikere frygter, at de danske myndigheder forsøger at spare på oprydningen og dermed mindske regningen.

Omfanget er stridspunkt
At området er forurenet, er alle parter i sagen enige om. Spørgsmålet er blot, hvor stor forureningen er, og hvor meget oprydning, der er nødvendig.
Miljøstyrelsen i Danmark og DMU er i gang med at foretage en række undersøgelser i området. Undersøgelserne skal være grundlaget for den beslutning, der skal træffes om, hvor og hver meget, der skal ryddes op. I august måned i år konkluderede DMU i en undersøgelse, at havet ud for fjeldet er forurenet, og det er den rapport, som nu bliver kraftigt kritiseret.
Ifølge notatet fra Carl Bro kan undersøgelsen »ikke anvendes som fyldestgørende datagrundlag for en vuredering af Thule Air Base’s miljømæssige konsekvens for havmiljøet«.
Ifølge Carl Bro er rapporten med andre ord, uanvendelig til det, den skal bruges til; at vurdere, hvor meget amerikanerne forurenede, og hvor meget oprydning, der er påkrævet.
Det får nu et af de grønlandske medlemmer af Folketinget, Kuupik Kleist, til at kræve statsminister Anders Fogh Rasmussens garanti for at affaldet på de to lossepladser i området fjernes fuldstændig.
»Den danske regering mener jo, at det er nok at afsætte cirka 20 millioner kroner til en indkapsling af affaldet. Det opfylder langt fra de krav, som vi har til oprydning i området. For hvor langt tid holder det, at man hælder affaldet over med cement?,« siger Kuupik Kleist.
Hos DMU afviser man kritikken fra Carl Bro. Seniorforsker Christian M. Glahder mener, at Carl Bro har misforstået DMU’s opgave.
»Man kan jo ikke forvente at få alt afdækket i et hug. Vi er blevet sat til at undersøge havmiljøet, og derudover er Miljøstyrelsen i gang med en undersøgelse af lossepladserne på land.«
Den undersøgelse forventes først at være færdig efter jul. Kuupik Kleist er dog stadig bange for, at den danske regering forsøger at slippe så billigt som muligt fra oprydningen på Dundas-fjeldet.
»Det tegner jo til, at det bliver en langt større opgave, end de danske myndigheder havde regnet med. Man er nok kommet lidt i klemme ved at have påtaget sig det fulde ansvar for oprydningen, og vi er bange for, at det i sidste ende kommer til gå ud over os,« siger Kuupik Kleist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her