Læsetid: 3 min.

Guldklump mellem øregejl

Om en barnesoldat fra Uganda, der møder John fra Nørrebro
10. oktober 2003

(2. sektion)

Radio
Jeg var ellers ikke noget A-menneske. Men det er blevet en vane for mig at stille radioen til at vække med den første radioavis klokken 6. Den blev etableret – vanen altså – den 12. september 2001. Og har hængt ved siden.
Dagens første fire radioaviser bestemmer stort set indholdet i resten af dagens nyheds- og debatudsendelser i de elektroniske medier. Det er derfor ret forbløffende, at DR’s ledelse truer med at skære 30 procent ud af de sølle 10 minutter, som hver af disse morgennyhedsudsendelser råder over. Og endnu mere forbløffende er motiveringen: At man hermed vil ruste sig til konkurrence med de nye kommercielle radiostationer, som klarer nyhederne på tre minutter. Man vil altså konkurrere på kvaliteten ved at at skære ned på den og ved at lægge sig så tæt op ad de andre som muligt. Besynderligt!
P1 Morgen mellem de fire radioaviser er en blandet landhandel med stort og småt og til tider ganske gode at vågne på. Men jeg har lovet mig selv aldrig at skrive om dem uden at give udtryk for min irritation over den øregejlmusik, der ikke har noget med musik at gøre, men som man bliver tvunget til at svælge i mellem indslagene. Kan vi dog ikke blive fri for den? Reaktioner på mine gentagne klager herover viser med al ønskelig tydelighed, at jeg ikke er alene om dette ønske.
Vel igennem en morgen – hvor den største ’nyhed’ var meddelelsen om, at statsministeren vil meddele Folketinget, at dronningen havde meddelt statsministeren, at hun på morgendagens statsråd vil meddele sin godkendelse af en vis forlovelse – blev jeg hængende ved en fortrinlig udsendelse. Det var Eva Jakobsens vel tilrettelagte China – en barnesoldat. Den blev udsendt første gang 6. juni i år; men den har åbenbart ikke påkaldt sig større opmærksomhed ved den lejlighed, for jeg kan ikke finde noget om den i arkiverne.
China Keitetsis mor ville ikke kendes ved hende, og som niårig flygtede hun fra sin fars misbrug af hende og blev barnesoldat i Yoweri Musevenis oprørshær i Uganda.

Hansen fra Aalborg
Hun kæmpede som soldat om dagen. Om natten kæmpede hun mod officerernes misbrug. 14 år gammel fik hun sit første barn, som hun måtte overlade til en fjern familie for at kæmpe videre som soldat.
Flygtede så til Sydafrika og fik et barn til, som hun måtte efterlade der, efter at hun selv var blevet kidnappet af soldater fra Musevenis hær, der anklagede hende for desertion og torturerede og misbrugte hende. Det lykkedes hende igen at flygte, hvorpå hun kom til Danmark, nu 21 år gammel.
Hun løber ind i 65-årige Hansen fra Aalborg, der klogt hjælper hende i gang med at bekæmpe sine traumer ved at skrive sin historie, der blir til bogen: Mit liv som barnesoldat i Uganda. En mand på Nørrebro, der hedder John ligesom Chinas voldelige far, læser bogen og skammer sig for første gang over sit fornavn. Han og China blir venner. John føler, han har fået en datter.
Hun har været heldig, og der findes altså folk i Danmark med civil courage. I udsendelsen bliver Hansen fra Aalborg spurgt, hvad der drev ham til at hjælpe China. Hans svar er enkelt og smukt (også for en ikke troende):
»Jeg er et kristent menneske. Og noget af det vigtigste for en kristen må være at hjælpe sin næste, når han eller hun er i nød.«
En sådan udtalelse burde kunne vække mangen god dansker, der slår på sin danskhed, på flaget, på kongehuset og på den kristne danske statskirke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her