Læsetid: 1 min.

Hærchef måske lokaliseret

Den irakiske hærchef kan være i De Forenede Arabiske Emirater. Familien i Sorø er sporløst forsvundet
28. oktober 2003

Sagen om den forsvundne irakiske hærchef Nizar al-Khazraji lander nu igen på justitsministerens bord. Det sker efter afsløringen af, at den krigsforbrydermistænkte hærchef formentlig gemmer sig i de Forenede Arabiske Emirater, hvorfra Danmark i øjeblikket forsøger at få ham udleveret.
Både statsadvokaten for Særlig International Kriminalitet Birgitte Vestberg og kontorchef Jens Kruse fra Justitsministeriet bekræfter, at de danske myndigheder »har en formodning om, hvor hærchefen befinder sig og i øjeblikket arbejder på at få ham udleveret«. Hverken statsadvokaten, ministeriet eller det danske konsulat i Dubai ønsker dog at af- eller bekræfte oplysningerne om, at det er den lille oliestat Emiraterne, der giver husly til den tidligere irakiske general.

Ingen overvågning
Nizar al-Khazraji forsvandt fra sit hjem i Sorø den 17. marts i år – få dage før Irak-krigen brød ud– og har siden april været efterlyst af Interpol. Få uger efter generalens exit, forsvandt også hans kone samt sønnerne Muhammed og Ahmed fra hjemmet på Frederiksbergvej 40. Sorøs borgmester, Ivan Hansen, bekræfter, at familien har været forsvundet siden foråret, og at kommunen ikke aner, hvor de er blevet af.
Sorø kommune har drøftet sagen med Udlændingestyrelsen, men heller ikke her ved man, hvor Khazraji-familien befinder sig i dag.
Kriminalinspektør Frode Olsen fra statsavokaturen oplyser, at Khazrajis familie aldrig har været overvåget, efter som hverken fru Khazraji eller de to sønner har været »interessante i straffemæssig sammenhæng«.
Enhedslisten Søren Søndergaard finder den manglende fokus på Khazrajis familie besynderlig. Han har derfor bedt fungerende justitsminister Brian Mikkelsen (K) redeføre for den seneste udvikling i sagen samt oplyse, hvorvidt Khazrajis familie er mistænkt for medvirken til faderens flugt.
»Hvis det er tilfældet, er det et stor problem for retssikkerheden, at de bare får lov at forsvinde på denne her måde,« siger Søndergaard.
Nizar al-Khazraji befandt sig før flugten i en slags husarrest, hvor han var forpligtet til med jævne mellemrum at melde sig hos det lokale politi. Den 64-årige eks-general er mistænkt for krigsforbrydelser og alvorlige krænkelser af Genève-konventionerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her