Læsetid: 5 min.

De herskendes bøtter

27. oktober 2003

INTERMETZO
Det er igen på tide at beskæftige sig alvorligt med et par af grundfænomenene i den såkaldte værdikamp og rekapitulere. Kampens særkende består først og fremmest i at meget få er på det rene med hvad fægtningerne konkret drejer sig om, at flere kun har en vag fornemmelse, og at de fleste af gode grunde er ligeglade, netop fordi præmisserne er så vage og upræcise.
Den mest fremtrædende i kampens lancering er ifølge samfundets vedtagne rangorden statsministeren, der da også i indforståelse med toneangivende folk i den borgerlige regering og Dansk Folkeparti har udpeget den vigtigste krigsskueplads for værdiopgøret som selve den nyere Danmarkshistorie.
Man vil erindre, at statsministeren som ikke før har udvist nævneværdig interesse for diskussioner af denne eller anden intellektuel art og hvis deltagelse i den type debat er af nyeste dato, proklamerede et par særdeles håndfaste opfattelser af historiens gang. Herunder besættelsen, hvis samarbejdspolitik statsministeren i pagt med støttepartiets ypperstepræst og chefideolog kaldte ussel og i øvrigt underkendt enhver berettigelse.
Herved tilsluttede statsministeren sig uden forbehold kort sagt den så at sige nationalromantiske historieskrivning, som for besættelsens vedkommende af fagfolk er benævnt den kollektive erindring eller den fælles foretrukne fortælling.
Mange der har beskæftiget sig mere indgående med besættelsen og den historiske tradition end statsministeren i sit opadstræbende liv, ville have forsvoret, at statsministerens enkle betragtning af et komplekst forløb således kunne genoplives; færre vel at dette kunne ske uden saglig argumentation; og de aller færreste at landets statsminister en skønne dag ville stille sig i spidsen for et så mangelfuldt eller direkte uunderbygget synspunkt.
Med en omskrivning af relativisternes syn på sandhedsbegrebet ville man på baggrund af historiedebatten i de sidste 30 år have forestillet sig statsministerens historiesyn og dermed den foretrukne fortælling anbragt i et historieskrivningens museum i en montre til høflig beskuelse. Man kan også sige, at statsministerens ord dementerede historieforskningens betydning. Statsministeren reducerede denne, helt på linje med hans nedsættende udtalelser om smagsdommere og eksperter, hvilket indebærer en vis politisk logik, men unægtelig også er et faretruende tegn på en åndelig og moralsk krisetilstand i den herskende del af det politiske danske samfund. Det er vigtigt at fastholde dette, eftersom fænomenet kan blive afgørende for udfaldet af den erklærede værdikrig eller kulturkamp eller måske ligefrem næste folketingsvalg. Det handler om hæderlighed eller det modsatte. Statsministeren er for så vidt på niveau med sin kulturminister, der som parameter for vurderingen af fortiden ser stort på sandhedsværdien af kilderne og direkte forvrænger historiske forløb eller begivenheder.
Herved skaber både statsminister og kulturminister, hvis typer synes åndsbeslægtede, en række sagesløse ofre i bestræbelsen på at fremstå så meget desto mere legitime i deres eget standpunkt. For kulturministerens vedkommende er dette sket med en mentalitetshistorisk erklæring om fortidens personer af identificerbar kategori, nemlig radiomedarbejdere i 1970’erne der ifølge kulturministeren gerne havde klynget den nuværende udenrigsminister op i en lygtepæl.
Med en sådan usandhed søger kulturministeren at anskueliggøre det regerende åndelige klima, dengang borgerligheden var trængt, og de røde og radikale sad øverst.

Således var det ej heller kulturministeren forundt at komme til orde i sit eget gymnasium i 80’erne. Til overmål har det vist sig at ej heller denne fremstilling er i overensstemmelse med kilderne. Med andre ord, at kulturministeren omgås sandheden letsindigt eller lyver. En alvorlig sag for en dansk minister og tilbagetrædelsesbefordrende, såfremt regeringen ikke mønstrede netop det foreliggende flertal af Dansk Folkeparti.
For statsministerens vedkommende lader det også i stigende grad til at fortiden ikke af ham opfattes som mark for dyrkning af sandhedens historiske roser, men at fremstillingen af det forgangne snarere skal tjene til fremme af hans personlige politiske projekt. Opgøret med besættelsestidens samarbejdspolitik var vel at mærke ikke et opgør for historieskrivningens skyld, men en forvridning af et kompliceret forløb til understøttelse af en tvivlsom og stadigt mindre relevant begrundelse for at deltage i krigen mod Irak: påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.
Statsministeren fremstillede sig med udtalelserne om besættelsen i et forklarelsens moralske lys som politikeren der, tværtimod de lunkne, gik i krig i egenskab af handlingens mand, modstandsmanden, frihedskæmperen, akkurat som de der i sin tid vendte sig imod samarbejdspolitikken og greb til våben mod tyskerne i kampen mod overmagten.
Det siger sig selv at sammenligningen er som æbler og pærer og bramfrit ser bort fra de uendeligt flere forskelle end ligheder i disse to, for nu at tage munden fuld, næsten modsatte scenarier. Imidlertid ved statsministeren, formentlig også hans spindoktor, at udsagnet, ikke indvendingerne bliver stående; statsministeren kommer ud af affæren som den djærve mand af folket, der tør tale eksperterne midt imod.
Skønt, og her er endnu en pointe, det modige standpunkt fortsat er et sådant, der vender sig imod den foretrukne fortælling om danskernes modstandsvilje og tværtimod udviser saglig forståelse for samarbejdslinjen – og i øvrigt det datidige folkeflertal. Igen synes for statsministeren historien en rekvisit i egen iscenesættelse. Præcis som Irak-krigen, hvor den oprindelige begrundelse fortoner sig aldeles. Nu er det nedkæmpelsen af en slem diktator, der var drivkraften, og som bruges indigneret mod kritikere af krigen, skønt dette formål
ikke indgik som afgørende eller overhovedet indgik i den oprindelige begrundelse.

Utvivlsomt havde et sådant formål også rejst børster i Dansk Folkeparti, hvor de ekstreme Tidehvervs-præster ville have opfattet en sådan tankegang som ren gerningsretfærdighed. Præsterne har da også været påfaldende tavse efter fundet af masseødelæggelsesvåbnene som den umiddelbare nationalegocentriske interesse i krigen ikke mere er brugbart.
Disse ord for atter at påvise statsministerens konsekvente anvendelse af historien som brædder til eget byggeri og forvanskningen som sav og høvl. Kulturministeren, om hvem Morten Sabroe i Politiken kunne fortælle at han bl.a. var en flink skoleelev, har lært så meget at en lygtepæl, hvor fiktiv den end er, efterlader en slagskygge over fortiden. Det var ifølge den pressede minister ikke konkret med den lygtepæl, men stemningen var sådan.
Hokuspokus filihankat.
Ordentlige folk bør vende sig imod denne form for historeforfalskning, hvad enten navnet er den kreativt bogførende statsministers eller Brian Lygtepæls.
For nu at fremdrage en af de helt store gamle hadeskikkelser for værdikampens ranke iscensættere, skrev Georg Brandes 1885 i anledning af sædelighedsfejden i dette skæve apropos:
»Kort sagt, allevegne ... er Dyden i Form af Fordummelse ovenpaa, mens Lasten i Form af Raahed tumler sig frit underneden. Og de, som sidder inde med den højere og friere Moral end Gennemsnittets Patentmoral, de tier klogeligt og nødtvungent stille. De husker, at saa tidt de, engang hvert trejde, fjerde Aar, har været troskyldige eller uegennyttige nok til at sige et par Ord til Genmæle, har de faaet Bøtterne fra alle det herskende Systems Haandlangere over sig.«
Sidstnævnte stortrives for tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu