Læsetid: 4 min.

Hillbilly begår mesterværk

Årets måske bedste rapudgivelse serverer en udsigtsløs udsigt fra vakkelvorne verandaer. En overvægtig white boy ved navn Bubba Sparxxx står bag
8. oktober 2003

Ny cd
For tre år siden havde Eminem-epidemien fået så godt fat i massemedierne, så selv hvide hiphop-fans forstod, at rappende blegfiser kunne opnå mere end lidt respekt i det lokale hood. Til nød havde de fremmeste kaukasiere fostret et par top-20-hit i deres respektive europæiske hjemlande, hvorefter de langsomt, men forudsigeligt, måtte fortrække. Tilbage til undergrundens dynd, der undervejs havde udstødt dem for at sælge ud med deres pludselig mainstreamede popwack.
I USA var der nærmest tale om en mørklægning med enkelte undtagelser som grupperne Beastie Boys og House of Pain. Efter blamagerne Vanilla Ice, Marky Mark og Snow plettede de sorte satinlagner i begyndelsen af 1990’erne, kunne white boys hverken dunke eller rappe. Men så dukkede Eminem op fra Detroits trailerpark i 1998 og legitimerede sig selv og – i anden omgang – hvide rappere. Der var ingen vej uden om, fordi han via to gennemførte plader viste sig indiskutabelt talentfuld, original og ægte. Ikke noget pladeselskabs-koncept, dér, selv om hans succes næppe havde været så massiv uden de udstrakte hænder fra g-funkens opfinder, Dr. Dre.
Derfor fremstod udsendelsen af Bubba Sparxxx’ debut The dark days, bright nights of ... også ualmindelig veltimet, da den ramte pladebutikkerne i 2001. Ligesom Eminem kunne denne tykling fra det sydligste USA flowe med pondus. Han formåede tilmed at gøre det med udgangspunkt i eget unikke hillbilly-univers.
Selvfølgelig stod folk i kø for at påpege, at Bubba blot var superproduceren Timbalands respons på konkurrenten Dr. Dre’s opfindelse af Eminem. Men en enkelt lytning til signatursangen »Ugly«, der gjalder af mødding, showdowns med høtyve og anden landlig anti-idyl, forkastede det letkøbte argument. I øvrigt havde Bubba Sparxxx allerede udsendt The dark days, bright nights ... på et lille lokalt label i 1999 – blot uden Timbalands velgørende producerfilter, som skulle vise sig at gøre udslaget.

Med haglbøssen i skødet
Det nye sort-hvide makkerpar blev dog ikke en total triumf fra første færd. Bubba Sparxxx solgte solidt, men heller ikke mere, og anerkendelsen udeblev fra de dusinvis af afro-amerikanske rappere, som ellers har haft travlt med at omfavne og sortstemple den blåøjede Eminem.
Det findes der måske en ganske håndgribelig forklaring på. Bubba Sparxxx gør sig nemlig ikke så meget i prisoverrækkelser, jetset-fester og højprofilerende kollaborationer på andre stjernekunstneres udgivelser. Han er utrendy som speedway eller Kandis og befinder sig bedst i sydstaten Georgia – langt fra newyorker-scenens lime-light. Det høres til overflod på opfølgeren Deliverance, der i denne anmelders ører er årets hidtil bedste hiphop-album.
Fra ende til anden leverer Bubba Sparxxx troværdige miljøportrætter af en sjældent belyst del af den amerikanske white trash-kultur. Han serverer udsigtsløsheden fra vakkelvorne verandaer, hvor faderen eftermiddagsdøser med sin haglbøsse i skødet, og hundekoblet snerrer løs af bar kedsomhed. Den lyriske hovedret komplimenteres af fængende melodier og overrumplende produktioner baseret på en indpakning i folk og country, hvis foretrukne instrumenter – violiner, harmonikaer, metaltrætte horn, rytmeguitarer og klappekor – underligt nok klæder rappen på deres egen organiske facon.
Samtidig holder Bubba Sparxxx en klædelig ydmyghed, der gør det klart, at han – modsat eksempelvis rapperen 50 cent – ikke er parat til at gå i døden for at blive rig og berømt. En nævekamp kan det dog godt strække sig til.
»If you don’t like my shit / then beat it out of me,« som han rapper undervejs.

Cinemagisk lejrbåls-traver
Højdepunkterne lurer nu overalt: På skæringen »Nowhere« fortsætter Timbaland sine storladne øvelser fra Justin Timberlakes mesterlige »Cry me a river« med ekkoende epos og et symfonisk klimaks. En intro opfordrer til at vende rundt og finde en udvej fra verdens ende. Så overtager rytmerne, og mens human beatbox’en i nummerets bund drager øret, formår Bubba samtidig at frastøde forstanden med sine fortællinger om at vokse op i et hul i jorden.
Førnævnte Justin Timberlake glimter i egen funky person på den kantede klubkandidat »Hootnanny«, der nok skulle kunne løfte støvledansen op på bordene i Det Vilde Vestens mange luskede bæverdinger.
På »New south« og »Back in the mudd« lyder det som om, Bubba
Sparxxx med fordel har lyttet til Outkasts »Bombs over Baghdad« fra Stankonia, som produceren Organized Noize også bidrog til. Det hakkende up-beat – grænsende til
drum’n’bass – er dog bare dét mindre hæsblæsende, hvilket klæder den runde rappers roligere gemyt.
Ligesom københavnske Jesper ’Jokeren’ Dahl gør det på DGP-frontfigurens aktuelle solodebut, så udleverer Bubba Sparxxx i øvrigt sin egen ulykkelige kærlighedshistorie med martrende selvkritik på »She tried«. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, og igen er der uendelig langt til den brug-og-smid-væk-indstilling, som præger mange af scenens hotteste mandlige og kvindelige rapperes attitude over for det modsatte køn.
Deliverances bedste stund nyder hillbilly’en Bubba dog på titelnummeret, hvor Timbaland drejer og trykker sig helt ud i en cinemagisk lejrbåls-traver om at være på vej med sin fiskestang som rejseledsager. Det skal høres med egne ører, med andre ord.
Resten af de 15 skæringer og indslag holder også højt niveau, så der er ikke meget andet at gøre end at komme ud og investere i en kommende klassiker af endnu en original white boy.
Eller som Bubba Sparxxx selv siger det: »Eminem’s incredible, but did I really have to say this / For y’all to leave my soul in rest and add me to your playlist?«

*Bubba Sparxxx: Deliverance. Er udkommet medio september på Universal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her