Læsetid: 1 min.

Højesteretsdommer opfordrer til Thule-forsoning

En forsoningsproces mellem de tvangsflyttede Thulefangere og den danske stat mangler, mener højesteretsdommer Per Walsøe
6. oktober 2003

Det kunne være en god ide, hvis den danske stat tilbød Thulefangerne og deres efterkommere en forsoningsproces. Det siger højesteretsdommer Per Walsøe kort tid før Højesteret indleder sin domsforhandling af Thulefangernes appelsag mod den danske stat. Tanken er, at de to parter gennem dialog nærmer sig hinanden for i fællesskab og med en moderne optik at skrive historien om tvangsflytningen fra Thule i 1953.
»Det vil formentlig have stor historisk og psykologisk betydning for Thulefangerne og deres efterkommere, og klæde Danmark både internationalt og nationaltÇ« siger Per Walsøe.
Han var fra 1987 advokat for Thulefangerne indtil 1993, hvor han blev udnævnt til højesteretsdommer. Per Walsøe har fulgt det videre forløb nøje og udgiver i dag en bog med titlen Thule farvel – tvangsflytningen i 1953, hvor han beskriver sagen, og gennem interviews giver de gamle Thulefangere en stemme.
Per Walsøe har på forhånd erklæret sig inhabil i alle Højesterets-spørgsmål vedrørende den kommende appelsag.
I 1999 konkluderede Østre Landsret, at Thulefangerne blev tvunget til at flytte fra deres boplads og tildelte dem en erstatning. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen gav efterfølgende Thulefangerne en undskyldning på den danske stats vegne.
Højesteretsdommer Per Walsøe mener, at det er utilstrækkeligt som forsoning, at »den tidligere kolonimagt af sin egen domstol tvinges til at anerkende, at noget er sket«.
»Ligesom flytningen i sin tid var ensidigt besluttet, så er det, Thulefangerne har fået, resultatet af en retssag og en ensidig opfyldelse af krav fra danske myndigheders side. Thule-fangerne har endnu ikke fået lov til at deltage i en egentlig venskabelig forsoningsproces,« siger Per Walsøe.
Han nævner som eksempel den canadiske stat, der i fællesskab med de canadiske inuitter, i 1997 kom med et såkaldt Statement of reconciliation. Per Walsøe mener, at et ’forsonings-manifest’ »nok kunne give en større mulighed for god sameksistens«.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her