Læsetid: 4 min.

Den hvide mands byrde

Frigørelsens byrde, som bliver tungere og tungere og nu vejer mere end jordkloden selv
17. oktober 2003

Frie ord
En engelsk bekendt faldt forleden i staver over en overskrift i The Sunday Times: »Blair vidste Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben« – men til gengæld besidder det næststørste oliefelt i verden. Englænderen kom til at tænke på sin landsmand R. Kiplings berømte digt fra 1899 »Den hvide mands byrde«, som i Tom Kristensens danske oversættelse for en af strofernes vedkommende lyder: Så løft en hvid mands byrde –/Høst lønnen og vær glad:/Fra dem, I hjælper: Vrede,/Fra dem, I vogter: Had –/Fra dem, I (langsomt!) lokker/mod lyset: hyl, besat:/Hvi drev I os af trældom/Og sød, ægyptisk nat? Og så gør den engelske bekendt opmærksom på et langt mindre kendt mod-digt The Brown Man's Burden, som Kiplings vers øjeblikkelig affødte fra en i hvert fald mig ukendt H. Labouchère, parlamentsmedlem og journalist. Hvilket i Informations kyndige oversætter Niels Ivar Larsens snarrådige fordanskning lyder: Dyng mer på den farvede mands byrde/Og vækker I hans had derved/Så affej blot hans gammeldags motiver/med maksimer, der er topmoderne/med granater og dumdum-kugler/Gør hundred gange dette budskab klart/Den farvede mands tab bestandig må/den hvide mands vinding implicere.

Utak er verdens løn: Stod USA’s indflydelsesrige Pentagon-rådgiver Richard Perle ikke for et stykke tid siden i et møde i the American Enterprise Institute om sikring af økonomisk vækst i Irak og understregede, »at vi har et ansvar, en forvaltningsopgave for ikke at overlade Irak til institutioner, uegnede til at gennemføre det med et heldigt resultat... det sidste irakerne har brug for er fransk statsstyring og tysk arbejdsmarkedspolitik«? Og hvad er takken? F.eks. en artikel i mandags af britiske The Guardians ekspert i Mellemøsten, Brian Whitaker, om det amerikanske imperiums prokonsul i Irak Paul Bremers 39. dekret, der lyder på, at med foreløbig undtagelse af olie-, gas- og mineral-virksomheder kan nu alle statsejede viksomheder i Irak ubeskåret sælges til udenlandske ejere, som får ubeskåret ret til at hjemtage, hvad de »irakiske« virksomheder måtte give af overskud. Whitaker stiller to spørgsmål: Er det klogt og er det legalt? Begge dele besvares med et nej. Hvad det første angår, har prokonsulen selv indrømmet, at det i første omgang vil medføre øget arbejdsløshed – i et land hvor i forvejen op mod 60 procent eller mere af befolkningen er arbejdsløse. Og så strider det efter Whitaker’s dokumentation mod alle internationale traktater om besættelsesmagters beføjelser under okkupationen. I hvert fald indtil den resolution vedtages af FN’s Sikkerhedsråd, som torsdag pressebureauerne skønner, der omsider er udsigt til. Brian Whitaker konkluderer:
»I århundreder har invaderende hæres plyndringer været en normal del af krigen: En måde hvormed dårligt betalte eller ubetalte tropper blev betalt for at risikere deres liv i kampe. Nu til dags, i hvert fald hvad angår mere civiliserede lande, lader vi ikke styrkerne rase omkring efter bytte. Vi overlader plyndringen til mænd i jakkesæt, og vi kalder det ikke plyndring, ikke mere. Vi kalder det økonomisk udvikling.«
Eller økonomisk vækst. Så også Irak kan sikres, hvad den seneste statistik fra Guds eget land lige har kundgjort: »Antallet af amerikanere, som lever under fattigdomsgrænsen, er steget med 1,7 millioner, hvilket betyder, at denne gruppe nu omfatter 34,6 millioner Heraf er 12,1 millioner børn. Stigningen betyder, at næsten hver ottende amerikaner nu opfylder det officielle krav for at blive betegnet som fattig. For et industriland er USA’s grænse endog sat lavt. En familie med fire børn skal tjene mindre end 18.392 dollar, svarende til 121.000 kr., og en enkeltperson mindre end 9183 dollar eller blot 60.500 kroner. Det er andet år i træk, at antallet af fattige amerikanere forøges.«
Kollega Rune Lykkeberg sluttede sin leder i onsdags med disse smukke og stærke og kun alt for påtrængende ord: »Det påfaldende er, at statsministeren (den danske altså, el) taler i den gamle kapitalismes sprog. Han appellerer til fasthed og konsekvens: Han appellerer til protestantisk etik på markedets betingelser. Hvis man vil formulere en opposition til statsministeren og den moderne management, er det ikke ved at nægte frigørelse og selvskabelse. Men tværtimod ved at insistere på en selvstyring, som ikke er på arbejdets og produktivitetens præmisser. Ved at insistere på at personlig udvikling ikke er identisk med professionel udvikling. Den, der er frisat på arbejdspladsens betingelser, har ikke udfordret arbejdsgiverens ledelsesret. Denne opgave; det at tænke en opposition til statsministerens styring af danskernes selvstyring er både et eksistentielt, et kulturelt og et politisk anliggende.«

Jeg tror ikke, det giver nogen mening at mistænkeliggøre Perle og Bremer med mange, mange flere som simple spekulanter i Iraks olie. Udfordringen bliver langt større og langt mere sand, hvis de forstås som idealister, der virkelig er overbevist om, at de må tage den hvide mands byrde på sig og udbrede kapitalismens akkumulationstvang i form af ubønhørlig økonomisk vækst i naturforbrug til produktion af goder til at gøre godt med. Lykkebergs leder kan derfor passende suppleres med denne betragtning af Wolfgang Sachs:
»Det overrasker ikke, at netop begrebet retfærdighed giver anledning til diskussion i debatten om globalisering: Hvad rigtignok overrasker, er, at den fundamentalt forandrede kontekst for international retfærdighed ofte forbliver upåagtet. Mens det udførligt debatteres, om uretfærdigheden i verden er knyttet til mere eller mindre globalisering, fortrænger diskussionens modstandere ikke sjældent – som for eksempel på den ene side skribenterne i (’det højreorienterede’) The Economist og på den anden side (’det venstreorienterede’) Le Monde Diplomatique – at kravet om retfærdighed kan kollidere med biosfærens stabilitet. Men siden naturgrænserne er blevet synlige, må også retfærdighed forstås på en ny måde. (Aber seit die Naturgrenzen sichtbar geworden sind, muss auch Gerechtigkeit neu buchstabiert werden).«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu