Læsetid: 2 min.

Imamer: Sex før ægteskab tilladt

Kontroversiel fatwa, der tillader unge muslimer at have kærester og seksuelle forhold, får positiv modtagelse af danske imamer
13. oktober 2003

Kontroversiel fatwa, der tillader unge muslimer at have kærester og
seksuelle forhold, får positiv modtagelse af danske imamer

En ny fatwa, der gør det muligt for unge muslimer at have kærester, har vagt stor opsigt i Mellemøsten.
Fatwaen, der er udstedt af Yemens øverste religiøse leder, imam Abdul Majid al-Zandani, gør det muligt at være kærester og have seksuelle forhold uden samtidig at flytte sammen og etablere familie.
Opskriften er, at parret indgår et såkaldt zawaj-friendship, et ægteskabeligt venskab. Det sker ved at underskrive en vielsesattest uden krav om fælles bolig og forsørgelsespligt.
Imam Zandani har lanceret zawaj-venskabet for at hjælpe de mange unge muslimer, der på grund af kravene om bolig og forsørgelse først er i stand til at gifte sig, når de er sidst i 20’erne eller endnu senere.

Helt i orden
Herhjemme er den indflydelsesrige palæstinensiske imam Ahmed Abu Laban fra Islamisk Trossamfund i København meget positiv.
»Så længe man overholder islams forskrifter, kan jeg ikke se, at der ligger noget til hinder for, at danske muslimske unge kan indgå zawaj-venskaber«, siger Ahmed Abu Laban, der prædiker ved Tawba-moskeen i Københavns nordvestkvarter, tilføjer, at islam er en religion, der til enhver tid forsøger at lette folkets – og her – de unges tilværelse.
»Jeg kan ikke se, hvorfor de unge danske muslimer ikke skulle kunne indgå zawaj venskab, mens de f.eks. er under uddannelse og ikke har råd til at etablere familie med hus og børn,« siger Abu Laban og understreger, at der ikke må være tale om tvang, men at det skal være begges frie valg.
Den tyrkiske imam Fatih Alev er også umiddelbart positiv. Men han advarer mod, at zawaj-venskaber kan blive misbrugt.
»Det er godt, at al-Zandani starter en debat om det uacceptable i, at der går så lang tid, før muslimske mænd har mulighed for at stifte familie. Men det er vigtigt at sikre systemet mod misbrug. Hvordan skal man f.eks. undgå, at pigen blot bliver betragtet som en midlertidig kone, indtil manden har råd til en ’rigtig’ kone,« spørger Alev, der er næsteformand i Muslimernes Landsorganisation.

Løs på tråden
Fatih Alev peger også på, at kvinderne risikerer at blive snydt for en del af de rettigheder, de har i et almindeligt ægteskab.
»Et andet problem er, at de kvinder der indgår zawaj-venskaber, vil blive opfattet som løse på tråden og få meget svært ved senere at indgå almindeligt ægteskab«.
Fatih Alev mener i øvrigt, at det ville være en bedre idé at sænke de økonomiske krav til manden. I mange muslimske familier er det tradition, at manden sørger for både bolig og møbler, brudepris til familien samt en større mængde guldsmykker til bruden. Desuden skal han have et velbetalt arbejde, så han kan forsørge sin kommende familie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu