(2. sektion)
Dvd
Han skulle have heddet Indiana Smith og været arkæolog om dagen og levemand med kvindetække om aftenen. Og så skulle han have været spillet af Tom Selleck. Men sådan gik det ikke heldigvis.
I stedet blev han i Harrison Fords skikkelse til Indiana Jones, der nok er arkæologiprofessor og ved, hvordan man svinger en pisk og tæmmer en dame, men som også er lidt af en antihelt, der ofte kommer galt af sted.
Det er bare nogle af de underholdende anekdoter, man kan forlyste sig med takket være den firdobbelte dvd-boksudgave af de tre Indiana Jones-film, som lige er udkommet. I sig selv er det en udsøgt fornøjelse endelig at kunne se filmene på dvd dem har vi Indy-fans sgu ventet længe på men der er også kælet for lyd, billede og ekstramateriale i en grad, der gør Indy-boksen uundværlig for enhver filmelsker.
De tre Indiana Jones-film Jagten på den forsvundne skat (1981), Indiana Jones og templets forbandelse (1983) og Indiana Jones og det sidste korstog (1989) er begavet underholdning lavet med overskud, humør og håndværksmæssig tæft og de er blandt de film, som jeg en gang imellem, når jeg er træt af alle de middelmådige film, jeg er nødt til at se, kan hive frem for at minde mig selv om, hvorfor jeg elsker film.
Eventyrfilm
Ideen til filmene kom fra George Lucas, der i slutningen af 70erne spurgte sin ven Steven Spielberg, om ikke han ville instruere den første i en serie på tre eventyrfilm af den gammeldags slags, inspireret af 30ernes cliffhanger-serials, der blev vist som forfilm til de egentlige biograffilm.
Historien skulle foregå i 1930erne og hovedpersonen være en professor i arkæologi, der både underviste og drog verden rundt i jagten på sagnomspundne og værdifulde artefakter, mens han bekæmpede bad guys i film et og tre er det nazisterne.
Det skulle være morsomme, tempofyldte film med arkæologen som en moderne udgave af Humphrey Bogart cool, barsk, skarp, vittig og naturligvis med tag på kvinderne.
Spielberg sagde med det samme ja til Lucas forslag. Efter at have haft succes med gyseren Dødens gab og scifi-filmen Nærkontakt af tredje grad og fiasko med krigskomedien 1941 drømte han om at få lov til at instruere en James Bond-film, og Indy-filmene gav ham mulighed for at kombinere sin kærlighed til 30ernes screwball-komedier og b-film-serials med action og spænding.
Det var Preston Sturges møder Michael Curtiz, siger Spielberg i en af de tre timelange dokumentarfilm, der er at finde på Indy-boksens fjerde disk, og som med arkivmateriale og nye interviews med de involverede opruller den næsten 10 år lange saga om de tre film.
Fjerde film på vej
Da Spielberg havde sagt ja, begyndte han og Lucas at lede efter et filmselskab, der turde binde an med, hvad mange troede ville blive en meget dyr film og derfor sagde nej til. Men Spielberg ville lave den hurtigt og billigt hvilket den også blev med et efter Hollywood-målestok lille budget på 20 mio. dollars.
Paramount bed på, og den dynamiske duo gik i gang med at hyre de rigtige folk manuskriptforfatter, producere og skuespillere til produktionen.
Spielbergs førstevalg til rollen som Indy var Harrison Ford, men Lucas, der havde brugt Ford i Star Wars, sagde nej. Og de prøvefilmede både Tom Selleck og Tim Matheson, før de alligevel endte med Ford og hvem kan i dag forestille sig Indiana Jones uden ham!?
Kostumedesigneren fortæller om, hvordan hun fik udstyret Ford med læderjakken, pisken og en specialsyet hat selve symbolerne på Indiana Jones og effekt-folkene forklarer, hvordan de i en tid uden computereffekter løste alle problemer ved hjælp af opfindsomhed, gammeldags mekanik og knofedt.
Den første film blev en stor økonomisk succes, hvorfor der selvfølgelig skulle laves både en toer og en treer der ligeledes blev godt modtaget af publikum.
Siden har verden store dele af den i hvert fald ventet på en firer. Og noget tyder på, at den kommer inden for et par år. Et manuskript er ved at blive skrevet, og både Harrison Ford og Steven Spielberg har sagt ja til at være med.
Og nu har vi noget at fordrive tiden med.
*Indiana Jones-trilogien. Instruktion: Steven Spielberg. Paramount. Region 2. kan fås i enhver anstændig dvd-biks