Læsetid: 4 min.

Irak-tragedien og den homeriske latter

Samt et tiltrængt udspil fra Det radikale Venstre
10. oktober 2003

FRIE ORD
Medlidenhed viser den stærke mod den svage og får således ydmyget den svage ved at demonstrere, hvem der er den stærke. Medlidenhed med andre kan også være udtryk for den selvmedlidenhed, hvormed de andres medlidenhed med en selv søges opnået.
Men så er der den medlidenhed, som det forrige århundredes store tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt definerer i sin bog om jødeudryddelsens logistiske organisator Eichmann i Jerusalem fra 1964, hvis hovedpointe var – og er – at nazismen tværtimod at være et tilbagefald til pøbelens dyriske instinkter var et eksempel på, »hvordan man skulle overvinde den dyriske medfølelse, som alle mennesker føler, når de står ansigt til ansigt med fysisk lidelse.«
Den medlidenhed af biologisk art er der drevet ufattelige mængder af ontologi og metafysik og religion og filosofi og teologi og etik og moral og moralisme og kunst og slået tilsvarende mængder af plat på, og dog kommer den forud for alle den stærkes og alle den selvmedlidendes spekulationer i den. (Nogle kalder den derfor givet af Gud). At den er uvilkårlig dyrisk, forhindrer ikke at sanseløse angst-, had- og hævn- eller begærreaktioner eller intellektuel rationalitet kan overvinde den, hvad just den pligtopfyldende funktionær Eichmann er eksemplet på, men den er samtidig i sin naturkraftige dyriskhed så stærk, at den kan få selv den mest velbjærgede velfærdsfundamentalistiske dansker til at føle medlidenhed med den elendighed, som lande overladt til IMF’s og Verdensbankens og WTO’s fortsatte plyndringer udsættes for under forklædningerne ’støtte’ og ’bistand’.
Af den medlidenhed kommer alt det bedste i det moderne projekt eller oplysningsprojektet: Adskillelsen af magt og ret, så den mægtige ikke uden videre har ret til ved selvtægt at udbrede, hvad magten finder for godt. Medfører det fysisk lidelse af andre, fremkalder det medlidenhed med de lidende, som derfor ved magtens (tre)delinger og forskellige retsregler søges beskyttet mod de mægtiges selvgode selvtægt.
I medlidenheden med de irakiske børn, kvinder og mænd, der har måttet og stadig må undgælde for USA’s og Storbritanniens og Danmarks selvtægt, kommer det moderne projekt eller oplysningsprojektet til sit smukkeste udtryk.

Og da er det selvfølgelig helt ude i barbariets overdrev, nu da henvisningerne til Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben er sunket uhjælpelig i massebedragets sump, at forsvare Blair og Bush og Fogh med, at Saddam jo var meget, meget værre. Fordi han tilintetgjorde den sande menneskeret, som bygger på den naturgivne (gudgivne) medlidenhed, legitimerer det naturligvis ikke, at vi så også tilintetgør den. Og oven i købet gør det i menneskerettighedernes og demokratiets navn.
Men det moderne oplysningsprojekt er et tvetydigt projekt. Det anførte Hannah Arendt citat om medlidenheden er omdrejningspunkt for Zygmunt Baumans værk Modernitet og Holocaust(1989), hvis hovedtese er, at en pludselig barbarisk opblussen af irrationelle førmoderne kræfter ikke kan forklare den seriøse systematik og abstraherende logistik, med hvilken holocaust blev udført. Holocaust krævede og kræver tværtimod modernitetens mentalitet. (Hvilket også kan være en replik til professor Helmuth Nyborgs forslag om moderne systematisk arvehygiejne til fremme af fremskridtets mennesketype. Nyborg er i udpræget grad et moderne menneske). Den mentalitet modsiges af den homeriske latter og materielt-kropslige lyst, som på vidunderlig vis anskueliggøres i bl.a. Mikhail Bakhtins bog Karneval og latterkultur (2001) om den middelalderlige folkelighed, som i renæssancen når sine litterære højdepunkter i Rabelais’, Cervantes’ og Shakespeares værker og hvis pointe er, at latteren med sine groteske overdrivelser ikke blot nedbryder seriøse magters forsøg og tro på at kunne styre alt og alle efter en færdig plan (logos) men også opbyder kraften til at leve livet i dets ufærdighed (dialogos). Fordi naturen med sine grænser og død både er magtens begrænsning og livets fornyelse: »Oplysningstidens foregangsmænd var ahistoriske, abstrakte og rationelle utopister, havde en mekanisk forståelse af materien...«, skriver Bakhtin.
»Der var i det 17. århundrede opstået en ny, relativt progressiv ’verdenshistorisk form’. Den fandt sit ideologiske udtryk i Descartes' rationalistiske filosofi og klassicismens æstetik. Både rationalismen og klassicismen indeholdt tydelige udtryk for de væsentlige træk i den nye officielle kultur, der adskiller den fra den feudalt-kirkelige, men ligesom denne var gennemsyret af autoritær seriøsitet, om end i en mindre dogmatisk form.«
Når Bakhtin anføres her, er det ikke blot fordi latterkulturen er lige så anti-autoritær som oplysningsprojektet gerne vil opfatte sig selv som værende, snarere mere anti-autoritær, men også fordi latterkulturen viser, at indordningen under naturens grænser intet har med asketens fjendskab mod livets materialitet at gøre, tværtimod.
Og da det netop er den rige vestlige verdens sprængning af naturens grænser i efterstræbelsen af den abstrakt-åndelige almagt over tilværelsen, der i dag er hovedårsagen til den elendighed, som de fortsatte plyndringer under forklædningerne ’støtte’ og ’bistand’ medfører, er det dejligt at vide, at indretninger efter naturens grænser i hvert fald ikke vil gøre tilværelsen kedeligere.

Og dog skal det moderne projekt som sagt have den ret, at det gennemførte magtens (tre)deling og satte grænser for magtens selvtægt. Også selv om nok så mange undertrykte anråber magten om støtte og bistand, må ikke engang selveste USA øve selvtægt – undtagen i eget selvforsvar mod et væbnet angreb. På folkerettens grund ifølge FN-pagten kræves ellers FN’s Sikkerhedsråds godkendelse for at føre krig. Men da Sikkerhedsrådet kan blokeres af urimelige grunde er det nødvendigt at diskutere, hvad der overhovedet kan legitimere en såkaldt ’human intervention’ uden FN-mandat. Den diskussion har Det Radikale Venstre nu med påskønnelsesværdig dødsforagt kastet sig ud i ved konkret at foreslå 8 kriterier for en sådan interventions legitimitet.
Det er i sidste øjeblik af den diskussion bliver taget op. For at den sande medlidenhed kan forsvares.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her