Læsetid: 4 min.

Islamisk kæresteri bliver nu tilladt

Kontroversiel fatwa skal give unge muslimer mulighed for at have seksuelle forhold
13. oktober 2003

Bomben blev kastet, da Yemens religiøse overhoved, leder af Troens Universitet og præsident for Yemens Religiøse Råd, Imam Abdul Majid al-Zandani, for nylig udstedte en kontroversiel fatwa, der tillader unge muslimer at have kærester, hvis de blot underskriver en vielsesattest uden krav om fælles bolig og forsørgelsespligt.
Med en sådan attest i hånden får parret ret til at have et seksuelt forhold, selv om de stadig bor hjemme hos deres respektive familier.
»I Vesten er boyfriends og girlfriends et udbredt fænomen – men det er forbudt i islam – og det gør det vanskeligt for unge muslimer i de vestlige lande at føre en normal tilværelse. Derfor bliver det nu muligt for disse unge at erstatte kæreste-begrebet med det såkaldte zawaj friendship (ægteskabeligt venskab, red.) uden at krænke islams forskrifter,« har imam Zandani forklaret til tv-stationen al-Jazeera.
Efter Zandanis opfattelse er kvindens ret til en bolig- og til at blive forsørget af sin mand en ret, bruden frit kan give afkald på, hvis hun har lyst til det. Ved indgåelse af et zawaj-venskab er det en forudsætning, at pigen giver afkald på sin bolig- og forsørgelsesret, så de unge kan blive ’religiøst velsignede’ kærester, før manden er økonomisk i stand til at forsørge kvinden.
I mange arabiske lande må unge mænd vente med at gifte sig, til de er langt op i 30’erne på grund af kravene om, at de skal kunne betale såvel bolig som medgift samt forsørge sin kommende brud.

Begejstring
Fatwaen har fået en del tilslutning af islams lærde. En af de få kvindelige islamiske lærde, den marokkanske religiøse forsker og forfatter, Khadija Mufid støtter fatwaen og argumenterer for nødvendigheden af, at islam søger at lette tilværelsen for de unge i den nye globaliserede verden. Religionen bør efter hendes mening ikke være en klods om benet på de unge.
»Unge i dag udsættes for stærke seksuelle påvirkninger og spændinger. Når de unge bliver seksuelt modne i 16-17 års alderen, opstår der et naturligt seksuelt behov. Men eftersom mange unge ikke har økonomi til at gifte sig, før de er i slutningen af 20’erne, betragter jeg denne fatwa som en oplagt løsning for unge – med begges ønske og accept. Det vil også medvirke til at løse nogle af de problemer blandt indvandrerunge, som skyldes seksuelle frustrationer,« siger Mufid.
Hvis de unge får dækket deres seksuelle behov i en tidlig alder, kan de bruge deres energi på at udvikle sig på andre områder og på at tage en uddannelse, siger hun og tilføjer, at fatwaen efter hendes mening skal gælde for unge i Vesten såvel som i de islamiske lande. Hun mener dog, at zawaj venskaber bør være en midlertidig løsning.
»Denne form for ægteskab bør være midlertidig og uden børn, indtil begge de unge har råd til at bo sammen og leve efter et almindeligt familiemønster,« siger hun.
Khadija Mufid understreger, at zawaj-venskaber ikke må føre til, at kvinderne mister de grundliggende rettigheder, som de har ifølge islam, og at systemet må sikres mod misbrug.
Blandt fundamentalistiske muslimer betragtes zawaj venskaber som lige så blasfemiske som Salman Rushdies Sataniske Vers.
»Zawaj-venskaber er et importeret begreb fra den
anti-islamiske vestlige cola-kultur. Det er et forsøg på at infiltrere den islamiske kultur ad bagvejen. Vi bør holde os til – og bevare – de rene islamiske forskrifter, når det gælder hellige bånd såsom ægteskabsbåndet, med alle dets indbyggede rettigheder, pligter og religiøse former,« lyder erklæringen f.eks. fra Det Muslimske Broderskab i Egypten.

Æren mellem benene
I Mellemøsten har bl.a. nyhederne om voldtægtssager i Danmark, begået af muslimske unge, overbevist den jordanske psykolog Ahmed Abu Raseem om, at en tidlig mulighed for normale seksuelle forhold kan bidrage til at begrænse sexforbrydelser drastisk.
»Når muslimske teenagere oplever den seksuelle frigjorthed blandt deres jævnaldrende danske kammerater, mens de muslimske forældre forbander disse forhold, kan et ’religiøst velsignet’ kæresteri være en løsning, som forældrene accepterer, og som kan løse en del problemer med de unge,« siger han.
Abu Rasseem håber, at Zandanis fatwa også kommer til at gælde i de muslimske lande, for at lette de seksuelle spændinger hos unge, der er frustrerede over først at kunne gifte sig sent på grund af de økonomiske krav i forbindelse med ægteskab.
»Også i Mellemøsten er der store problemer med sexovergreb – ikke blot voldtægt men også incest og pædofili. Men det er et tabuemne, man ikke berører, fordi æresbegrebet hovedsageligt sidder mellem benene,« siger Abu Raseem.

FAKTA
Kæreste-fatwaen
*Af imam Abdul al-Majid Aziz al-Zandanis, Yemens religiøse overhoved, kontroversielle fatwa fremgår det, at et ægteskab er i overenstemmelse med sharia, når;
*Kvinden har en formynder
*To vidner er til stede ved vielsen
*Både kvinden og manden bekræfter, at ægteskabet indgås frivilligt
*Manden og kvinden er enige om medgiften, uanset beløbets størrelse
*Med hensyn til bolig og forsørgelse, kan parret bo hver for sig hos deres respektive familier, indtil de får råd til at få bolig og flytte sammen.

*Begrundelsen for fatwaen lyder:
»Formålet med denne fatwa er at hindre demoralisering blandt unge i de islamiske lande, USA og Europa, og at hjælpe det voksende antal enlige i de islamiske lande, der ikke har råd til at gifte sig og stifte familie og anskaffe sig bolig.«
aol/aa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu