Læsetid: 2 min.

It-gigant lobbyer Folketinget

Et af verdens største computerfirmaer forsøger i al hemmelighed at påvirke retsudvalget, Finansministeriet og politiet til at foretage massive indkøb
28. oktober 2003

Et af verdens største it-firmaer, Hewlett-Packard (HP), har forsøgt at påvirke Folketingets centrale politikere, samt nøglepersoner i Finansministeriet og hos politiet til at foretage massive indkøb af ny teknik.
Lobbyarbejdet handler om et beløb på 200 mio. kr. om året, som justitsminister
Lene Espersen netop er blevet enig med partierne om at afsætte til politiets edb.
It-firmaet, der nu gør klar til at invitere politikerne til England for at se nærmere på den nye teknik, melder selv om »en positiv feedback« fra politikere og embedsmænd.
Men formanden for retsudvalget er stærkt pikeret over lobbyarbejdet og vil nu have sat en stopper for HP:
»Det bør ikke finde sted. Vi bliver nødt til at holde fast i vores værdighed. Vi laver lovgivning og skal ikke være salgskontor over for ministeren,« siger Anne Baastrup, som ikke vil tillade flere salgsfremstød over for medlemmerne.
Dansk politi står over for at udskifte det centrale edb-system, Pol-Sas. Omkring 260 betjente kan frigøres til f.eks. patruljering og efterforskning, hvis det gamle system afløses af ny it, vurderer Rigspolitiet i et internt notat.
Hewlett-Packard har netop oprettet et sådant system i én af de 43 engelske politikredse, Wiltshire. Og systemet passer derfor perfekt til Danmark, mener salgschef Peter Harder: »Vi sørger for at politikerne får øjnene op for, at it kan klare utroligt meget. Og vi har dokumentation. Selvfølgelig med et salg for øje – det lever vi af,« siger han.
I Wiltshire har HP’s system givet hver betjent 30 minutters ekstra tid på gaden. Og kredsen har i alt opnået en besparelse på seks millioner kroner, fremgår det af HP’s materiale til retsudvalget.
På et møde, hvor både britiske og danske ansatte fra HP deltog, kunne de danske politikere også høre politimester Martin Abbott fra Wiltshire fortælle om systemet.
»Vi arrangerer nu en besøgstur til England for de politikere, der måtte ønske det. De har haft et meget positivt syn på sagen,« siger salgschef Peter Harder.
Også rigspolitichef Torsten Hesselbjerg inviteres til at høre nærmere om HP’s it-system. Lige som virksomheden undervejs har haft kontakt til den budgetansvarlige kontorchef i Justitsministeriet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu