Læsetid: 3 min.

Jazz fra vulkanøen

På Island trives et fremsynet, eksperimenterende jazzmiljø, der ikke lader de øvrige skandinaviske lande noget efter i kvalitet og dristighed
14. oktober 2003

Nye cd’er
Højt oppe i det nordatlantiske hav ligger den vulkanske kæmpeø Island. Befolkningen er på blot 250.000 mennesker og geografisk er den effektivt afsondret, men traditionen for at spille jazz har været levende siden 40’erne, om end mange først og fremmest forbinder Island med eneren Bjørk og måske jazzfusionsgruppen Mezzoforte, der solgte stort i 80’erne. Er man gammel jazzræv, kender man dog nok saxofonisten Gunnar Ormslev, Islands i efterkrigstiden kendteste jazzmusiker.
En ny og vital generation af musikere er vokset frem i de sidste 10-15 år, og lige nu råder Island over nogle spændende repræsentanter for progressiv og eksperimenterende jazz. Vigtige navne er især guitarisen og el-bassisten Skúli Sverrison, guitaristen Hilmar Jensson og den unge saxofonist Jóel Pálsson.

Efter stilheden
Skúli Sverrison, der i øjeblikket bor i New York, har sammen med tenorsaxofonisten Óskar Gudjónsson indspillet den spartanske og umanerligt smukke After Silence, en plade med sit eget, sære liv. Udgivelsen skaffede de to musikere titlen som årets jazzmusikere på Island sidste år. 13 korte stykker spilles lavmælt indtrængende på saxofon, understøttet af et velklingende akkompagnement og lyddesign fra Sverrisons guitarer. Stykkerne er som små digte: der kommunikeres rammende og skævt fascinerende med få midler.
Det tekstløse cd-hæfte eksponerer en række associative snapshots bl.a. et stykke af en velourjakke, et soveværelse, en bryllupskage, en turistbus i disen, en grønklædt klippe og en vintergrav med friske blomster – fastfrosne øjeblikke af hverdagsliv og omgivelser, der i smuk stilhed akkompagnerer musikken.

Manende og bidsk
Sverrisson medvirker også på pladen Napoli 23, skabt af gruppen med samme navn. Han sekunderes af netop Hilmar Jensson (el-guitarer og elektronik), Eyvind Krag (viola) og Matthias M.D. Hemstock (trommer og elektronik). Folkemusikalske elementer af skandinavisk og indisk islæt blandes i en fascinerende iscenesættelse. Mørkt tonede melodisekvenser, spillet fortrinsvis på viola, tilsættes tvetydige guitarklange, soundscapes og effekter. Det hele har et filmisk, langsomt manende og ildevarslende præg. Pladen er vel som helhed for monoton, men har dog unikke momenter.
Hilmar Jensson viser en rå og bidsk side af sit instrumentale håndelag på Tyft med amerikanerne Andrew D’Angelo (altsax, basklarinet og elektronik) og Jim Black (trommer, elektronik o.a.), med hvem Jensson også spiller i gruppen AlasNoAxis.
Tyft er en plade med stor spændvidde fra pauserende, akustisk fabuleren til aggressive, støjfikserede kraftudladninger. Det er dybt personligt, og hvis ikke man er sart, venter der en varieret, udfordrende og udmattende samling musik med vigtige hvilepunkter i Jenssons smukke, akustiske guitarpassager. Det vildtvoksende stykke, »Short or Hairy«, blev valgt som det bedste jazznummer på en islandsk cd i 2002.

Pálssons brede spekter
Saxofonisten Jóel Pálsson (f. 1972) har et langt CV at vise frem og to roste plader i eget navn før Septett. Dén plade indbragte ham sidste år og for anden gang udmærkelsen »Årets jazzplade« på Island.
Besætningen med tre blæsere og rytmegruppe med bas, trommer og tangenter giver en amerikansk klingende lyd, men der arbejdes i et bredt spekter: skift imellem stramme og løst skitserede passager, hymniske træk i harmonikken, vildtvoksende soli og pauserende frirum.
Pálsson kombinerer en nøgtern saxofonstil og tone med et overlegent håndelag (han kan minde om vor egen Jakob Dinesen). Hans kompositioner er ambitiøse med tendens til overmætning, men det opvejes af det levende gruppespil og gode soli
ikke mindst af Eythór Gunnarsson på elektriske tangenter.
Pálsson medvirker som gæst på cd’en Rask i pianisten David Thor Jónssons navn. En flot lydoptagelse fanger de dristigt og eventyrligt spillede musikstykker i et abstrakt, akustisk lydlandskab, der rammer en arketypisk tone i skandinavisk jazz med associationer til kølig luft, forrevne klippeskær og pludselige vejrskift. Igen personlig musik af høj kvalitet.

Fortidens stemmer
Sigurdur Flosason (saxofoner og klarinetter) og Pétur Grétarsson (slagtøj) skal nævnes for deres Raddir Thjódar: ’Nationens stemmer’. Udgivelsen, der er en udfoldelse af Islands folkemusikalske arv, var blandt de nominerede til Nordisk Råds Musikpris i år.
»Nationens stemmer« hentyder til de tusinder af sange og musikfortællinger, opbevaret i islandske nationalsamlinger. Ældre optagelser med sangere og fortællere er klippet sammen med Grétarssons slagtøjsrytmer, Flosasons træblæserspil, samt udvalgte reallyde og effekter.
Ideen minder basalt om gruppen Northern Voices’ registrering og musikalske bearbejdning af et andet folkemusikalsk materiale – eskimoiske trommesange – dokumenteret på pladen The Thule Spirit (1997). Raddir Thjódar er dog holdt i et mere simpelt og upoleret leje. Et sært fascinerende dokument, der vel kun har perifer interesse for ikke-islændinge.

*Skúli Sverrison & Óskar Gudjónsson: After Silence (Ómi Jazz 007)
*Napoli 23: Napoli 23 (Smekkleysa 5)
*Hilmar Jensson: Tyft (Songlines 1542-2)
*Jóel Pálsson: Septett (Ómi Jazz 011)
*Davíd Thor Jónsson: Rask (Ómi Jazz 006)
*Sigurdur Flosason & Pétur Grétarsson: Raddir Thjódar (Ómi Jazz 010)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her