Læsetid: 1 min.

Kan anbefales...

25. oktober 2003


Film
*Fernando Leòn de Aranoa: Mandage i solen
Spaniens nye macho-stjerne Javier Bardem er formidabel i sine uforudsigelige trodshandlinger som den arbejdsløse skibsværtsarbejder Santa, der har alt for god tid til at nyde solen om mandagen. Og filmen indkredser hans lige så desperate kolleger i et mesterligt, vittigt ensemblespil, der får en lille hverdagsverden til at åbne sig mod en global sammenhæng. Det er Ken Loach på spansk, men med en særlig sydlandsk sort munterhed og underliggende erotisk hede. En perle af indsigt og menneskeforstand.Pim.

Bøger
*Kirsten Thorup: Ingenmandsland
Kirsten Thorups bog er andet og mere end en alderdomsskildring. Gennem sin nøgne, direkte stil og sin springende, fortælleteknisk heterogene, komposition bliver den tillige en model for det at være tro mod sin egen historie, selv om man ikke selv kan aflæse sammenhængene i den, endnu. På en måde virker det vældig logisk, at en roman om tab af sprog leverer os et stærkt argument for at tale åbent med andre og i det mindste forsøgsvis sætte ord på de sværeste ting.
es-n

Musik
*Erann DD
Erann DD fik en landeplage med sin solistdebut Still Believing via et par ørehængere af den slags, der skjulte hvor gennemsnitligt resten var, men her tre år senere bryder han popskabelonerne og give sig hen i en sjælfuld bemestring af den blødere del af Tamla Motown-traditionen. Smokey Robinson, Levi Stubbs og Lionel Richie har ikke levet forgæves, men Erann DD forvalter arven med en stilsikker elegance, der er helt udansk. I denne sammenhæng en ros, som han kan dele med producer Poul Bruun.tobi
That’s The Way For Me. Sony

Udstilling
*Ansigtets geometri
Hverdagserfaringer kan udlægges som eksempel på, hvordan vores sandhedsbegreber er både konstruerede og kontekstafhængige. Det har man i hvert fald gjort på den både imponerende og meget underholdende udstilling om portrætfotografiet, »Ansigtets Geometri«. Her kan man se eksempler på billeder efter Bertillons metode, det kriminelle salonfotografi og pasbilledets relative virkelighed.
CHØ

Ansigtets Geometri. Det Nationale Fotomuseum. Til
den 7. februar 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her