Læsetid: 2 min.

’Vi har ikke kister nok’

Den lille italienske ø Lampedusa er tæt på undtagelsestilstand efter fundet af døde illegale immigranter ud for kysten
21. oktober 2003

Et frygteligt syn mødte besætningen på et italiensk kystbevogtningsskib, da den søndag aften opbragte en plimsoller i farvandet ud for øen Lampedusa nær den nordafrikanske kyst. Døde og endnu levende mellem hinanden i dynger på dækket.
De første bulletiner fortalte om 11 døde. De seneste siger, at 13 lig blev fundet på fartøjet, mens de overlevendes tal er 15. Men mindst 70 mennesker menes omkommet på denne lille båd, der den 3. oktober satte ud fra den libyske kyst ved grænsen til Tunesien med 85 mennesker, fortrinsvis somaliere, ombord og kurs mod Lampedusa.
Oplysningerne er givet af en af de overlevende. Brændstof, vand og levnedsmidler slap op efter to dage – den tid overfarten normalt ville tage – men derefter har fartøjet, uden søkyndig besætning, været i ukontrolleret drift i to uger, og de, der døde, blev kastet overbord af de levende.

Anden katastrofe
Det er den anden katastrofe af denne art siden i fredags, hvor syv afrikanere, blandt dem tre børn, døde under forsøget på at nå ind til Lampedusa. 25 overlevede.
Med sin beliggenhed tættere på Tunis og Libyen end på Sicilien og det italienske fastland er Lampedusa det foretrukne mål for den illegale indvandring. 6.000 er kommet i land på den lille ø siden januar – 7.000 fordeler sig på andre syditalienske kyster.
»Det er en katastrofe, som må plage den europæiske samvittighed,« sagde den italienske indenrigsminister, Giuseppe Pisanu.
»Vi ved, at hundredvis af mennesker er døde, fordi, der er både, som trods alt, når vores kyster, men vi frygter, at der ude i høj sø sker tragedier, som ingen nogensinde får noget at vide om.«
Tragedierne i havet ud for Lampedusa er ironisk nok en konsekvens af, at den italienske indsats mod den illegale indvandring er blevet skærpet og samarbejdsaftaler med udvandrerlandene og transitlandene er blevet mere effektive.
En aftale med Albanien har minimeret trafikken over Adriaterhavet, og den totale illegale indvandring er faldet med 40 procent siden januar. Et italiensk-egyptisk samarbejde har næsten lukket den hidtil foretrukne rute for folk syd for Sahara gennem Suez-kanalen – og tvunget emigranterne den lange vej over land gennem Sahara. Fra Somalia, gennem Etiopien, Sudan til Libyens Middelhavskyst. Dødstallene på den rejse kender ingen. Med Gaddaffis Libyen har Italien indgået en aftale om skærpet kontrol og afstraffelse af menneskesmugling.
Kommandanten for kystbevogtningen på Lampedusa, Michele Miosi, er ikke i tvivl om, at lukningen af de mange flugtruter har øget presset på den lille ø. Og det bør ikke være Lampedusas problem, mener øens borgmester Bruno Siragusa. »Vi er nærmest i undtagelsestilstand. Hjælp os – vi har ikke engang kister nok.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her