Læsetid: 2 min.

Klip

17. oktober 2003


(2. sektion)

*Galla Den 14. november er der dansk premiere på Pixars seneste animerede spillefilm, Find Nemo, der handler om en farfisk, der trodser havet, hajer og hvaler for at finde sin forsvundne søn, Nemo. Allerede den 26. oktober kl. 13.00 bliver der dog mulighed for at se den meget morsomme film ved en gallaforestilling i Imperial. Der vil være forfriskninger, og Lars Hjortshøj og Mette Lisby, der begge lægger stemme til figurer i Find Nemo, sørger for underholdning.
Overskuddet fra arrangementet går til UNICEF, og det vil efter forestillingen blive overdraget til prinsesse Alexandra. Billetter kan bestilles på 70 13 12 11 indtil tirsdag den 21. oktober.

*Cinedays For andet år i træk afholder EU-Kommissionen Cinedays over hele Europa. Formålet med Cinedays er blandt andet at få »unge europæere til at opleve eller genopleve vores fælles arv og udvikle en smag for og en stolthed over europæisk film takket være en bredere distribution.« Og »at erindre europæerne om deres rige filmskat og samtidig få de unge til at interessere sig for deres naboers film, kultur og historie.«
Det gør man så gennem en række arrangementer og ikke mindst filmforevisninger rundt om i Europa – i Danmark i København (Grand, Gloria), Odense (Café-Biografen), Århus (Øst for Paradis) og Aalborg (Biffen), hvor film af blandt andet Kieslowski, Michael Winterbottom og Hans-Christian Schmid er på plakaten. Cinedays begyndte den 10. oktober og fortsætter til den 24. oktober. Mere på www.cinedays.org.

*Filmskole De 12 elever – seks instruktører og seks producere – på anden årgang af den alternative filmskole Super16 er gået i gang med deres tredje og sidste film, som skal have premiere til september næste år og markere deres afgang fra skolen. Den amerikanske forfatter Paul Auster har stillet opgaven, som de aspirerende filmmagere skal forholde sig til i deres film:
»To mennesker taler ikke det samme sprog, men den ene har noget meget vigtigt at fortælle den anden.«
I en pressemeddelelse fra Super16 står der, at »konditionen kan løses som en scene eller som overordnet tema for hele filmen. Valget er frit.«
I august optog Super16 også elever til tredje årgang, otte instruktører og otte producere. Læs mere på www.super16.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her