Læsetid: 3 min.

Kold omgang

Med 2-2 mod FCK i Parken fik OB ét point med hjem til Fyn. Holdet var tæt på at nøjes med nul, men burde have haft tre
20. oktober 2003

Fodbold
Det forekom håbløst ufortjent, da FC Københavns Peter Nielsen på et usvigeligt straffespark knaldede bolden fladt ind i målet til føringen
2-1 blot fire minutter før pausen i hjemmekampen mod Odense Boldklub i går. Ja, det var næsten tragisk; fynboerne var gået uforfærdede og selvsikre på banen. De havde lagt pres på hjemmeholdet fra første fløjt og domineret grønsværen gennem hele første halvleg. Og bedst af alt – de havde gjort det med de midler, der skulle være FCK’s varemærke: kontant afregning på midtbanen og helstøbt holdarbejde tilsat teknisk snilde og sporadiske enkeltmandsdetaljer med afrikansk islæt.
Det er nemlig i særdeleshed OB’s to zambianske perler, Mwape Miti og Andrew Tembo, der gør forskellen for tiden. Mwape Miti, der indtil videre har scoret seks mål i Superligaen og lagt op til fem, har haft sin bedste sæsonstart på dansk grund. Efter at han i sidste uge scorede et par mål i surprise-sejren 5-0 over AGF, kaldte den århusianske midtstopper Morten Petersen ham for »et fysisk pragteksemplar« i Jyllands-Posten. Miti er som støbt i jern, dækker bolden fremragende, kaster ubesværet om sig med lækkerier og udviser eminent blik for det fremadrettede spil.
Mens FCK kørte for trekvart kraft i den første halve time, befandt OB-motoren sig i nogle højere omdrejninger. Allerede efter fem minutter var Superligaens topscorer, OB-angriberen Steffen Højer, trukket ind i målfeltet og havde sparket bolden ind bag Københavns keeper Magnus Kihlstedt, der ellers havde brilleret i onsdagens UEFA Cup-opgør mod ungarske Ferencvaros.
Således bagude på hjemmebanen burde det være meget svært for FCK at komme igen. Havde københavnerne overhovedet noget i posen? Havde de modet og viljen til at komme igen?
OB havde ikke tabt til de danske mestre i 13 måneder. Sidst holdene mødtes i Parken – det var i august – blev FCK banket ud af banen med cifrene 2-4.

Betonkulde
Det var atter blevet rigtig modbydeligt koldt i vejret i går, og vi var en del stadiongængere, der lod os overraske af oktobervejrliget som grønskollinger hvert eneste efterår. Mange af de ældre sportsjournalister havde svøbt grønne tæpper med Carlsbergs logo om livet for i det mindste at holde kulden stangen dér, mens de nedfældede deres referater til morgendagens aviser. De havde været i branchen i mange, mange år, og de kendte stadionkuldens væsen. De vidste, hvordan den indlejrer sig i betonen og derfra gnaver sig ind i muskelfibrene omkring knæene og arbejder sig op langs lysken, efterhånden som minutterne går.
Som om det ikke var slemt nok, begyndte en isnende støvregn at lægge sig over banen midt i første halvleg. Det havde nu ingen indvirkning på spillet.
Men kunne FCK komme igen uden stamspillerne Todi Jónsson, Ole Tobiasen og Erik Mykland, der var ude med skader?
Før kampen startede kom Mykland, den lille, kontroversielle norske createur, gående i VIP-afdelingen i sit civile kluns med sit lange Jesusgarn hængende fladt om hovedet som ørerne på en cockerspaniel, mens han tyggede på en pølse med sennep og ketchup. Var der noget symbolik at hente i dette billede?
Tilsyneladende ikke. Seks minutter efter Højers scoring lavede FCK’s langlemmede Peter Møller et heldigt mål – hjulpet af et par slappe markeringer hos OB’s forsvar. 1-1. Det var ufortjent, men sådan er fodbold, og det gav et hint om, hvordan resten af kampen skulle udvikle sig.
Hos FC København var det stort set kun Sibusiso Zuma og Peter Nielsen, der kunne slå en lang, præcis pasning over 30 meter. Den sædvanligvis træfsikre Thomas Røll lå ude på kanten og hældte den ene bold ud over sidelinjen efter den anden. Man måtte vel kunne forlange mere af et hold, som er bogført til 61 millioner kroner. Gudskelov for retfærdigheden fik OB udlignet sent i anden halvleg.
Som Zuma sagde i B.T. i går, er FCK inde i en »ren overlevelsesperiode« for tiden. I går mistede holdet endnu et point i forhold til Brøndby.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her