Læsetid: 3 min.

Kuriositeter og kritik

’Alfabet’ og PEN’s samarbejde vekslede mellem holdning og underholdning
31. oktober 2003

(2. sektion)

Radio
Lørdag den 25. oktober kl. 13-15 hørte jeg ikke Alfabet på P2. Alligevel har jeg tænkt mig at skrive om udsendelsen, som blev transmitteret direkte fra KafCaféen i København. Der udgjorde jeg nemlig sådan cirka en hundrededel af det glade publikum, som oplevede arrangementet Forfattere med musik i - musikere med ord i.
Det er ikke til at se bort fra, at jeg i modsætning til radiolytterne så de optrædendes optræden samtidig med, at jeg hørte musikken og ordene. Derfor kommer teksten her til at være en slags bastard, en blanding mellem reportage og radioanmeldelse.

Blandet landhandel
Jeg kender ikke fordelingsnøglen mellem Alfabet-redaktionen og PEN, hvad angår udvælgelse og sammensætning af de optrædende. Men det var under alle omstændigheder en mangfoldig og uhomogen flok. Der var mange gode og rigtig gode indslag, men samlet blev det en blandet landhandel, som man siger, der stak i mange retninger inden for feltet musik, lyd, ord.
Der var alt fra akkompagneret oplæsning til sangerinde med lirekasse. Entréen gik til PEN’s arbejde for ytringsfriheden og for forfulgte skribenter, og PEN’s formand Cæcilie Lassen åbnede ballet.
Dermed ydede Alfabet også PEN støtte, og det siger jeg ikke, der er noget lorent ved. Men programmet vekslede i mine ører mellem holdning og underholdning på en lidt uafklaret facon, som muligvis skyldes omtalte fordelingsnøgle.
Til den specielle anledning var Isabella Miehe-Renard, kendt fra tv-programmet Bestseller, konferencier. Hun præsenterede Benny Andersen, der bl.a. læste sit digt om at være verdensborger i Danmark.
Med sin tilforladelige påpegelse af, at det danske er iboende det »fremmede«, kunne Andersens digt godt sættes i forbindelse med PEN’s grundholdninger.
Men den næste på scenen, ordkunstneren Seimi Nørgaard, var i en helt anden (lidt new age-agtig) boldgade med sine små, skæve historier. T.S. Høeg indledte med en slags rytmisk rap-hyldest til PEN, og hans nationalsang havde samfundskritiske træk. Men da han – som forresten til folks fornøjelse blev akkompagneret af Benny Andersen på piano – gik af scenen og blev afløst af bandet Hu Hej Vilde Dyr, var det igen svært at se en rød tråd. Bandet spillede numre med egne, let syrede tekster og en enkelt tekst af Tove Ditlevsen.

For lidt kritik
De blev efterfulgt af Pablo Llambias og Thor Madsen (på guitar), der optrådte med sarkastiske, sørgmodige breve om reklamekampagner til Carlsberg, Orange og Lego. Herefter fulgte Line T. Thomsen, der sang højstemt klagesang og hyldest til en død sigøjnerdreng ved navn Angelo, og som kombinerede lydkollage med lirekasse. Ret spektakulært.
Som man måske fornemmer, var mangfoldigheden så spredt, at springene i stemning såvel som stil blev meget store. Noget af det mest underlige var faktisk Südow og Bengtson, der udsatte H.C. Andersen for en mixture af musical-melodi og powerbook. Så var undertegnede godt nok mere tilbøjelig til at klappe højt, da Niels Skousen stod genuint og gedigent frem med sin guitar og satte punktum for programmet med omkvædet »jeg er egentlig ikke utilfreds/ det er bare en bagskid der har varet siden 68«.
Det var lutter »musikere med ord i« og ingen »forfattere med musik i«, som blev interviewet i løbet af programmet, hvorfor mon, det virkede som en skæv balance. Der blev stillet meget bløde spørgsmål om lirekassens oprindelse og brugen af powerbook.
Samlet set bød eftermiddagen på lidt for mange kuriositeter og lidt for lidt kritik. Måske lød det anderledes i æteren?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her