Læsetid: 3 min.

Larsonardo da Vinci

Myten om den store mand kollapser for både Casanova og for Kaalunds tanketirrende teater
20. oktober 2003

Teater
Myten om ’den store mand’ er en af de mest sejlivede. Alligevel er en af vor tids mest pikante fornøjelser at puffe myten ned fra piedestalen. Det gælder helt ned til myten om ’den ærlige borgmester’…
Denne teaterweekend har budt på to europæiske mandemyter: Elskeren Casanova og geniet Leonardo da Vinci.
Det er Lars Kaalund, der har skrevet stykket om Leonardo da Vinci – opslugt, diskuterende og rastløst. Teksten er et sympatisk og ambitiøst projekt, hvis kolossale, internationale omfang understreges af forestillingens program, der er en stor, velresearchet coffeetable-bog om Leonardo.
Men det er også frustrerende. For hvorfor er Kaalund så fascineret af Leonardo-skikkelsen? Hvorfor skal vi gennem tre timers italiensk 1400-tals historie? Hvad er det præcist ved Leonardo – ud over altså hans kunstnerisk jaloux forhold til den 23 år yngre Michelangelo – der gør ham så evigtaktuel som dramatisk hovedperson?
Hvis det er Leonardos indre konflikt mellem mellem viden og lykke – hvorfor viser Kaalund os så ikke en Leonardo i udvikling? Hvad er det, som nærer Leonardos evige tvivl? Hvorfor bliver hans sanselighed usanselig på scenen? Og hvad er egentlig Lars, og hvad er Leonardo?

Væk fra lykken
At fatte er ikke det samme som at forstå. Den erkendelse tumler både Kaalund og da Vinci rundt med: Fascinationen af den mystificerende videbegærlighed, der sørgeligt nok ikke fører mod lykken, men længere og længere væk fra den.
I sin form oser forestillingen faktisk mere af Shakespeares århundrede end af Leonardos. Som i en solid Shakespeare-kongetragedie vrimler det både med mænd og ord i maskulin overload.
Prologen er endda på vers, lige som hos Shakespeare, og scenerne er endeløse forhandlinger, intriger og retssager af og om mænd.
Mange af ordene må dog kæmpe for at blive til replikker, måske fordi Thomas Bjørnagers scenografi ikke borer sig ind i rummet med Leonardos forunderlige indsigter i cirklens hemmeligheder og maskinens logik. Bjørnager har godt nok monteret en sølle kran og et par trappestiger, men intet, der får Gasværkets himmelrum til at suse med renæssancens storhed. Hans sorte kridttavlegulv er klart scenens bedste bud på Leonardos nysgerrighed. Og selv om Pernille Egeskov Bigum har designet smukke kostumer med finurlige kappelukninger og et godt Leonardo-snøreliv, så mangler dragterne overbevisende linjer. Det talstærke folkekor – smuktsyngende, men betydningsløst – er desuden anbragt i så rynket vadmel, at barme og bagdele bliver tungere, end kønt er.

Væk fra kroppen
Men jo, Niels Anders Thorn er blændende som Leonardo – hvileløs og ordgejlende og væver. Og Jacob Cedergreens Michelangelo har en medfødt vrede og forulempet lidenskab, som humper godt i spænd med Thorns aristokratiske arrogance. De livgivende gnister springer dog fra Ellen Hilllingsø, der bringer kroppen ind i historien – og ind på scenen – sammen med Josef Wolfugan Nielsens sandalberedte, sorte tjener.
Og ja, så kan Lars Lunøe den muntre kunst ’at dø som pave’ – suffleret af Jesper Hyldegaards veltalende og slagne Macchiavelli ...

Væk fra myten
Skuespillerne er også i centrum på Det Kgl. Teater, hvor Casanova-myten holdes ud i strakt, satirisk arm af den unge skotske dramatiker David Greig.
Her er Casanova ikke en mand, der nedlægger damer for at nedlægge damer: Denne Casanova er en oprigtigt søgende mand, der leder efter den eneste ene.
Nutidspointen er bare, at kvinderne slet ikke er interesserede i andet end one night-stands med den aldrende charmør… Han smiler spagt og forvirret i Henrik Koefoeds krop, der dirrer under trussejagten, mens Cecilia Zwick Nash strutter med barmen under utallige forskellige parykker som alle ’du-tænder-alligevel-altid-på-den-samme’-kvinderne; hendes finske sauna-lesbiske er en favorit.
Men hele ensemblet stråler veloplagt – Tina Gylling Mortensen som furie-fatal galleriejer, Lisbeth Wulff som kysk kostskolehåb og Peter Gilsfort som nørdet skabsbygger.
Tue Biering har desuden iscenesat skuespillerne, som om de har trænet katapultteknik – de formår i hvert fald at forsvinde i ethvert hul i jorden i Nicolaj Spangaas humoristiske og strømlinede koreografi, hjulpet af Antonio Rodrigues Andersens orange luderlys.
Sådan spidder Greig og Kaalund to store mandemyter: Elskeren i montren med kuriositeter – og geniet på sin endelige ørneudsigtspost. To tanketirrende teaterbud på mandemytens kollaps.

*’Casanova’ af David Greig (2001). Glimrende oversættelse: Simon Boberg. Instruktion: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Turbinehallerne til 19. nov. www.kgl-teater.dk

*’Leonardo da Vinci’. Tekst og instruktion: Lars Kaalund. Research: Jakob Melander. Scenografi: Thomas Bjørnager. Kostumer: Pernille Egeskov Bigum. Til 13. dec. www.oestre-gasvaerk.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her