Læsetid: 5 min.

Lidelse og lidt lurepasseri

Englænderne skuffede i denne uges opgør i den europæiske Champions League, hvor Chelseas spekulationsboble blev punkteret af Besiktas
3. oktober 2003

Mesterligaen
En af de helt store fornøjelser ved fodbold er, at spillet næsten altid byder på overraskelser.
Og den europæiske mesterturnering Champions League er heldigvis ingen undtagelse. Onsdag tabte mangemilliardæren Roman Abramovichs dyrt indkøbte stjernehold, Chelsea med 0-2 på hjemmebanen Stamford Bridge imod de tyrkiske mestre, Besiktas.
Tyrkerne havde kun brug for en halv time, før de havde punkteret Chelseas spekulationsbobbel med to hurtige scoringer, og selv om tyrkerne måtte spille med ti mand i det meste af anden halvleg, formåede Chelsea ikke at vende kampen. Dermed røg Chelsea ned på tredjepladsen i gruppe G.
At Manchester United samme aften løb ind i et fortjent 2-1 nederlag ude mod det tyske hold Stuttgart i gruppe E, gjorde ikke humøret bedre i England.
Arsenals lidet opmuntrende 0-0 kamp ude mod Lokomotiv fra Moskva var heller ikke værd at prale af på pubberne, og Arsenal med de mange franske fodboldstjerner har nu kun et point i bunden af gruppe B.
England lider i Europa, skrev avisen The Guardian – så man næsten kommer til at tænke på premierminister Tony Blairs lidelsesfulde forhold til EU og især til de to kernelande, Tyskland og Frankrig, der presser på for at få mere integration.
Alle tre engelske hold har stadig relativt gode kort på hånden for at nå videre til ottendelsfinalerne, for der er stadig fire puljekampe tilbage. Men foreløbig må de røde djævle fra Manchester konstatere, at det skotske hold Glasgow Rangers – FC Københavns overmænd i kvalifikationskampene – har lagt sig i spidsen for gruppe E med fire point. De spillede uafgjort mod græske Panathinaikos, der fik scoret i de 88. minut. Hverken danskeren Jan Michaelsen på det græske hold eller Rangers danske wing, Peter Løvenkrands, spillede sig op i landsholdsklassen i det indbyrdes opgør i Athen.

Få danske spor
Det danske islæt i årets Champions League er – som de fleste andre år – meget beskedent. I AC Milan varmer Jon Dahl Tomasson stadig bænken op, fordi de regerende europæiske mestre har en overflod af angribere og offensive midtbanespillere – som de desværre meget sjældent finder anvendelse for.
Således var Milan nærmest mentalt fraværende, da de onsdag spillede mod det galiciske hold, Celta, der dominerede på midten uden at kunne bryde igennem Maldinis, Nestas og Costacurtas velorganiserede forsvarsmur.
Brasilianeren Rivaldo fik lov til at blive skiftet ind i anden halvleg, men han virkede som en mat stjerne fra en fjern fortid, og han gør klogt i at finde en anden klub, når juleudsalget starter.
I den anden Milan-klub, Inter, er danskeren Thomas Helveg ved at finde sig til rette. Hjemme mod Dynamo Kiev vandt Inter med 2-1 den anden sejr i årets Champions League, og dette forsvarscentrede hold har foreløbig forbløffet alle ved at score ikke mindre end fem mål.
Indskiftede Christian Vieri fik i de yderste minutter af kampen mod Dynamo Kiev headet sejrsmålet ind og bragte dermed Inter op på seks point i gruppe B.
Inter har en formiddabel evne til at lurepasse sig til gevinst, og i denne kamp havde Dynamo Kiev fortjent en bedre skæbne.
Dennis Rommedahls hold PSV Eindhoven har indtaget en sikker bundplacering i gruppe C efter endnu et nederlag – denne gang 2-0 ude mod Deportivo fra Coruña, der ikke behøvede at anstrenge sig mod et svagt hollandsk hold. Deportivo er nu nummer to i gruppen med fire point – to efter franske Monaco vandt en 4-0 sejr imod AEK Athen og virker som en sikker kandidat til ottendelsfinalerne.
Også Real Sociedad fra San Sebastian er med to sejre og fuld pointhøst godt på vej, og de har seks point ligesom Juventus i gruppe D. De to hold støder sammen her den 21. oktober og den 11. november, der vil være udslagsgivende for, hvem der vinder gruppen. At Real Sociedad tirsdag formåede at vinde ude mod Galatasaray med en 1-2 sejr viser, at holdet hører til i den bedre halvdel af Champions League.

En smule bold på fløjen
Det andet ’kongelige’ spanske hold, Real Madrid, er på sikker kurs mod ottendelsfinalerne efter den anden sejr i årets Champions League. Efter et målmandsdrop i de første minutter formåede madrilerne at spille sig tilbage i onsdagens udebanekamp mod Porto og vende det truende nederlag med tre scoringer.
Real Madrid viste som før klare svagheder i forsvaret, og i store perioder af kampen overlod de initiativet til Porto på midtbanen, hvor især den brasiliansk fødte portugiser Deco var farlig.
Men fodbolden adlyder gamle love, som El Pais’ sportsredaktør Santiago Segurola skrev i går. En smule bold og et par fløjspillere – som den allestedsnærværende Luis Figo og den storspillende Solari – var nok til at sikre sejren. Superstjernen Ronaldo var underligt tam, men han har også nok at se til på hjemmefronten, hvor hans ægteskab angiveligt er under opløsning.
Når madrilenere kigger på Ronaldos tunge og trætte middelmådighed for tiden, kan de sikkert komme til at længes efter Morientes, der blev solgt til Monaco og senest scorede to gange imod Athen.
Men Real Madrid har mange andre stjerner og falde tilbage på. Som f.eks. Zidane, der efterlod sig en række fornemme artistiske detaljer og et flot mål flugtet ind fra halvdistancen.

FAKTA
Stuttgart slog Manchester United
Resultater af onsdagens kampe i Champions League i fodbold

*Gruppe A:
Celtic-Lyon 2-0 (0-0).
Mål: 1-0 Liam Miller (70. min). 2-0 Chris Sutton (78. min).
Tilskuere: 58.027.

Anderlecht-Bayern M. 1-1
(0-0).
Mål: 1-0 Ivica Mornar (52. min). 1-1 Roque Santa Cruz (74. min).
Udvisning: Claudio Pizarro, Bayern M. (36. min).

n*Gruppe B:
Lok. Moskva-Arsenal 0-0.
Tilskuere: 30.000.

Inter-Dinamo Kijev 2-1 (1-1).
Mål: 1-0 Daniele Adani (22. min). 1-1 Fedorov (34. min). 2-1 Christian Vieri (90. min).

*Gruppe C:
Monaco-AEK Athen 4-0
(2-0).
Mål: 1-0 Ludovic Giuly (23. min). 2-0 og 3-0 Fernando Morientes (27. og 56. min). 4-0 Dado Prso (86. min).
Tilskuere: 14.500.

La Coruna-PSV 2-0 (1-0).
Mål: 1-0 Sergio (19. min). 2-0 Walter Pandiani (51. min, straffespark).

*Gruppe D:
Galatasaray-Real Sociedad 1-2 (0-1).
Mål: 0-1 Darko Kovacevic (3. min). 1-1 Hakan Sükür (60. min). 1-2 Xabi Alonso (72. min).
Udvisning: Hasan Sas, Galatasaray (82. min).

Olympiakos-Juventus 1-2
(1-1).
Mål: 1-0 Ieroklis Stoltidis (12. min). 1-1 og 1-2 Pavel Nedved (21. og 79.min).
Tilskuere: 14.000.

*Gruppe E:
Stuttgart-Man. United 2-1 (0-0).
Mål: 1-0 Imre Szabics (50. min). 2-0 Kevin Kuranyi (52. min). 2-1 Ruud van Nistelrooy (67. min, straffespark).
Tilskuere: 50.348.

Panathinaikos-Glasgow R.
1-1 (0-1).
Mål: 0-1 Emerson (34. min). 1-1 Pantelis Konstantinidis (87. min).
Udvisning: Yiannis Goumas, Panathinaikos (47. min).
Tilskuere: 13.718.

*Gruppe F:
Porto-Real Madrid 1-3 (1-2).
Mål: 1-0 Francisco Costinha (7. min). 1-1 Ivan Helguera (28. min). 1-2 Santiago Solari (37. min). 1-3 Zinidine Zidane (67. min).
Tilskuere: 47.500.

Marseille-Partizan 3-0 (0-0).
Mål: 1-0, 2-0 og 3-0 Didier Drogba (62., 68. og 85. min).
Udvisning: Andrija Delibasic, Partizan (46. min).
Tilskuere: 56.825.

*Gruppe G:
Chelsea-Besiktas 0-2 (0-2).
Mål: 0-1 og 0-2 Sergen Yalcin (25. og 29. min).
Udvisning: Ilhan Mansiz, Besiktas (51. min).
Tilskuere: 32.957.

Lazio-Sparta Prag 2-2 (0-2).
Mål: 0-1 Libor Sionko (27. min). 0-2 Karel Poborsky (35. min). 1-2 og 2-2 Simone Inzaghi (46. og 60. min, straffespark).
Tilskuere: 30.000.

*Gruppe H:
Celta-Milan 0-0.
Tilskuere: 27.030.

Ajax-Club Brügge 2-0 (1-0).
Mål: 1-0 og 2-0 Wesley Sonck (11. og 54. min).
Tilskuere: 49.371.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu