Læsetid: 4 min.

Den lille driblende fugl

Brasilianeren mindes Garrincha, der i disse dage ville være fyldt 70 år. Han var den uortodokse stjerne, der som Pelés holdkammerat på landsholdet var hovedkraften bag Brasiliens VM-titler i 1958 og 1962
29. oktober 2003

Fodbold
BUENOS AIRES – Den 28. oktober 1933 blev Manoel Francisco do Santos født som en af 16 børn i en fattig familie i landsbyen Pau Grande 100 kilometer uden for Rio de Janeiro. Der var seks centimeters forskel på hans to ben. Om det var drengeårenes polio kombineret med megen tid på fodboldbanen, er ikke til at vide. Men Manoel voksede sig mere end almindeligt hjulbenet – og var ualmindelig god til fodbold.
I disse dage, 70 år efter hans fødsel, taler Brasilien med respekt om den hjulbenede provinsknægt, der siden under kælenavnene Mané og Garrincha, den lille fugl, blev kendt som en af verdens bedste fodboldspillere. Brasilianerne mener at vide, at den kommende Garrincha som teenager drog til Rio de Janeiro for at vise sit enorme fodboldtalent hos Fluminense. Storklubben afviste ham. Rygterne siger også, at han i 1953 vendte tilbage for under sin første prøvetræning i den mindre men lige så stolte klub Botafogo at lave hele to tunneller på holdets daværende stjerne, Nilson Santos, der straks bad klubben hyre ham.
Samme år debutterede Garrincha i den bedste række ved at lave tre mål for Botafogo.
Det blev indledningen til to årtiers fodboldhistorie med flere titler med Botafogo og det brasilianske landshold.
Uden for grønsværen didikerede Brasiliens kunstnermiljø digte og film til ham og hans hjulben som filmen Garrincha, alegria do povo (Garrincha, de fattiges glæde) instrueret af Joaquim Pedro de Andrade i 1963. Selv var den lille fugl noget af en skabsornitolog, der yndede at tage på fugleture for at slappe af.
På grønsværen var han forudsigelig. Han driblede altid mod højre. Men hans verdensberømte driblinger var uforudsigelige, fordi hans kropsbygning modsagde alle naturlove.
Hans varemærke blev driblingen til højre og en præcis, til tider genial, pasning eller hans karakteristiske sololøb med eller uden driblinger mod baglinjen. Venstre fod, højre fod, hovedet, spilninger, træk og mål.

Hvad med returkampen?
Brasilianerne tog for alvor Garrincha til sig, da han i 1957 med fem mål i 6-2 sejren over Fluminense gav Botafogo mesterskabet efter ni års medaljetørke. Siden kom VM 1958 i Sverige, hvor han sad på bænken det meste af turneringen. Op til finalen mod værtslandet stillede spillerne inklusive den 17-årige Pelé et ultimativ til landstræneren: Sæt Garrincha på banen eller spillet er ude. I glæden over finalesejren på 5-2 og Brasiliens første verdensmesterskab viste Garrincha sig fra sin mest sympatiske og typiske side:
»Og hvad med returkampen,« spurgte han gravalvorligt sine holdkammerater.
Det var hans stil i rampelyset som privat, hvilket i sidste ende blev hans endeligt med for mange cigaretter, whisky og nøgne piger.
Som 15-årig havde Garrincha giftet sig med sin første kæreste. Brasilianerne mener også at vide, at deres gudsbenådede fodboldspiller var en skørtejæger, der mellem kampene søgte tilbage til sine ydmyge rødder i Rio-forstæderne for at drikke sig en kæp i øret i pinga – Brasiliens sukkerrørsbrændevin cachaça. Så længe Garrincha tryllede på banen, holdt datidens presse sig fra hans privatlivs udskejelser.
Han nåede sit fodboldklimaks under VM 1962 i Chile, hvor han blev valgt til turneringens bedste spiller.
I Brasiliens indledende kamp mod den senere finalemodstander Tjekkoslovakiet blev Pelé sparket ned. Garrincha bar i resten af kampene Brasilien mod dets anden VM-titel. Hans to mål mod England sænkede et hold med mange af de spillere, der fire år senere som værtsland skulle vinde Englands hidtil eneste VM-titel.
I semifinalen mod Chile tillod dommeren hjemmeholdet at spille til og over stregen mod Garrincha, der i frustration begik et groft frispark og blev vist ud. Halvvejs ude af banen fik Garrincha en flaske i hovedet, hvilket fik FIFA til i et af VM-historiens eneste tilfælde at annullere hans karantæne.
I finalen mod Tjekkoslovakiet fik han til gengæld en tremandsoverkåbe, uden at det forhindrede ham i at være med i to af de tre brasilianske mål. En lille stor detalje er, at Garrincha løb på banen med 39 i feber.
»Hvilken planet er du fra, Garrincha,« spurgte Chiles største dagblad, El Mercurio, dagen efter 3-1 sejren over tjekkoslovakkerne.
Garrincha delte med fire mål topscorerværdigheden. Typisk for den lille fugl mødte han under turneringen den brasilianske sangfugl Elza Soares, som han giftede sig med efter en hurtig skilmisse med sin første kone.
Ifølge Brasiliens fodboldkendere var det begyndelsen til enden for superdribleren. Samme fodboldkendere siger, at hans to mål i 3-0 sejren over Flamengo i 1962-finalen om Rio-mesterskabet var den sidste kamp, hvor Garrincha var Garrincha. Symptomatisk stoppede han på det brasilianske landshold efter hans eneste nederlag på dette – til Ungarn under VM 1966. Pelé var ikke med. Med de to på banen samtidig tabte Brasilien ikke en eneste kamp.
Til gengæld står den periodes møder mellem Garrinchas Botafogo og Pelés Santos som noget af det ypperste i Brasiliens klubfodbold.
Siden tog alkoholen nerven af hans driblinger og gjorde hans fodboldspil mindre kraftfuldt. 20. januar 1983 – efter at have spillet sin sidste opvisningskamp i julen 1982 – døde Garrincha af leverbetændelse i Rio de Janeiro.

FAKTA
Garrincha
*Manoel Francisco do Santos født i Pau Grande, Rio de Janeiro, 28. oktober 1933. Kendt som Mané og siden Garrincha.
*Storspiller for Rio-klubben Botafogo 1953-66 med hvem han spillede 581 kampe og scorede 232 mål.
Rio-mester i 1957, 1961 og 1962. Rio-Sao Paulo-mester, datidens brasilianske mesterskab, i 1962 og 1964.
*Tillige spillede han i Flamengo og Corinthians samt mindre brasilianske og udenlandske klubber efter 1973.
*60 kampe på Brasiliens landshold. Vundet 52, 7 uafgjort og en tabt (mod Ungarn i VM 1966). Verdensmester med Brasilien i 1958 og 1962. Sidste VM 1966 i England. Død af leverbetændelse 20. januar 1983. Gift to gange og far til 13 børn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu