Læsetid: 2 min.

Den mand skal væk!

Tidligere modstandsfolk var mødt op til premiere på Peter Øvigs og Morten Henriksens film om likvideringer under besættelsen
30. oktober 2003

Film
»At tage et andet menneskes liv er en alvorlig sag. Ja, det er vel det mest alvorlige, man kan gøre.« Sådan lød, citeret efter hukommelsen, et af udsagnene i dokumentarfilmen om Danmarks egne partisaner under Besættelsen, Med ret til at dræbe.
Peter Øvig Knudsen har i fire år levet med dette projekt, der begyndte med interviews med en række frihedskæmpere. Det blev til en artikelserie, en bog, en række foredrag og altså nu en film, som Morten Henriksen har instrueret.
Henriksen har tidligere instrueret film over Tage Skou-Hansens klassiker-roman, De nøgne træer, og denne forfatter var både med i filmen og til stede ved premieren – sammen med Erling Andresen, Lis Bomhoff, Gunnar Dyrberg, Volmer Nissen, Herluf Rasmussen, Jørgen Kieler og Hugo ’Uffe’ Howitz – ligesom en pårørende til en af de likviderede var mødt op.

Helt blandt helte
Filmen tog os tilbage til en tid, hvor ca. 400 danskere blev henrettet som stikkere eller potentielle ditto. Beretningerne og rekronstruktionerne af de dramatiske begivenheder var intenst bevægende. De blev påset i koncentreret tavshed, og det, der gjorde mest indtryk, var nok den rankhed og det faste blik, hvormed deltagerne, der i dag er 70-80 år, svarede nøgternt på Øvig Knudsens spørgsmål. Det var en opgave, der skulle løses: Den mand skal væk! Man risikerede også selv døden, men frygtede den ikke så meget som eventuelle pinsler forud. En helt blandt heltene var manden, der gik under dæknavnet Flammen, hvis skæbne en passage i filmen opholdt sig ved. Man mener, han foretog 22 likvideringer.

Ikke megen tak
For indsatsen modtog modstandsfolkene ikke megen tak efter krigen. Tværtimod blev de af politikeren Frode Jacobsen bedt om at holde laveste profil. Der var sket nogle fejllikvideringer, og Jacobsen mente, det var bedst sådan. Der skulle ikke pilles ved glorien. En ’hædersgave’ på 7.500 årligt kunne det blive til, sagde en af dem med en vis galgenhumor. Og en anden, at han havde medvirket i en radioudsendelse, og at Jacobsen havde været rasende, så man havde en fornememlse af at have gjort noget forkert.
Frihedskæmperne blev efterfølgende kaldt til hyldest og blomster foran publikum. »Jeg bliver her,« »Jeg sender min stok,« og »Jeg kommer, så godt, jeg kan.« lød det oppe fra tilskuerpladserne.
På Informations spørgsmål, om disse interviews var den største samlede manifestation siden krigen, bekræftede Volmer Nissen, engang hyppig talsmand for politiet på tv i narkosager, at det var det, »for ingen har jo interesseret sig for det.« Og Herluf Rasmussen roste den pårørendes beretning, for hans »rolige erkendelse af, at hans farfar havde været nazist«. Det havde trukket lange, traumatiske skygger.
Før visningen havde Filminstituttets konsulent, Allan Berg Nielsen, i en tale sammenlignet filmen med Martin A. Hansens fortællinger og de islandske sagaer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu