Læsetid: 4 min.

? / ! Maria Helleberg

Historikerne skyder på forfatterne af de historiske romanforfattere. Maria Helleberg vender skytset den anden vej og påpeger historikernes begrænsning – i Vilde kvinder milde kvinder, en biografisk bog om tolv kvinder fra 1770-1830
25. oktober 2003

– Hvad gav impulsen til din nye bog om 12 kvinder i Guldalderen?
»Arbejdet med min forrige bog, Kærlighedsbarn. Det undrede mig, at man ikke har interesseret sig så meget for de kvindefigurer før.«
– Hvad var din opdagelse?
»At de egentlig var forbavsende tilfredse, skønt mange af dem går ind for republik, revolution og lighed. Alle ved de udmærket, at der er grænser for, hvad de kan opnå. De siger ikke ’jeg synes, det er utilfredsstillende, at jeg som kvinde ikke kan blive minister’.«
– Er det ikke bare sådan, at de tog deres åg på sig?
»Jeg kan forestille mig værre åg end at have salon i Odd Fellow-palæet. De er vildt priviligerede, også psykisk.«
– Navne som Schubart-Rewentlow, Rewentlow-von Gram-Stolberg angiver, at de næppe er repræsentative!
»Den tid har ingen skam over at være elite: Når man står øverst på pyramiden, har man det bedste udsyn. Eliten modtager de nye strømninger og ideer og skal bedømme, om de kan gøres brugbare.«
– Hvem er den mest vilde kvinde i din bog?
»Elisabeth Ahlefeldt, som virkelig realiserer sturm- und drangdrømmen om at møde alle tiders mand – nåja, okay, det var under Napoleonskrigene, han var prøjser – og man gifter sig med ham, uden at ens far synes om det, og hvis han skal i krig, så tager man da med. Man har jo lært ride, siden man var tre, og så lærer man at skyde. Hun fik jernkorset og har et passioneret forhold til manden, indtil det forbandede sker, at der bliver fred i 1815. Pludselig er han bare en lille garnisonsleder, oberst med tyk mave. Så begynder det at gå galt mellem dem.«
– Du har nogle hip til historikerne?
»De fleste historikere i Danmark er offentligt ansatte. De er ikke trygge ved folk, der tjener deres penge i det frie erhvervsliv – der er sgu nok noget i vejen med dem – og specielt folk, der har arvet sig til position og penge, har der været en skræmmende mistillid til.«
– Er guldalderkvindernes liv og skæbner godt belyst?
»De har jo hovedsageligt belyst sig selv gennem breve.«
– Et kildemateriale, historikerne er gået udenom?
»Ind imellem har man udnyttet det på en foruroligende måde. Jeg har altid undret mig over deres anvendelse af Louise von Grams beskrivelse af, hvad hun oplever i datidens København. Det kan jo ikke bare være den skinbarlige sandhed. Hun må da også opleve det her ud fra sin egen personlighed. Alle kilder kommer jo fra personer.«
– Hvad kan romanforfattere, som historikere ikke kan?
»Forunderligt nok har gode, historiske romaner et meget længere liv end historie, der jo er en videnskab dvs. man bygger hele tiden oven på dem, der gik forud, modsiger dem, finder noget nyt. I skønlitteratur er der en helt anden kvalitet. Det kan godt være, historikerne i dag ikke vil skrive under på Kongens Falds billede af Chr. II eller giver så meget for Tolstoys Krig og Fred. Ikke desto mindre skal der meget til for at læse en historiker fra 1857, der bearbejder Napoleonskrigene i Rusland, hvorimod man roligt kan læse Tolstoy.«
– Hvor går grænsen mellem dyneløfteri og historieskrivning?
»Hele modsætningen har noget at gøre med Victoriatidens opfattelse af privatlivet som noget lidt skammeligt, hvor man træder i kontakt med lavere stænder og drifter. Vi er utroligt uenige på, at mennesket egentlig hænger ret godt sammen. Det er lidt muntert, når man engang imellem bliver pikeret over, at man skildrer f.eks. en Henrik Stangerup the way he was. Altså hvis man havde prøvet på at skildre Henrik som et upright og altid ædru menneske, så ville man jo egentlig have løjet forfærdeligt. Men hans kvalitet var faktisk, at der også skete noget andet, og at han holdt ud. Hvis man tæller den Henrik ud, så forsvinder han som person.«
– Ligger der et stort område af betydning, som historikerne ikke drager ind i deres felt?
»Du kender godt de her angelsaksiske biografier, der handler om gode og effektive englændere – på side 132 står der: I øvrigt blev han skilt i 1935 og to år senere møder han så NN, som han bliver gift med, efter at hun også er blevet skilt. Det må jo have afsat visse spor i dette menneskes liv, men det kommer kun til udtryk med fire linjer i en biografi.«
– Kan sådanne udeladelser have haft betydning for storpolitik?
»Problemet er, at vi faktisk ikke ved det, for det er stort set uopdyrket område. Vi har trukket glemslens stjernetæppe ned over personerne.«
– Hvis historikerne som videnskabsmænd skulle indleve sig, ville vi så ikke løbe skrigende bort?
»Det kommer an på, hvor lille en person, der prøver at indleve sig i en stor person. Jeg må indrømme, jeg er da løbet skrigende bort fra Leo Tandrup. Det kan være meget svært at forestille sig ham forstå f.eks. Michelangelo. Men der er selvfølgelig også sider, man ikke kan trænge ind i, som er så godt som tildækket. Vi har jo også den svaghed, for nu at spille djævelens advokat, at vi engang imellem mener, at folk træder i karakter gennem deres svagheder eller særheder. Her har vi en person, der er homoseksuel og en, der har haft et alkoholproblem – så har vi forklaret dem. Det er ikke nok. Deraf følger også, at mange af dem, der optræder i det offentlige rum kæmper og slås for at holde vitale dele af deres liv hemmeligt. Man vil ikke forklares så nemt - og forklares nedad.«
Kristen Bjørnkjær

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu