Læsetid: 8 min.

Messe for en hipster

I dag er det 10 år siden digteren Dan Turèll stillede glasset fra sig og drog afsted for at møde buddaen. Vi mindes ham med vemod, varme og voldsom længsel
15. oktober 2003

Dan Turèll
Al oplevelse
er forklaring
– fra Karma Cowboy (1973)

Det var i første omgang digtene fra den fortættede og gribende afskedstrilogi – der sine steder kunne vride tårer fra et stålvalseværk – Himalaya Hilton, Gud & Gokke og Tja-a Cha-Cha (fra henholdsvis ’91, ’92 og ’93), der fik undertegnede til at indse, hvad vi havde mistet, da den chokerende nyhed om digterens død blev beamet ud over samtlige radio- og tv-stationer i morgentimerne 15. oktober 1993. Det kan ellers nok være skabs-Turèll-tilhængerne myldrede frem som glubske rotter, og han blev posthumt hyldet i en grad, han nok kunne have tålt lidt mere af, mens han levede.
Men det var først et par dage senere til bisættelsen på Arbejdermuseet i Rømersgade med en irriterende klump i halsen og intet at skylle den ned med, da Jan Kaspersen på klaveret gav »Just a Gigolo« – hvis omkvæd på dansk besidder den der særegne blanding af kynisme og sentimentalitet, man kendte så godt fra Turèll selv: »Dumme Gigolo, stakkels gigolo/ giv din latter frie tøjler/ selv om hjertet det gør ondt/ må du dog manegen rundt/ du er jo kun en gøgler«; et helt banalt
refræn af den slags, der indeholder kimen til en dybere livsvisdom, hvis man ellers er konstrueret således, at man er i stand til at opsnappe den slags – først da ramte det fulde omfang af nationens tab mig. For fanden – det var jo DK’s sidste ægte hipster, der havde stillet glasset fra sig og overladt os til vores forpulede skæbne!

En ordentlig spand kul
Mine tanker fór fluks tilbage til 1975, hvor forfatteren, digteren, showmanden mm. Dan Turèll som en hvid tornado gjorde sin entré med det – for forfatterskabet i øvrigt relativt atypiske – hjemstavnsværk Vangede Billeder, der i dag har karakter af klassiker, men som også i samtiden opnåede anerkendelse og udbredelse.
Med den bog skrev han sig ind i hjertekulen hos den del af befolkningen, der så sig i stand til at tune ind på den frimodige og usentimentale bølgelængde, via hvilken Radio Turèll sendte. Længe før hiphoppen genindførte lokalpatriotismen på dansk jord, gav Turèll den en ordentlig spand kul. Men selv om Vangede Billeder er skæg, uprætentiøs og fremfor alt noget så usædvanligt i dansk litteratur som en fuldstændig traumefri barne- og pubertetserindring – uden at fortælleren dog selv udgør det egentlige centrum, det gør i stedet et mindre håndgribeligt og meget humoristisk ’vi’ – falder det her naturligt at citere Asger Schnack, når han i sin biografi, Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste, skriver: »Når mange har den opfattelse at Vangede Billeder er Dan Turèlls vigtigste – eller eneste – bog, er det naturligvis, fordi de kun kender den.«

Letflydende mikstur
Året forinden havde Turèll nemlig seriøst leveret klatten med de ’300 ark’, der udgjorde digt-, sang-, tekst- og hovedværket Karma Cowboy, som søsatte anden – og bedste – fase af forfatterskabet. Allerede i titlen mødes det øst (som i buddhismens mange fremtrædelsesformer) og det vest (som i nordamerikanske mod- og populærkulturelle strategier), der udgør de to poler, mellem hvilke Poeten opererer. Om end teksterne konsekvent fremskrives fra en uimponeret lokal/personlig vinkel.
I Karma Cowboy fusioneres forfatterens tekstbevidste, stofdrevne, kulsorte og kompromisløse avantgardisme med en direkte og åben kommunikationsform, hvor hans mange positioner – barflyen, bogormen, buddhisten, eroten, familiemennesket, filosoffen, flanøren, gavflaben, Giro 413-nostalgikeren, heltedyrkeren, hipsteren, historiefortælleren, hitmageren, hjemstavnsbesyngeren, humanisten, ikonoklasten, jazzimprovisatoren, krimikenderen, musikambassadøren, mytomanen, nattevandreren, provokatøren, rimerøven, rock’n’rolleren, snakkemaskinen, syrehovedet, tekstteoretikeren, vennen, vampyrspecialisten og meget andet – skrives sammen til en forunderlig letflydende mikstur, det hermed på det voldsomste anbefales enhver at indtage så ofte som muligt.

’Mixed-Medie Mars-Mand’
På Turèlls 30-års fødselsdag den 19. marts 1976 udsendte Corsarens Forlag den første samling tekster, hvor Onkel Danny fortæller, og i hvilke læseren på sæt og vis kommer tættere på Turèll, end det var tilfældet – og hensigten – med Vangede Billeder, idet denne Onkel Danny ved hjælp af diverse erindringsnedslag og med speederen i bund fremskriver side efter side af selve Livets Bog! Eller noget, der til forveksling ligner. Selv om en vidunderlig blufærdighed i samspil med total mangel på de sædvanlige skandinaviske skavanker – kristen dualisme, sortsyn, selvmedlidenhed, bitterhed og den dér sære trang til at bekende alt mellem himmel og jord – betød, at Turèll aldrig ragede på læseren med utidige intime betroelser og det, der er værre. Han holdt sig i bedårende og befriende grad til historien, fuld af en empati for de folk, han gav stemme. Det blev til i alt fire fremragende bind, hvor Onkel Danny fortalte – og dèt i dén grad!
Denne produktive tekstmaskine fandt i de år for alvor fodslaget: Lige om hjørnet lå Storby-Trilogien – først Drive-In Digte og året efter, i ’77, både 3-D Digte og Storby-Blues – så det kan nok være hovedværkerne stod i kø for at komme til! For at det ikke skal være løgn, udkom parallelt to uundværlige værker i beskedent udstyr på det lille forlag Swing: Live-Show Feed-Back – en god nøgle og en generel om end atypisk seriøs indgang til forfatterskabet – og Livets Karrusel.
Så De må have mig undskyldt, hvis jeg påstår, at Turèll peaker i denne periode, hvor han også tæppebombede aviser, tidsskrifter og ugeblade med artikler samt jævnligt velsignede såvel tv som radio med alt godt fra Medieværkstedet… og i det hele taget fremstod som en vaskeægte
’Mixed-Medie Mars-Mand’, hvis yndlingsekskursion var ’A Walk on the Wild Side’.
Håndsky eller berøringsangst var han fandeme ikke, og man må beundre den ildhu, hvormed han benyttede gennembruddet til at slå sit navn fast – også ved brug af sin imponerende fysiognomi, som han fremhævede ved at kronrage issen, male neglene sorte, bære bredskyggede hatte og generelt klæde sig som en derangeret hipster, fjernt fra tidens aseksuelle og fodformede venstrefløjsuniform og på en facon, så det lignede et varemærke til forveksling. Denne Dan Turèll ville leve af at skrive.

I stormens øje
De seks bind Medie-Montager, Dan Turèll sendte på markedet i perioden 1975-1978, blev så at sige til i stormens øje, mens Digteren som en atomdrevet raket skød sig selv op på stjernehimlen. Selv om man strengt taget og i ramme alvor kun kan benytte ordet ’montage’ om det første bind, passede det selvopfundne format som Hans i Grete til den række ikke altid lige homogene, men næsten altid læseværdige tekster, Turèll i de år i en lind strøm leverede til aviser og mere eller mindre obskure tidsskrifter.
De to første kom i røven på Vangede Billeder, men solgte ikke tilnærmelsesvis i samme omfang, overhovedet ikke, faktisk. Ingen af de seks bind kom i mere end et enkelt, beskedent oplag, og alle er i dag samlerobjekter – for nu ikke at sige trofæer – blandt turèllomaner. Med sorthvide, kongeniale omslag af Turèlls gode ven og tro væbner, tegneren Peder Bundgaard var deres signalværdi uforlignelig – læste man Turèll, var man oppe på beatet, med i flowet, ét med tiden, dagens Dario på dåse osv.
I samtiden antog de karakter af minibibler – formatet var overmåde handy og kunne snildt ligge i lommen på de enorme og, når de blev våde, ildelugtende lammeskindsfrakker, der var standardudstyr hos flipperstanden – for vordende hipsters på jagt efter en entusiastisk, vidende og humoristisk stifinder… især som serien tog fart og feltet bredtes ud til også at inkludere tegneserier, 50’errock, knaldromaner, monstre, narkonyt, rejsebeskrivelser samt ikke mindst de dér tjaldede improvisationer, der gerne garneredes med skarpe kommentarer til tidsånden. Faldt det for, genbrugtes digte fra de års store samlinger, hvis de på nogen måde var beslægtede med pågældende binds tematik.
Fra starten lå det stilleje fast, hvor Radio Turèll uden dikkedarer henvendte sig direkte til sin medsammensvorne, læseren, ja, på forhånd tog for givet, at skriver og læser sendte på samme bølgelængde, havde samme fundament og grundlæggende viden om det behandlede. Således kunne han springe alle dikkedarer over og gå direkte til dét, der interesserede ham ved det givne emne – dét, han kunne bruge.
Formidlings-tour de force
I formidlingen af den glæde, hans inspirationskilder skænker ham, er Turèll fænomenal, drivet og dynamikken i sproget er en på dansk fuldstændig uovertruffen formidlings-tour de force, hvad enten han skrev om Lou Reed, William Burroughs, Chuck Berry, Frankenstein, tegnerne Carl Barks og R. Crumb, Raymond Chandler, personligheder som Johnny Cash, Andy Warhol, Elvis Presley, David Bowie, Muhammed Ali, Bruce Springsteen og alle mulige og umulige andre fra det store mediegalleri, mens den rablende og udfarende kredsen om musikkens inderste væsen, »En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon«, står som én af forfatterskabets centrale tekster.
Værd at citere er »There’s No Business Like Show-Business«, hans passionerede forsvar for underholdning, som han kalder »praktiseret socialisme, fordi det altid bliver forenet bevidsthed, fælles bevidsthed … praktiseret socialisme er solidaritet, og den er ren og uden slagord.«

Med på en budcykel
Som produkt af Det Store Tressertrip vidste Turèll en hel del om det felt, vi kalder det bevidsthedsudvidende. Og hans bedste tekster er netop dét – her behøves hverken drugs, askese, religion eller meditation, stiller man op med et åbent sind, en sjat sprogsans, godt med humor, evnen til begejstring og lidt musikalitet, er man med på en vogn – eller er det ikke snarere en budcykel, drevet frem med pedalkraft af »en stinkende, swingende svajer af en sjover«, som Turèll engang beskrev Tom Waits – der drøner derudad. Man kan alt efter temperament og tilbøjelighed på egen hånd gå videre til de mange helte, skurke og valgslægtsskaber, disse Medie-Montager (alt indbefattet) vrimler med. Fra B.S. Ingemann over Carl Barks til Allen Ginsberg er der ikke så langt, som man måske dingler rundt i sit sammensunkne kød og tror. Ikke når Dan Turèll giver den som vognstyrer, i hvert fald. Personligt har jeg gerne og ofte ladet mig tage ved hånden af den Gamle Guru, selv om der da har været tilfælde, hvor Turèlls tekster viste sig at være det mest interessante i sammenhængen.
Og skulle man et øjeblik få trang til at blive en anelse kulturpolitisk – vorherrebevares! – er der stadig noget forfriskende ved at læse en mand, der ikke regner fin- og populærkultur som modsætninger, men fuldt ud er i stand til at nyde begge dele på deres egne præmisser… og sågar formår at få dem til gensidigt at befrugte hinanden, så det synger i kraniet.
Jo, jeg husker tydeligt den 15. oktober 1993... en kulsort dag i Danmarkshistorien – og min personlige ditto.

*1. november udkommer ’Medie-Montager – Greatest Hits’ (Borgen), udvalgt og med forord af Klaus Lynggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu